Dagen kom og jeg kunne ringe til klinikken for at høre, hvordan vores æg klarede sig. Jeg ringede op til nummeret nok 30 gange før, jeg endelig kom igennem. Jeg rystede og min stemme var grødet under samtalen med klinikken. Et opkald der samlet varede et par minutter føltes som en evighed. Jeg oplevede, at hun var virkelig langsom om at komme frem til det vigtige for mig, at hun brugte al tiden på at fortælle mig dårlige ting: ”I havde 10 æg, hvoraf der desværre var 3,som gik til”, ” 1 delte sig ikke som det skulle”. Endelig sagde hun noget, der fik tårerne til at strømme ned over mine kinder: ”Lige nu har I 6 æg, der deler sig flot, og det ser lovende ud”. Men så sagde hun også: ”Jeg kan ikke love jer, at der vil være et æg til oplægning, der kan ske meget de kommende dage”, ”Vi ringer på dagen, hvis der ikke skulle være et æg”, ”Hvis vi ikke ringer, møder du op som aftalt kl. 11:30”.

De næste mange dage sneglede sig afsted, og jeg havde en konstant knude i maven af angst. Angst for at de skulle ringe og fortælle os, at der ikke ville blive en æg-oplægning fordi vores æg var gået til.

I mellemtiden var jeg 2 dage efter æg-udtagningen vågnet med en meget hård og udspilet mave. Jeg havde vanskeligt ved at trække vejret normalt og kunne dårligt gå. Jeg havde læst om overstimulering, og havde haft en mistanke om, at noget ikke var helt rigtigt allerede på dagen for æg-udtagningen. På dagen havde jeg minimal vandladning trods stort væskeindtag, og jeg havde øget min vægt. Jeg nævnte for sygeplejersken, at jeg havde taget på og oplevede, at jeg ophobede væske snarere end at udskille det. Hun svarede blot, at det var normalt at tage lidt på under hormonbehandlingen, så jeg slog det hen. Jeg valgte efter et par dage med uændrede symptomer at ringe til klinikken og tale med dem, selvom jeg egentlig ikke havde lyst, da jeg frygtede, at de så ikke ville lægge et æg tilbage. Sygeplejersken jeg talte med, spurgte om det kunne være forstoppelse. Jeg var ikke sikker og gik, på opfordring, i gang med magnesia, og i gang med at spise svesker i store mængder.

Dagen for æg-oplægning kom, og klinikken havde endnu ikke ringet med dårlige nyheder. Da klokken var blevet 10 forsikrede Andreas mig om, at der nok skulle blive en æg-oplægning. Jeg var et nervevrag. Vi kørte mod klinikken, og jeg måtte endnu engang gå derind alene. Andreas måtte vente i bilen pga. corona. I forbindelse med en æg-oplægning skal man møde med en fyldt blære, da dette gør æg-oplægningen nemmere. Så det gjorde jeg, min blære var virkelig fyldt! Da jeg havde ventet 10 minutter over den planlagte tid, kom en sygeplejerske og meddelte, at de var forsinkede. Hun kunne se, at jeg så forpint ud og spurgte om jeg havde brug for at gå på toilettet. Jeg sagde pænt nej tak, jeg kunne godt vente. Efter 20 lange forpinte minutters forsinkelse blev det endelig min tur. De scannede mig og kunne se en overfyldt blære og en meget udspilet mave. (Av) Samtalen gik endnu engang på forstoppelse, og de anbefalede magnesia 3x dagligt. Ægget blev lagt op med meldingen: ”En super flot blastocyst til Andreas og Rikke”. Det tog ikke engang 2 minutter.  Bagefter tog jeg mit tøj på og fik stukket en seddel i hånden med min tid til graviditetsblodprøve 11 dage senere. Det var med den underligste fornemmelse jeg forlod klinikken. Det var så upersonligt, noget der var så stort, var blevet gjort til noget klinisk, så jeg følte ikke rigtigt noget. Hvorfor gjorde jeg ikke det, jeg burde da føle en hel masse?! Jeg var tom lige indtil, jeg kom ud til bilen, hvor Andreas stod og ventede.  Da jeg så ham og han omfavnede mig, brød jeg sammen og græd. Endelig følte jeg noget. For første gang i mit liv var jeg tættere på at være gravid, end jeg nogensinde havde været! Håbet spirede indeni, mens min krop fik det værre og værre.

Andreas og jeg havde planlagt en hyggelig dag med frokost i vores nærområde. Vi ville gå til caféen for at nyde det dejlige vejr. En tur der normalt ville tage 20 minutter, tog mindst det dobbelte fordi jeg kun kunne gå meget langsomt, da mit normale tempo fik alt til at gøre ondt i maveregionen, og gjorde det vanskeligt at få vejret ordentligt. Efter frokosten skulle resten af dagen tilbringes på sofaen med film og hygge. Om aftenen havde jeg ikke fået det bedre, og jeg valgte derfor at vise min mave til Andreas. Min mave var nu ekstremt udspilet og meget hård. Han blev forskrækket over synet, og det samme gjorde jeg. Han insisterede på, at jeg ringede til lægevagten. Jeg havde ikke rigtigt lyst, da jeg følte, at vi overreagerede, men han fik mig til at gøre det for hans skyld. De ville gerne se mig i graviditetsklinikken samme aften. Så vi drog mod hospitalet kl. 22:30 om aftenen, hvor Andreas måtte sidde i forhallen at vente, mens jeg ventede og ventede ved klinikken indtil det endelig blev min tur. Jeg blev undersøgt og lægen konstaterede, at jeg havde forstørrede ovarier, og at min vægt var øget med yderligere 2 kg. Lægen oplyste, at jeg havde tegn på overstimulering, og at jeg derfor skulle holde mig i ro og drikke rigeligt med væske og spise proteinrigt. Jeg skulle ringe til dem eller fertilitetsklinikken ved den mindste forværring. Med denne besked kunne jeg finde Andreas og vi kunne tage hjem og få noget søvn ovenpå en begivenhedsrig dag.

De næste par dage passede jeg, uændret, mit job og min dagligdag, trods det var svært at gå, og at trække vejret ordentligt. Jeg kunne dårligt vende mig i sengen om natten. Efter et par dage på den måde, valgte jeg at kontakte fertilitetsklinikken. De sendte mig afsted til blodprøver næste morgen og bad mig ligeledes om at holde mig helt i ro. Blodprøverne var ikke så dårlige, at de vil indlægge mig eller se mig, de ville blot gentage dem dagen efter.  Gad vide hvad der var sket, havde jeg ringet, da jeg havde det allerværst? Mit stædige jeg, skulle nok have ringet til dem noget før.  Blodprøverne blev taget igen dagen efter, og fulgt op med endnu et opkald, hvor de spurgte grundigt ind til mit velbefindende. Jeg var begyndt at få det bedre, det var blevet nemmere at trække vejret og bevæge mig generelt.

Det der også skete i forbindelse med, at disse blodprøver blev taget var, at der også blev målt HCG niveauer. HCG niveauet er den blodprøve, der skal tages for at afgøre om ægget har sat sig fast og dermed viser om man er blevet gravid. Da de første blodprøver blev taget, var der stadig 6 dage til den planlagte dato for graviditetsblodprøven. Jeg kunne følge med på app’en ”min sundhedsplatform”. Jeg kunne se mit HCG niveau, men anede ikke, hvor højt det burde være på dette tidspunkt. På dag nummer 2. hvor jeg fik gentaget blodprøverne var HCG niveauet faldet med 1. Jeg anede stadig ikke om det var for tidligt at vurdere noget. Det jeg kunne udlede var, at niveauet var lavt, og jeg kunne læse mig frem til, at et niveau under 2 betyder, at man ikke er gravid. Jeg græd og græd, selvom der stadig var 5 dage til, at vi skulle have foretaget den planlagte blodprøve. Jeg havde mistet håbet og troede ikke længere på, at jeg kunne være blevet gravid. Jeg kontaktede klinikken, der oplyste at det var for tidligt at afgøre noget. Jeg gjorde mit bedste for at tro på dem, men mit håb var helt og aldeles forsvundet. Andreas gjorde alt hvad han kunne for at bevare håbet for os begge. Men jeg var utrøstelig. Det ville blive en lang weekend.