”Viparita Karani – Regulerer blodtrykket, reducerer stress og guider blodet ned til livmoderen”, læser jeg højt, for gud ved hvilken gang. Bogen er skrevet af Thilde Vesterby og hedder ”Frugtbar” (anbefaling herfra, i øvrigt). På gulvet ligger min kone, med benene i vejret, i stillingen, som altså åbenbart hedder ”Viparati Karani”. Vi har været igennem dette scenarie så mange gange, at vi efterhånden føler os til grin. Men vi gør det alligevel! …ligesom de tusinde andre tiltag vi gør, for at øge chancerne for en graviditet.

Vi har netop været igennem en lang behandling, som, pga. fejl fra klinikkens side, endte med at blive en rigtig lang behandling. I over en måned har min kone været igennem en såkaldt nedreguleringsfase, som sætter hende i en kunstig overgangsalder. Det er simpelthen utroligt, hvad hun går igennem for vores skyld! Stod det til mig, fortjente hun så mange medaljer, at det ville kræve vi fik en større lejlighed.

Den lange behandling resulterede i 4 æg ved ægudtagningen… Der var 9 æg på scanningen ugen inden, men vores (u)held ville det, at ægløsningen kom, lige før ægudtagningen. Så nu kunne vi gå slukørede hjem, med et spinkelt håb om, at min temmelig beskedne sædprøve ville kunne befrugte blot ét af disse æg, så vi i det mindste kunne få lagt noget op denne gang (vores sidste forsøg resulterede i 9 æg – nul befrugtede). Fem dage senere får vi så opkaldet; der ér et æg, som har delt sig som det skal og er klar til at blive lagt op! Der er sågar 2 af de andre, som kæmper for at dele sig som de skal. Det var jo helt vildt! Vi stod potentielt i en situation, hvor 4 æg kunne have resulteret i en oplægning + 2 til frys. Dagen efter fik vi dog beskeden om, at de to æg ikke havde overlevet – ja, det var næsten også for godt til at være sandt!

Så her står vi så nu. Over en måneds benhårdt arbejde har resulteret i ét skud i bøssen. Det virker så uretfærdigt, men det er jo efterhånden det overordnede tema i alt dette.

Det er ægoplægning nummer 12 for vores vedkommende. Jeg kniber en tåre ved tanken om, at vi 11 gange før har siddet i samme situation, fulde af håb – men stadig ikke har fået vores barn.

På fredag er det så dagen. Dagen, hvor vi får svar på blodprøven. Dagen, hvor vi enten bliver ovenud lykkelige – eller dagen, hvor vores verden bryder sammen, og vi endnu en gang skal samle os selv op. Det er ubeskriveligt hårdt konstant at stå i disse ”ventesituationer”, hvor vi ikke ved, om vi er købt eller solgt.

Jeg håber så inderligt, at blodprøven på fredag bliver startskuddet til, at vores liv endelig kan få lov til at gå videre – for vi er så klar til det!