Vi var til info møde i november og fik at vide, at hvis jeg fik min mens inden den 28. november, så kunne vi nå et forsøg inden klinikkens juleferie. Min mens kom selvfølgelig den 29. november, en sølle dag for sent, men der er klinikkerne altså strikse, så må man jo ”bare” vente. ØV!!! Det havde nu været fedt, hvis man liiige kunne være kommet i gang med et forsøg inden. Da juleferien endelig sluttede, så kunne man melde sig til behandling igen, når man fik sin mens efter den 4. januar… Der fik jeg selvfølgelig min mens den 1. januar, så der blev lige spildt to cyklusser i én juleferie. Virkelig en fed start i fertilitetsverden!! Men heldigt at det var midt i juletiden, så man blev distraheret af en masse dejlig familie og julehygge, og havde noget andet end behandling at fokusere på. Den næste cyklus skulle gerne være startet omkring slut januar/start februar, hvor vi så kunne starte i behandling derefter.. Og jeg ved ikke hvad der så lige forgik, men det som om, at universet bare var imod mig, for min mens udeblev så længe, at min cyklus endte op på 37 dage, hvor den plejer at være lige omkring de 30 dage, så det blev en hel uge længere cyklus end normalt. Det var lige til at blive frustreret over, og M begyndte også at blive utålmodig. Han spurgte mig dagligt, om min mens var kommet, så vi kunne komme i gang. Det var nu meget sødt, og rart at vide, at han var lige så utålmodig som jeg var, men måtte sige til ham, at han skulle stoppe med at spørge mig, for det begyndte nærmest at stresse mig, at min mens blev ved med at blive væk.. Sikke et cirkus og den dag da det endelig kom, sad jeg helt udvidende på toilettet, og jeg begyndte straks at græde da jeg så det og råbte udfra toilettet til M som sad i stuen, SKAT!! JEG BLØDER!!!! Nu det endelig nu!!! Og straks bliver kroppen fyldt med blandede følelser.. Frygt, glæde, spændt, nervøs.. Men tænk også lige engang, at man skulle opleve, at blive så glad for, at se sin mens komme. Jeg kan heller ikke lade vær med, at tænke på hvor meget ens tanker kan påvirke ens cyklus. Jeg synes selv jeg var ret god til at have fokus på nogle andre ting, men tankerne omkring behandling, cyklus, baby, mens, hormoner, nåle, osv. osv. poppede nu alligevel op engang imellem, men skød hurtigt tankerne væk, fordi jeg gerne ville tage en dag af gangen og bare tag det hele som det nu engang ville komme, men alligevel… Har det virkelig fyldt så meget i min underbevidsthed at min mens er landet så uheldigt, eller hvad er det..? Er det universet som siger jeg ikke skal have børn? Jeg ved det ikke, men jeg accepterer det ikke og kæmper videre.. Forsøge det skal vi!! Jeg ringede til klinikken og meldte os til behandling. Havde godt nok en klump i halsen da jeg ringede. Jeg havde af en eller anden oversag en frygt for, at de skulle sige, at vi ikke kunne starte op i behandling, men det sagde de heldigvis ikke.. Vi skulle i stedet komme ind på klinikken en lørdag til scanning, til samtale og til opstart af hormoner. Vores allerførste behandling!!! Vi var helt nye og helt grønne og anede intet om den verden vi nu skulle til at gå ind i, men humøret var højt, vi var glade og spændte og var klar til det hele.. Læs mere om første forsøg i næste blogindæg..