Det er lige blevet forår. I hvert fald ifølge kalenderen. Jeg burde have været til nakkefoldsscanning i sidste uge. Jeg burde lige have stoppet med at have kvalme. Ligge dér med en lille sød topmave med en perfekt lille baby i maven. Det gør så ondt.
Stop tiden bare et øjeblik
Jeg ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden. Kravle tilbage. Før kunne tiden ikke gå hurtigt nok. Min menstruation kunne ikke komme hurtigt nok, scanningsdagene kunne ikke komme hurtigt nok, ægløsningen kunne ikke komme hurtigt nok og det samme med insiminationsdagen, ægudtagningsdagen og dagen for ægoplægning. Hvorefter de to uger derefter var de allerlængste – og når så den forpulede test endnu engang var negativ, startede min higen efter, at tiden atter skulle gå hurtigt, forfra. Hele tiden skulle tiden bare gå hurtig.
Men ikke mere. Jeg vil så gerne stoppe tiden, sætte den på pause. Havde tiden haft en nødbremse, havde jeg hevet i den med al min magt. Stod jeg i et tovtrækkeri mod tiden, havde jeg trukket i rebet med alle mine kræfter. Men tiden flyver, mens jeg selv står stille. En tvungen stilstand, som jeg fortæller om i næste indlæg, der handler om min nuværende situation.
Tidens negative konsekvenser
Tiden kommer til at udsætte mig for ting, jeg ikke ønsker. Jeg VAR gravid, men skal trækkes igennem fertilitetsbehandling igen. Dertil kommer tiden til at minde mig om det, der skulle og burde have været mine milepæle (16/09-2020). Den kommer til at betyde, at jeg skal forholde mig til en tyk og glad veninde og senere på året deres barn. Samtidig med, at jeg skal forholde mig til min egen ulykke. Endnu et forår uden et barn i maven, endnu en jul uden en baby i armene. Et år ældre uden at blive mor. Flere øjeblikke, hvor jeg skal påtage mig et falsk smil og spille okay til hele verdenen. Fordi ingen helt forstår. Fordi alle forventer, at jeg som afrunding på mine sætninger slutter af med “…men det hele skal nok gå ja.”, “… det skal nok lykkes på et tidspunkt.”, “…det er bare op på hesten igen.” For det tror jeg da selv helt vildt meget på, og jeg har da helt klart lyst til bare at komme op på hesten igen, selvom jeg lige er blevet kastet af og brækkede et ben og et hjerte i faldet.
Derfor føler jeg ikke længere, at tiden er min ven.
Jeg er ked af det. Bitter som ind i helvede, skide sur, møghamrende frustreret og dybt, dybt ulykkelig.
Og sidst men ikke mindst er jeg så træt af hele tiden at skulle se tingene fra den fucking lyse side.
Årh, det er så rigtigt det du skriver! Tiden går på en måde virkelig hurtigt og samtidig, i relation til facilitetsbehandling, utroligt langsomt.
Jeg troede jeg vi skulle være forældre inden vi blev 30 år, det kommer ikke til at ske! Og med denne her coronavirus, får det endnu længere udsigter..
Jeg er også så mega træt af at ingen af ens nærmeste forstår, hvad man går igennem, og at gå med en følelse af at man skal afslutte sin sætning med “det skal nok lykkes” . Det eneste jeg er taknemlig for i hele det her, er at jeg da aldrig nogensinde bliver den veninde/ven/bekendte/kollega der ikke forstår, hvad det vil sige at være ufrivillig barnløs.. Det er SÅ mega hårdt og man har fandme ret til at være pisse hamrende ked af det, vred og jaloux!
Hej Louise
Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive en kommentar. Det er jeg bare så glad for – også for at læse, at du kan spejle dig i det, jeg skriver. Det er nemlig en meget underlig tidsfornemmelse man får, når man gennemgår fertilitetsbehandling…og lige nu er der pga. corona total stilstand, hvilket jeg, ligesom dig, kæmper utroligt meget med ikke at kunne gøre en skid ved.
Jeg er ked af at høre det knuser dine håb om at blive forældre inden jeres 30 års fødselsdag. Hvor er det bare uretfærdigt – og ja, det er bare så meget i orden at kalde en spade for en spade. Det forstår vores omgivelser ikke altid. De tror, at det er bedre for os at få pakket de barske forhold ind i lyserødt papir, men det er sjældent det, vi sådan rigtig har brug for de dage, hvor vi bare gerne vil rase ud.
Det er dejligt, når vi får kastet lys på emner som disse fx via dette forum. Jeg har faktisk inviteret flere af mine nærmeste til at læse de forskellige historier herinde, så de får en bedre forståelse for, hvordan det er at være mig, og så de bedre kan være der for mig sådan, som jeg har brug for det.
Stort knus til dig, ønsker dig og din partner al det bedste i denne corona-tid.
Med venlig hilsen
Evig Venten
Kære du
Dit indlæg har virkelig givet stof til eftertanke herhjemme.
Vi har netop mistet for tredje gang og må se i øjnene, at 2020 (heller) ikke bliver vores år. Jeg er 37, og tiden er ikke ligefrem på vores side.
Vi bliver konstant mødt med velmenende kommentarer som “vi er sikre på, at det nok skal lykkes”, “næste gang så…” osv. osv. osv.
Og i forhold til dem, som ikke kommer med den slags opmuntrende bemærkninger, hører vi i stedet os selv sige ting a la: “det er jo dejligt, at vi trods alt blev gravide, det er der jo mange, som ikke bliver…” eller “heldigvis åbner klinikken nu igen, så vi kan komme i gang igen allerede næste måned…”.
Faktum er, at der ikke er nogen lys side i vores historie. Der er ingen forside af medaljen. Der er kun mørke, bagsider og ensomhed.
Vi vil nu øve os i at anerkende netop dét. Måske er det det, vi trænger til.
Hej Veronica
Hvor er det dejligt, du ville skrive en kommentar til mit indlæg. Jeg bliver så glad, når jeg modtager svar på det, jeg sender ud – og at høre det giver stof til eftertanke.
Hvor er det bare slet ikke okay, at I lige har mistet for tredje gang. Jeg ville sådan ønske man kunne give universet en kæmpe skideballe.
At fortælle om tingene som de nu engang er, fandt jeg ud af er helt okay, da det gik op for mig, at jeg ikke sagde alle de positive sætninger for min egen skyld, men for andres. Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvad man motiveres af, men jeg kan nu engang selv bedst lide, når en spade bliver kaldt en spade.
Som jeg engang læste et sted, jeg ikke husker, er det helt okay for en stund at læne sig op ad en dør, der er blevet lukket, så længe man ikke slår lejr. Forstået på den måde, at når noget ulykkelig sker, behøver vi ikke altid skynde os videre og straks se alting lyserødt igen, men i et øjeblik bare hvile og være i det, der nu engang er.
Jeg håber I finder en lindring i øvelsen i at anerkende situationen, som den er. <3
Knus