Så blev det mandag den 20. august 2018 og klokken nærmer sig 9.00. Jeg sidder på arbejdet og ved at kaste op. Kaste op, af bare nervøsitet. Det er simpelthen så åndssvagt, men klokken  9.00 skal jeg ringe til klinikken, og hører hvornår vi kan komme til samtale igen, så vi kan påbegynde behandlingen. Jeg ryster og på randen til at græde – hvorfor? Jeg skal bare ringe og få en tid. Men denne dag har jeg set frem til i 6 måneder og jeg kan snart ikke være i mig selv længere. Jeg har måtte være åben om det på arbejdet i dag med hvordan jeg har det, da jeg ikke ville have at det skulle gå ud over mine kollegaer. Heldigvis valgte en af mine kollegaer at kommer over til mig, og snakke med mig om det hele. Det fik sat mine nerver lidt på plads og jeg prøvede at slappe af, og glæde mig til opkaldet i stedet.

Så blev klokken  9.20 og jeg er netop blevet færdig med opkaldet til klinikken. Jeg fik desværre fat i en sekretær, som var meget utilfreds med at hun havde fået den tjans med at skulle tage telefoner den dag hvor deres lange sommerferie slutter (virkede det i hvert fald som)! Hun var sur og negativ, og jeg prøvede at forklare vores situation, og fortalte hende, at jeg næsten havde tabt det vi havde snakket om til sidste samtale, og informerede hende om, at vores kontaktperson havde sagt, at jeg bare skulle komme lidt derned af, så kunne vi påbegynde behandlingen. Hun afbryder mig halvvejs igennem og fortæller at jeg må snakke med en læge, men at det nok bliver en kort samtale og at jeg ikke skal forvente noget, og at lægen ville ringe til mig senere på dagen, for at give mig en tid. SLAM! Er sekretærerne på diverse klinikker ikke klar over, hvor hårdt psykisk det her er at gå igennem? Lange ventetider, negative mennesker og at ens største ønske ligger i deres hænder! Er de opmærksomme på, at hele ens liv står standby og man kun kan fokusere på at blive gravid?!

Sekretæren får ☹ ☹ ☹ ☹ ☹  sure smileyer fra mig!

Jeg stod tilbage tudbrølende midt på arbejdet og kunne ikke få samlet mig selv. Jeg ringede til Martin for at informere ham om, hvad den knap så rare dame havde fortalt mig, og det resulterede i at jeg tudede endnu mere. Når men… Jeg måtte tage hjem fra arbejde og vente på opkaldet. Som selvfølgelig aldrig kom. Så nu må jeg gentage proceduren fra i går og lade vær med at putte noget i munden indtil den længe ventede samtale, så jeg kan komme helt ned på den ønskede vægt og gerne længere ned.

Forhåbentligt går opkaldet bedre i dag.