Vores solstrålehistorie – 10 års barnløshed (suk)

Om hvordan en økohippie også nogen gange må overgive sig – i hvert tilfælde bare lidt…

Denne historie fra det virkelige liv kan ikke skrives kort, men jeg lover dig, hvis du pløjer den igennem – der er dømt ovenud happy ending til sidst 😉

De indledende manøvrer

Ti år, det er LANG tid. Og hvorfor skulle det tage så lang tid? Jo, fordi jeg er stædig. Jeg nægtede at overgive mig til fertilitetsbehandling, førend ALT andet var prøvet. Inden i mig stred fertilitetsbehandling imod alt hvad jeg står for – jeg ville ikke tvinge min krop med vold og magt til at makke ret, men tage den lange og snørklede vej og finde ud af hvad der er galt, og arbejde med det.

Problemet var bare, at jeg inderst inde godt vidste hvad der var galt, men jeg orkede bare ikke at gøre nok ved det. Alt for meget stress, et lavt stofskifte, overvægt og en forkert sammensat kost. Til sidst var min krop så udbrændt at menstruationen ophørte i 5 år, og jeg fik konstateret pco. Gynækologen sagde, at ud fra mine blodprøver, ville han vurdere, at hvis jeg lagde min kost om til KISS-kost (insulinsænkende kost) i ½ år, ville jeg kunne spise mig ud af symptomerne.

Alderen begyndte at trykke. Og det samme gjorde min helbredsproblemer. Til sidst havde jeg det så skidt, at der ikke var anden udvej end at tage sig af det, for jeg kunne nærmest ingenting. Min egen læge kunne ikke rigtig finde ud af hvad der var galt. Jeg blev sendt til hjernescanning og undersøgt på kryds og tværs, men alt så normalt ud. Så jeg kontaktede en privat orthomolekylær læge, som tog en masse blodprøver og sendte til Tyskland. De viste, at mit stofskifte var i den lave ende, men ikke dårligt nok til at blive medicineret. Denne læge er kendt for at behandle med kosttilskud, og han sammensatte et stort program til mig – herligt og lige i min ånd.

Kostomlæging til blodsukkervenlig kost

Jeg fik efterhånden kræfterne til – og mod på – at lægge kosten om. Det startede i januar 2016. Og det gik godt. Vi meldte os begge ind i et fitnesscenter. Og manden spiste også efter kostplanen. Det gav et kæmpe overskud. Og jeg var ved at blive moden til at starte i fertilitetsbehandling, og det samme var manden. Nærmede mig også 35, så vi var godt klar over at nu skulle det være, en fertilitetsbehandling kan jo være en langsommelig proces.

Da jeg havde tabt de første 5-8 kg, sagde min veninde ”ring da til den klinik, de har sikkert en kæmpe venteliste”. Jeg havde hørt at min BMI skulle være under 35. På klinikken sagde den flinke dame i røret, at siden vi var så godt i gang, kunne vi jo ligeså godt booke en tid. Jeg var slet ikke forberedt, håbede jo stadig på mirakler, men tænkte ”nu slår jeg bare til”. Jeg måtte pænt ringe til manden bagefter og meddele, at nu var det ikke længere ved snakken, nu var der også bestilt tid til fertilitetsbehandling. Han tog det heldigvis meget pænt, når beskeden lige var sunket ind.

Første samtale på fertilitetsklinikken

Inden indledende samtale, skulle jeg have taget en masse blodprøver. De viste, at jeg stadig havde pco, og at jeg stadig havde alt for højt blodsukker trods min kostomlægning – det tager noget tid at få disse tal ned. Desuden havde jeg et for højt niveau at prolaktin – et hormon som er forhøjet efter en fødsel ifm. f.eks. amning, og som hindrer ægløsning. Manden var heldigvis frisk og sund.

Vi blev sendt hjem med strenge restriktioner. Jeg skulle opstarte på Metformin (som er et diabetes 2 præparat) og Dostinex som skulle nedsætte mit forhøjede hormonniveau. Og skulle stramme op på kostens sammensætning. Manden skulle skære alkohol ned til max 6 genstande om ugen og max 3 daglige kopper kaffe, og så i øvrigt følge samme kostplan som mig – også når han var på arbejde… (ikke sjovt). Så fik vi tre måneder, før vi skulle komme igen, hvilket føltes som en evighed, nu man alligevel var så tæt på. I mellemtiden skulle jeg også have opereret en polyp bort fra livmoderen, som kunne hindre kommende befrugtede æg i at sætte sig fast.

Hold fast vi knoklede. Og det var med blod, sved og tårer, for nøj hvor var det træls der midt i sommerferien at give afkald på rundstykker, rosé og softice på bådferie med vennerne. Og pillerne gav mig en del bivirkninger, og jeg kæmpede med kvalme og udmattet hed konstant. Men vægttabet gik fremad, og det var skønt.

Alternativ behandling og vægttab

Samtidig var jeg startet hos en dygtig heilpraktiker (tysk lægeeksamineret naturmediciner), og fik en masse homøopatiske midler og mentale øvelser, som støttede mig i processen. Og jeg begyndte til laserbehandling af livmoderen og fertilitetsmassage. Dette skulle styrke blodomløbet og modvirke evt. arvæv og spændinger (dette hjalp mig også til at slappe bedre af ifm. undersøgelserne). Efter blot en behandling gik min menstruation i gang igen. Havde aldrig troet jeg skulle blive så glad for at se den igen, men når den nu havde manglet i 5 år, så føltes det, som at være en ”rigtig” kvinde igen.

Da vi kom igen på klinikken, så det hele så godt ud, at gynækologen vurderede, at vi kunne blive naturligt gravide, så vi fik lige ekstra 3 måneder inden en evt. behandling skulle op startes. Hvis jeg ikke var gravid efter 2. cyklus, skulle mine æggeledere gennemskylles. Vi var nok lidt skuffede, da vi var indstillet på at komme i behandling og blive gravide nu. Efter alle disse år, havde jeg i hvert tilfælde lidt mistet troen på det kunne lade sig gøre naturligt.

Jeg gik flittigt til akupunktur hos en fantastisk dygtig behandler. Det nærmede sig nærmest et fuldtidsarbejde, og var faktisk pænt anstrengende. Blodprøver hver 14 dag, div. alternative behandlinger, tænke over alt hvad man putter i munden, ikke så meget motion man bliver stresset og endelig heller ikke for lidt.

Hvis bare vi kunne ”spare” et eneste forsøg på fertilitetsklinikken, var det det hele værd. For mentalt var vi bare det sted, hvor vi VILLE have et barn nu. Vi havde åbnet døren i vores hjerter, hvor vi igen tillod at os at mærke dette brændende ønske (som vi ofte havde lukket ned for, som en slags effektiv smertekontrol).

Og især jeg havde brug for at mærke, at jeg kunne have kontrol med bare nogle ting i hele dette fertilitetscirkus. Vægttabet var efterhånden nået de 30 kg, og pengepungen havde også slanket sig gevaldigt på grund af alle mine ekstra behandlinger. Hvor var det fantastisk – endnu engang! – at have en forstående mand, som kunne se, at de alternative behandlinger skulle til, for at jeg følte at jeg havde mig selv med i hele processen. Men som også kunne se hvor meget de hjalp mig både fysisk og mentalt, det var ikke bare hokuspokus.

En dag jeg virkelig frygtede

Graviditeten udeblev desværre stadig, og æggelederne skulle gennemskylles. Jeg kan huske sekretæren sagde ”gå nu ikke hjem og læs om det på Google, så bliver du alt for nervøs”, da jeg bestilte tiden. Jeg var mildest taget rædselsslagen! Kom selvfølgelig til at Google det dagen inden. På vej ned til klinikken overvejede jeg seriøst to gange at stoppe bilen, for at kaste op i vejkanten, så nervøs var jeg. Men det gik super godt, der var fri passage i æggelederne, så ingen smerter overhovedet. Jeg var helt lamslået bagefter, og pænt ærgerlig over al den tid jeg havde brugt på at bekymre mig. Men det kan man jo altid sige bagefter….

Endelig – insemination

Et ”hjemmeforsøg” endnu, og stadig ingen graviditet. Nu skulle jeg insemineres. Alt var noget møg, jeg var små-syg og stresset på job lige op til juleferien. Kunne jeg mon nå at få ægløsning, før klinikken lukkede ned for juleferien? Først forsøg var i forbindelse med en naturlig cyklus og uden brug af hormoner. Jeg lignede et pindsvin hos akupunktøren, nu skulle den have alt, hvad den kunne trække. Og sandelig om ikke scanningen viste, at der fuldstændig usædvanligt var tre store flotte æg som var ved at modne sig…. Wow. Sendte min akupunktør en taknemmelig mail.

Og vi nåede at få en tid til inseminering lige 1 dag før lukketid! Manden fragtede møjsommeligt et lille glas med sæden ned til klinikken. Den lille beholder skulle holdes indenfor trøjen, for at bevare kropstemperatur. ”Husk nu at sætte låget ordentligt fast på beholderen”, som de sagde på klinikken.

Inseminationen foregik stille og roligt hos en fertilitetsjordemoder. 36 timer forinden inseminationen, havde jeg taget en ægløsningssprøjte, så ægløsning kunne times med den tid vi havde på klinikken. Til selve konsultationen var det ret syret, vi kunne se på skærmen hvordan kateteret blev sendt op til de to æg der havde løsnet sig, og sæden blev sprøjtet ud i livmoderen, det lignede nærmest et lille festfyrværkeri på skærmen. Det var en meget underlig oplevelse, men vi var fulde at mod.

Dette mod svandt som dagene gik, og ventetiden mere end sneglede sig af sted. Jeg havde ikke lige forstået, at jeg ikke måtte købe de der uimodståelige ”tidlige graviditetstests”, da ægløsningssprøjten kunne give et falsk positivt resultat. Men ligegyldig hvad, så var de alle bragende negative. Også humøret var negativt, hvilket jeg bare ikke magtede, ville bare være så positiv så mulig, skulle mon min indstilling nu forøge vores chancer.

Jeg fik en pletblødning, som bekræftede vores bange anelser, og bestilt straks tid til næste inseminations forsøg. Det indebar nemlig at jeg skulle scannes på menstruationens anden dag, for at se om alt var som det skulle være.

Når tingene ikke er som man tror – men som man håber

”Problemet” var bare, at der ikke kom yderligere blødning. Var lidt flov over jeg havde ringet til klinikken og bestilt tid for tidligt, og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige til dem. Tog lige en test om morgenen for en sikkerheds skyld, havde jo læst på nettet man i teorien godt kunne være gravid trods pletblødning. Den var positiv! Vidste slet ikke hvordan jeg skulle få det sagt, da manden kom hjem efter sin morgen-gåtur med hundene. Så jeg kunne bare pege på den positive test der lå på håndvasken på badeværelset.

Lad mig sige det sådan, det tog os begge mange uger at fatte at jeg var gravid! Det er jo helt vildt.

Følg med på Instagram @pco_kost