Nu var vi nået til vores 4. ægoplægning. Denne gang måtte den være der.. Det var så tæt på sidste gang, følte jeg, og denne gang var det jo mit yndlings tal, og det kunne da være lidt vildt, hvis jeg siden, jeg var barn, havde knyttet mig til lige netop det tal, og det så ville give held til vores behandling. Lidt overtroisk har man vel lov at være. Ikke nok med, at det var vores 4. oplægning, så var det også den 4. på datoen. Og så var vi jo i 2020… 2 + 2 = 4.. Det gik op for mig, at lige meget hvilke tal vi kiggede på, så ville det denne gang give 4.

Jeg var helt oppe og ringe over det faktisk. Jeg ringede til min mor efter ægoplægning og sagde, Tillykke.. Du er nu æggemormor og ringede til min far, og sagde, Tillykke, nu er du æggemorfar. Jeg håbede og troede så inderligt på det. Dagene gik, og jeg fik endnu engang murren i underlivet. Denne gang fik jeg også ømme bryster, som er det der indikere det mest for mig, om heldet er med os. Muren i maven kan være så mange ting og efter vores 3. ægoplægning, så stoler jeg ikke så meget på de symptomer.

Dog føler jeg en tryghed i de fornemmelser alligevel. Dagene gik og var 12 dage efter Ovitrelle, så kunne jeg ikke længere holde igen på mit indre testmonster. En negativ test, om efter en time, viste en meget meget svag test streg. Ja, så må man jo teste igen næste dag. Testene blev tydeligere og tydeligere, men turde man tro på resultatet? Vi havde jo før prøvet, at ægget gik til grunde. Min kære M, ville ikke tro på noget før, at vi havde svaret på blodprøven.

Da vi kom til blodprøve dagen, viste mit HCG 120. Sygeplejersken ønskede os tillykke i telefonen, da hun ringede med svaret. Alle jeg snakkede med, blev glade og begejstrede. Jeg selv græd af glæde, men samtidig fyldte frygten også sindssygt meget. Jeg brød mig ikke om, når andre ønskede mig tillykke. Ikke endnu. Der kunne stadig nå at ske så meget. Mine tanker fløj i alle retninger. Slap af og nyd det, åh nej, skal vi bestille en tidlig scanning, åh hvor jeg håber den bliver, ej, er der noget der vokser inden i mig, ad, åh gud, nu sker det, nu skal jeg blive stor, rund og tyk, mon jeg får strækmærker, og hvordan mon fødslen vil gå, hvis jeg frygter fødslen, vil det så komme til at gå dårligt?

Oftest er jeg god til, at slå mine panik tanker væk og så dunke mig selv i hoved bagefter over, at jeg nærmest går i panik på den måde. Er jeg mon den eneste som tænker sådan? Følg med i kommende blogindlæg….