Fertilitetsbehandling kan være hårdt for både kroppen og psyken. Det er meget energikrævende at gå igennem behandlinger, og der melder sig ofte udmattelse og sårbare tanker. Mange oplever følelser som sorg, vrede, skam, jalousi og utilstrækkelighed og har svært ved at rumme uvisheden. Selvomsorg handler om at passe på sig selv og drage omsorg for sig selv. Det kan være svært at finde tid til, når man er i behandling og kalenderen er fyldt med aftaler og andre praktiske gøremål. Mange opfatter selvomsorg som en luksus fremfor en prioritet i deres liv og er rigtig gode til at sætte andres behov i første række. I denne lille guide vil vi komme med nogle eksempler på små handlinger, du hurtigt kan implementere i din hverdag, som en måde at værne om dit mentale helbred. Disse ritualer kan du bruge som inspiration, og som et lille afbræk. Husk at selvomsorg ikke er navlepillende, egoistisk eller overflødigt – du er værdig og fortjener at bruge tid på dig selv. Der er mange grunde til at prioritere selvomsorg: det er godt for dig, især som en måde at håndtere stress forbundet med at være i fertilitetsbehandling på. Det er en måde at være i kontakt med, hvad din krop og dit sind har brug for. På samme måde som du ikke vil ignorere den røde oliekande/lampe, som lyser, når bilen mangler olie, skal du hellere ikke ignorere de små signaler din krop sender til dig.
Eksempler på ritualer:
- Gå en tur
- Skriv tre ting ned som du er taknemmelig for. En god morgenmad? En inspirerende podcast?
- Lav din yndlingsret. Forsøg at gøre det med bevidst nærvær. Læg mærke til dufte og smage
- Ring til ven eller familie, som du savner og hør, hvordan det går
- Øv dig i at sige nej. Mange har svært ved at sige nej til ting de egentlig ikke har lyst til
- Tag en lur med god samvittighed og giv dig selv plads til at være uproduktiv
- Lav en god kop kaffe
- Dans til en god sang eller lave en playliste med sange du kan lide
- Afsæt tid til et kreativt projekt. Hvis du har svært ved at tage fat, kan du kan spørge dig selv; hvad kunne jeg godt kunne lide at lave som barn?
- Log af sociale medier. Vi behøver ikke at være tilgængelige hele tiden og scrolle grønnere græs dagen lang
I starten kan det være en god idé, at afsætte et lille tidsrum til dit ritual. Det kan være to minutter til ti minutter på en dag, eller noget som du gør på ugentlig basis. Sænk ambitionsniveauet og start ud langsomt med at skabe din nye vane. Selvomsorg er en meget individuel praksis, og der er ikke en “rigtig” måde at gøre det på. I stedet for at slå dig selv i hovedet, når du er overvældet og presset, så prøv at støtte dig selv med kærlige handlinger og opmuntring.
God fornøjelse.
Bedste hilsner
Psykologisk klinik for ufrivilligt barnløse
E-mail. kontakt@psykologidabaggesen.dk
Tlf. 3171 2196
Web. www.pkub.org
Annonce
0 kommentarer