Som overskriften så fint fortæller det, så er det så længe vi nu har kæmpet denne fuldstændigt ulige kamp. I dag lørdag fik vi endnu en negativ test – resultatet af vores seneste forsøg.

Jeg må tilstå jeg ved dette forsøg slet ikke havde brug for at dele det med vores venner, familie eller offentligheden. Faktisk (uden at lyde grov) så var det næsten ulideligt at nogle alligevel opdagede det. Det gør SÅ latterligt ondt hver eneste gang. Jeg bliver 20 gange mere ked af det end jeg giver udtryk for. For hver forsøg bliver jeg mere og mere ked af at stå med de negative test. Forestil dig et spejl der er gået i stykker med stadig sidder sammen i rammen – sådan ser jeg ud indvendigt hver gang den negative test rammer mig.

I det her forsøg oplevede jeg for alvor, for første gang en følelse af jalousi til en af mine nærmeste. Jeg blev næsten vred og arrig – ikke på hende men på mig selv over at jeg overhoved kunne få den følelse. Hun om nogen har kæmpet en lige så fuldstændig ulige kamp og jeg er virkelig inderligt og oprigtig lykkelig på hendes vegne over at det er lykkes for hende! Men det er og var en frustration over at vi har kæmpet samme kamp, lige længe, nærmest fulgtes cyklus for cyklus og nu står hun så der med sin positive test og jeg UNDER hende det helt ind i det inderste – Jeg ville bare sådan ønske vi kunne have fulgtes gennem denne her del også. Sådan blev det ikke, i hvert fald ikke som det ser ud lige nu. Jeg ved følelsen er irrationel og heldigvis varede den kun en enkelt dag – jeg gav den lov til at være der men så skulle den også fise af igen. Er der nogen der fortjener en baby, så er det (undskyld mit franske) fandeme hende og jeg er SÅ glad på hendes vegne.

Som jeg skrev i mit seneste blog post så havde jeg fået kommentaren ”Så det nok bare ikke meningen” med på vejen. Den kom fra en tæt på og den har sat sig så ekstremt dybt i mig at jeg nærmest har været parat til at vi skulle gå hver til sit, faktisk så parat at jeg i vrede slyngede ud at jeg ikke ville mere. Det var det mest oplagte når nu jeg ikke kunne give Mikkel et barn så måtte vores veje skilles – igen mega irrationelt.  Meget i det her gør ondt men her – her blev jeg ramt så uendelig hårdt. Der er absolut ingen mening med at den her kamp skal være så lang og sej og der er ved syvsøren heller ingen der skal fortælle mig at det så nok bare ikke var meningen.

Heldigvis har vi stadig vores fantastiske fertilitetslæge Svend Lindenberg på Copenhagen Fertility Center ved vores side – og så længe han tror på det så lever håbet da endnu.

Vi har en “deadline” der hedder senest start 2020 så stopper vi fuldstændig og så skal vi ikke mere. Vi har på nuværende brugt lige over 100.000kr på det her på de sidste to år og vores følelser er slidt. Vi er trætte og føles os som ludo brikker der bliver slået hjem igen og igen.

Nu vil vi nyde resten af vores ferie med Tulle og Bøffenas, sunde os og så bliver vi klar igen.

Dejlig sommer til dig som følger med J