For mig er det blevet hverdag at stikke mig selv, være oppustet, have hovedpine og være mentalt udmattet. Jeg gør det bare. Det er på ulykkeligvis blevet en fast del af mit liv.

Ved dette 12 forsøg skal jeg tage pillerne tamoxifen i kombination med Gonal F samt indsprøjte et klik HCG hver anden dag. Dette skulle forbedre ægkvaliteten. Om det virker i praksis, må tiden vise. HCG’en kommer i form af en dråbe fra ægløsningssprøjten.

Vi har fået lovning på at få lagt to æg tilbage denne gang. Hvis der altså er to firecellede æg at lægge tilbage på dag to.

Når man som jeg har fået foretaget et keglesnit pga celleforandringer, er der meget blandede holdninger blandt lægerne om, hvorvidt to æg er en god ide. Nogle læger mener, det øger risikoen for for tidlig fødsel. Andre siger, det ikke har betydning. Kun een gang tidligere har vi fået lov til at få to æg lagt tilbage.

Jeg håber det bedste, jeg har lært på, at der overhovedet er noget at lægge tilbage.

Men tilliden til videnskaben er også ved at svinde ind.

Vi er aldrig nået til fryseren, og det gør vi heller ikke denne gang.

Vi har dette forsøg tilbage og endnu et. Så er det slut med at forsøge med egne æg.

Det er både en lettelse og en næsten ubeskrivelig sorg. Lettelse fordi jeg ikke har kræfter til flere ægudtagninger, skuffelser og smerte, der flår i mit inderste. En sorg, fordi jeg ligesom alle jer andre ønsker at blive mor til mit eget biologiske barn.

På sociale medier lader miraklerne til at ske hver eneste dag verden rundt for kvinder i fertilitetsbehandling. Den klub ville jeg gerne være en del af. Men det føles også fjernt at være hende, der ‘poster’ opslag med scanningsbilleder, sutter eller søde små sko. Sikke en taknemmelighed, der må skylle ind over dem.

Mandag ligger jeg mig på briksen endnu engang. Med alt hvad den kan trække af håb og hep fra os selv dem, der ved, hvad vi går igennem.