29. december 2017 er blevet en særlig dato for mig. Det er den første terminsdato, jeg nogensinde har haft. Det var en dato, jeg glædende mig rigtig meget til, for her omkring skulle vi have vores første fællesbarn. Men som I ved, endte den graviditet i en missed abortion. Det betyder, at den 29. december 2017 lige pludseligt ikke er en dato, jeg glæder mig til.

Jo tættere vi kommer på denne dato, jo svære bliver det også. Det er svært at tænke på, at nu kunne jeg have været på barsel, og have haft en kæmpe mave. Vi ville have haft gjort et børneværelse klar, og vi ville have købt alt, hvad der skulle bruges til sådan et lille vidunder.

Frygten for en kommende fødsel, og glæden ved snart at skulle se sit barn, ville have fyldt dagen. Børneværelset ville være fyldt op med hjemmehæklede ting, som jeg ville have brugt en masse timer på at lave. Min mor ville ringe konstant, for at høre om der snart skete noget. Det samme ville min søster gøre. Min far ville gå utålmodigt rundt, uden at sige så meget.

Jeg ved, at de alle 3 glæder sig uendeligt meget til, at de skal være mormor, morfar og moster.

Men ingen af de ting er sket. I stedet har vi forsøgt, at gøre en masse andre gode ting. Vi er blevet gift, jeg har fået nyt arbejde, og min mands dreng er flyttet op til os.

Vi håber, at alle disse ting vil være med til, at øges vores chancer for at få en baby i 2018. Jeg glæder mig til, at jeg får en ny terminsdato, som jeg kan gå og glæde mig til. Men samtidig vil jeg have lov til, at sørge den 29. december 2017, over det barn som vi alligevel ikke skulle have.