“Åh nej, lige dén dag kan jeg ikke ses” var den hvide løgn der kom ud af munden på mig….
Dette handler om den “periode” (for det håber jeg da ved Gud det blot er?) hvor jeg tydeligt kan mærke jeg trækker mig socialt – eller i nogle tilfælde deltager, men ikke rigtig er til stede – jeg orker ikke at deltage i noget hvor der er mange andre mennesker og man skal small talke og snakke Om livet og hvordan det nu går med det hele.
Pt har jeg rigtig svært ved events med mange deltagere – eks. har jeg netop sagt fra til grøn koncert. Har ikke overskud til det…. Eller deltage i veninders fødselsdage hvor der er andre “bekendte” piger med som så skal spørge – nå hvordan går det bla bla bla. Og man skal være udadvendt hele aftenen.
Det her fylder ALT og synes jeg har kæmpet og tænkt – det kører da udemærket og jeg kan da sagtens jonglere job, hus (vi Bor pt i skurvogn pga skimmelsvamp så der er alt muligt pis der også) og baby projekt – samtidig med parforhold og familie og venner + det løse.
Jeg kan da sagtens blive ved med at have det samme overskud til andre og deres problemer. Førhen var jeg altid den folk kom til med problemer eller for at få hjælp.
Men sandheden er bare at jeg pt er blevet en ond satan – eller dvs jeg orker ik andres ævl (tør nærmest ikke skrive det) for får virkelig dårlig samvittighed over at jeg føler sådan men også fordi jeg pt går med den der “hvorfor forstår andre ikke hvor forfærdeligt og negativt vores liv har været de sidste par år”…
Jeg har total medlidenhed med os og kan bare ikke rumme andres “små problemer” som jeg tydeligvis godt ved er store problemer i deres øjne. Det er så forfærdeligt at jeg er blevet så ynkelig. Men siger til mig selv “det er ikk sådan du normalt er- det er okay, det går over igen”.
I min hjerne ved jeg godt – og forstår også godt – at andre har andre problemer som også er hårde for dem – tror bare jeg føler jeg er i en bobbel hvor der efterhånden er proppet så meget lort ind at jeg næsten ikke kan trække vejret, eller se ud af den.
Og slet ikke kan rumme alle andres lykkelig liv hvor alt bare kører på skinner hele tiden 🙁
Som min psykolog sagde (har været der 1 gang): retfærdighed hører ikke hjemme her. Der er ingen retfærdighed i projektet: lad os få en baby. Der er ikke ens regler for alle og alle kan ikke få hvad de vil her i livet. og ja hun har jo ret. Men hvordan filan affinder man sig så med at det er sådan det er og hvor er det dejligt for alle andre at der sker sååå mange gode ting på alle fronter og man bare selv synes man står total i kviksand på flere områder – også udover baby projekt .. hmm ja det er det jeg går og tumler lidt med at finde ud af.
Håber det snart forsvinder så man igen kan komme ovenpå – for baby projektet fortsætter jo for os, og andres lykkelige liv fortsætter jo også og man vil også gerne leve livet mens man kæmper denne kamp.
Et_barn_mere_til_os
Følg mig her og læs alle mine blogindlæg
Tusind tak for din tekst! Du beskriver alt det jeg går rundt og føler lige nu. Mens min mand og jeg har prøvet, har hele 3 af mine søskende opnået graviditet/fået børn. Alt kører bare for dem, og hold da op jeg er træt af at alt bare går godt for dem, mens vi kæmper vores livs kamp og er ulykkelige. Vi har bare uheld på uheld og resten af familien lever bare lykkeligt. Jeg kan godt mærke at jeg heller ikke orker de store sociale sammenkomster, hvor det bliver spurgt ind til hvordan det går og hvordan man har det. For det går jo ikke godt og jeg har det ret skidt.
Jeg kan virkelig følge dig! Jeg prøver også at sige til mig selv, at det er okay at trække sig lidt væk. Det er jo bare for en periode. Og hvis det er det, der skal til for at vi kommer nogenlunde helskindet igennem, så er det det vi gør.
Håber snart at heldet kigger jeres og vores vej, så vi også snart kan være en del af det lykkelige selskab.
Mange positive tanker til jer
Fik aldrig svaret dig men mange tak for din hilsen. Hvordan går det hos jer? ❤️
Hos os går det desværre ikke godt. Jeg har været indlagt i september med en svær overstimulering med 3 liter væske ved højre lunge. Og ingen brugbare æg..
Og på familiefronten har jeg trukket mig længere væk, fordi jeg ærlig talt ikke magter alle andres lykke. Kan mærke at jeg for tiden har det helt fint i mit eget selskab – der skal jeg ikke hele tiden tage stilling til andre end mig selv.
Så det er svært for tiden..
Hvordan går det hos jer? ❤️
Åh Gud det lyder virkelog hårdt!!! Jeg trækker mig også – orker det simpelthen ikke. Her går det skidt – har fundet ud af jeg er i overgangsalderen (er 34!) og klinikken scannede mig og så ingen æg – og vil ikke tilbyde behandling så hvis vi ønsker at fortsætte er det med ægdonation – slam :-/ så ja heller ik gode nyheder herfra desværre
Det var heller ikke rart. Har fundet ud af hvor undervurderet end lunger er
Åh det er jeg virkelig ked af at høre!! Sikke en hård melding.. Kan godt forstå i trækker jer væk også. Det vigtigste er at passe på sig selv! Håber alt det bedste for jer