Det er længe siden I sidst har hørt fra mig men det skyldtes at der er sket så meget siden og jeg har haft svært ved, at skrive det ned for er det virkeligt? Eller skal jeg om et par uger skrive igen at det ikke gik og vi starter forfra? Det hele tyder dog på, at 3 IUI var lykkens gang for os.

Vi var igennem vores andet forsøg med IUI efter at jeg var blevet gravid naturligt, som desværre endte i en abort. Det andet forsøg IUI viste en bragende negativ test og jeg var ødelagt. Jeg var sikker på at nu var chancen forbi gået os. Jeg var klar til, at smide håndklædet i ringen og tage en pause på et års tid. Jeg var ikke sikker på at jeg psykisk kunne klare mere – jeg tænkte ikke på andet og jeg så ikke andet end gravide og babyer.

Men min kæreste tog mig endnu engang i hånden og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå og at han syntes vi skulle tage et forsøg mere også se derfra. Som han sagde ’’det er jo vores 3 forsøg, og du ved jo hvad man siger. 3 gang er lykkens gang’’ Jeg kunne ikke se det sjove i hans bemærkning men besluttede at vi gav det et forsøg også måtte vi tage den derfra.

Vores 3 forsøg startede lige inden vi gik på sommerferie og vi skulle derfor teste i sommerferien. Enten ville de sidste 1,5 uges ferie blive ren sorg eller ren angst og lykke.

Heldigvis fik han ret og da jeg stod den morgen i ferien og kiggede på testen, blev den så fin positiv meget hurtigt. Jeg faldt grædende sammen og turde ikke tro på det. Var det virkelig rigtigt? Var vi så heldige igen? Skulle han få ret? Ville 3 gang være lykkens gang for os?

Hurtigt blev min glæde overskygget af angst – angsten for at miste for 3 gang. Sidste gang havde været virkelig hårdt og jeg var bange for, at skulle det samme igen en gang til. Jeg fik hurtigt ringede til klinikken og fortalt den gode nyhed. Her aftalte vi også, at jeg indtil graviditetsscanningen i uge 7, skulle tage Lutinus, da tidligere prøver har vist at mit eget progesteron niveau er lavt. Det gav mig en vis form for tryghed – det er ikke rart at have i trusserne men det gav mig en følelse af at denne gang gjorde vi noget andet og det gjorde, at jeg følte mig mere tryg.

Tiden skulle nu gå og vi skulle vente 3 uger fra testdag til scanningen. Ventetiden var mere ulideligt end de 14 dage vi skulle vente på, at teste. Hver gang jeg gik på toilettet kiggede jeg meget på papiret – kunne jeg ane et lyserødt skær? Var det slut nu? Lutinus gjorde det heller ikke ligefrem bedre – når man kunne mærke det løbe ud og man frygtede det var blod. Heldigvis kom der intet blod frem til scanningen.

Nerverne sad helt uden på tøjet og vi begge havde haft svært ved, at klare arbejdsdagen. Vores tanker var et andet sted. Vi havde fået af vide at min kæreste godt måtte kom med ind på klinikken til scanningen og det gav mig en kæmpe tryghed, for hvis nu der ikke var liv, så ville jeg gerne have ham ved min side. Desværre satte Corona en stopper for det. Det var blussede op i hovedstadsområdet og han måtte derfor ikke komme med ind på klinikken og jeg måtte facetime ham scanningen. Heldigvis var der liv og et meget fint hjerte der slog. Selvom det ikke var det samme over facetime var vi begge to meget lettede og jeg begyndte endnu engang, at græde. Kunne det virkelig passe? Skulle vi være forældre til maj?

Jeg aftale med klinikken at jeg skulle forsætte på Lutinus frem til nakkefoldsscanningen mest fordi det giver mig en tryghed og det ingen skade giver på fosteret. Jeg skyndte mig derfor på apoteket og købte Lutinus til de næste 6 ugers tid.

Vi besluttede hurtigt, at vi ikke kunne vente på nakkefoldsscanningen – vi havde brug for at kigge ind før og jeg ville gerne have min kæreste med til en scanning, så han også kunne opleve det.

Vi bestilte tid ca 1,5 uge efter den første scanning og her var alt stadig som det skulle. Vi kunne se, at den lille var vokset og hjertet slog så fint. Det var et meget rørende øjeblik og derfra aftalte vi, at denne gang skulle vi tro mere på det og lade vær med, at lade angsten overskygge vores glæde. Det var dog lettere sagt end gjort, og jeg forsatte stadig med at studere papiret nøje efter hvert toiletbesøg. Hvis jeg bare var på toilettet 2 minutter længere end normalt, stod min kæreste foran døren for at høre om alt var OK. Det er hvad tab og fertilitetsbehandling gør ved en. En kæmpe angst overskygger den glæde man normalt oplever ved en positiv graviditet.

Tiden gik og vi begyndte at tro lidt mere på det. Jeg skulle til lægen og have oprettet den populære gulve kuvert og det i sig selv har været en kæmpe milepæl. Jeg købte sågar lidt babytøj efterfølgende. Det er en kæmpe milepæl for mig og vi er længere end nogensinde – men angsten sad og sidder stadig i kroppen så vi besluttede at vi gerne ville til endnu en scanning, da nakkefoldsscanning først ligger 13+4. Vi købte derfor en scanning samme sted omkring 10+5 og her kunne vi se at den lille nu faktisk var begyndt, at ligne en baby og vi så begge arme og ben. Baby vinkede endda til os og var meget aktiv. Helt specielt var det da vi fik lov, at høre hjertelyden. Igen måtte vi fælde en tåre hånd i hånd. Tænk at vi er så langt og at det hele ser ud til at lykkes for os denne gang.

Desværre skulle det hele indtil nakkefoldsscanningen ikke gå uden angst og frygt igen. Jeg syntes ellers lige jeg var kommet over det og var begyndt at glæde mig mere end angsten for at tabe. Men så en aften var der pludselig blod på papiret og jeg brød fuldstændig sammen. Kunne det virkelig være rigtigt at vi skulle igennem det igen? Hvorfor os igen? Jeg var sikker på at det var starten til en abort men min kæreste googlede nettet tyndt og forsikrede mig om, at det altså var helt normalt og det var jo også mere brunt udflåd end blod som sådan. Og han havde jo ret, men sådan var det jo også startede de andre gange. Jeg lå vågen hele natten og græd stort set også hele natten indtil jeg ikke havde flere tåre.

Dagen efter ringede jeg til fertilitetsklinikken som jeg havde oplyst, at jeg forsat var patient hos dem indtil min nakkefoldsscanning. De sagde at det var normalt, men at de gerne ville scanne mig samme dag for at give ro, så jeg ikke skulle gå og være bekymret og stresset over det indtil nakkefold.

Minuttet jeg lå og ventede på dommen efter scanneren var sat op, føltes som flere timer. Men heldigvis lå vores lille baby og hoppede rundt og den vinkede endda til mig. Det var et meget stort øjeblik og flere kæmpe sten faldt fra mine skuldre. Lægen fortalte mig at der intet blod var at se i eller ved livmoderen og det derfor nok bare var slimhinden, som godt kan være sart når man er gravid. Dagen efter var det allerede stoppede og nu er næste scanning nakkefold.

Nakkefoldsscanningen er nu overstået og alt er helt perfekt. Vi venter os en sund og rask baby, og jeg kan ikke være i min egen krop så lykkelig er jeg. Tænk at vi skal være forældre til maj og vi nu kan få en pause fra fertilitetsverden et par år.

Nu håber jeg bare at vi kan nyde det i stedet for hele tiden, at frygte det går galt…

Det hele har været en kæmpe rutsjebanetur og jeg ville ikke ønske for min værste fjende at skulle det her igennem. Det slider så hårdt på en og ens forhold – men jeg ved, at vi nok skal klare den hvis bare vi har hinanden.

Til alle jer der stadig kæmper – bevar troen og håbet. Jeres tur skal nok komme. Jeg sender jer alt min kærlighed og håb. I fortjener det.

Fremover kan I læse med om min graviditet hos Fertilitetsbaby.dk

Beklager det lange indlæg fra mig denne gang men tak fordi I læste med/N