I starten af marts 2018, ændrede vores verden sig, da en cyste sprang i min bughule og jeg fik konstateret endometriose. Vi fik at vide af lægerne, at de ikke ville fjerne den, da den sad op af min ene æggeleder, og der derfor var en stor risiko for, at de vil ramme min ægreserve. Jeg skulle gå til kontroller med cysten, da den godt kunne vokse igen. Vi besluttede på dette tidspunkt, at vi efter vores bryllup i maj 2018, ville prøve at blive gravide.
Under kontrollerne konstaterede lægerne, at cysten voksede igen og hurtigt. Så i december 2018, bliver jeg opereret på Rigshospitalet. Efter operationen fik vi den besked, som vi havde frygtet; min endometriose er for aggressiv, så vi skal have hjælp til at blive gravide. Det blev begyndelsen på de mest tre mest følelsesmæssige måneder.
Vi bliver henvist til Køge fertilitetsklinik, hvor vi skal være tilknyttet. Til den første samtale, i marts 2019, forklarer lægen, at grundet min endometriose, så skal vi igennem den lange behandling og IVF eller ICSI. Jeg bliver instrueret i, hvordan den forskellige medicin skal tages og det bliver planlagt, at vi skal i gang i april. Til en af kontrollerne forklarede lægen, at vi havde en del imod os, da jeg ikke havde responderet særlig godt på medicinen og skulle sættes op i dosis, men deri lå en øget risiko for, at jeg ville blive overstimuleret. Det var en hårdfin grænse for, hvordan min krop tog det. Heldigvis regerede min krop godt, og jeg skulle have min første æg udtagning.
De forventede at få syv æg ud, men der kom kun tre. Det føltes som et nederlag, for vi havde jo fået at vide, at der var bedst chance, hvis de fik omkring 10 ud. Æggene blev befrugtet, men desværre overlevede det ene kun. Et lille bitte æg. Jeg fik lagt ægget op, uden den store tro på, at det ville blive siddende. Vi havde haft så meget modgang, og med så dårlige odds, hvorfor skulle det så blive siddende. Jeg havde altid kun hørt om den årelange kamp for at få ønskebarnet. Men alligevel, så rumsterede min fars ord i hovedet på mig; der skal kun et godt æg til.
Den 24. maj 2019, fik vi beskeden om, at jeg var gravid. Det blev siddende.
Ikke alle fertilitetsforløb er årelange, vi havde vores første samtale på Køge fertilitetsklinik den 12. marts 2019 og vores sidste den 14. juni 2019. Nogle gange skal der bare et godt æg til.
Og den 30. januar 2020 kom vores mirakel baby til verden.
0 kommentarer