Dagen kom til den længe frygtede ÆU. Jeg har læst og hørt så mange forskellige historier, men det sidste jeg læste var, at det ikke var rart, men også at det ikke var så slemt og at det nok skulle gå. Fortrøstningsfulde kom vi ind på klinikken kl. 8, hvor M skulle aflevere en frisk omgang sæd, som skulle bruges til befrugtning, af de æg som jeg fik taget ud. Jeg fik 2 Panodiler, som også skulle hjælpe til at smertedække en smugle. Det hele var så uvirkeligt, humøret var stadig godt og jeg var stadig uvidende om, hvad der skulle til at ske. Mine æggestokke var lidt ømme, med alle de store æg som fyldte godt op derinde, så var egentlig begyndt at se frem til, at få tømt lidt ud.

Vi kom ind og fik info om, hvad der skulle til at ske, og efter æg udtagning, anbefalede de, at man slappede af resten af dagen, og at man ikke var alene de næste 24 timer, da det jo faktisk var et lille indgreb som de foretog. Herudover kunne der godt komme noget blødning, hvor det krævede bind, men det skulle gerne aftage i løbet af dagen eller over natten, hvilket var helt normalt. De fortalte om lokalbedøvelsen og om hvordan de tog æggene ud. Det er selvfølgelig altid rart, at vide hvad man skal gå igennem, men det gyser også lidt i en, når man ikke er særlig glad for nåle. I det øjeblik, var min største bekymring faktisk, at få lagt drop i hånden.

Jeg har før fået lagt drop som er gået gruelig galt i hånden, så plejer at få sygeplejerskerne til, at ligge droppet i bukket ved albuen, så det NÆSTEN som at få taget en blodprøve, men den dag fik hun lov til, at gøre det i hånden og det gik forbavsende godt! Fællede en lettende tåre og så blev jeg derefter lidt mere tryg ved situationen. Nu det værste overstået, tænkte jeg, men jeg blev klogere. Efter droppet var lagt, kom jeg ind på scanner stuen, hvor æggene skulle tages ud. Jeg kom op på briksen, hvor lægen troligt fortalte mig, step by step, hvad der nu skulle til at ske. Jeg fik lagt lokalbedøvelsen, hvilket jeg på ingen måder kunne mærke. Ingen prik eller noget som helst, og derefter lå jeg der lidt, mens bedøvelsen ellers skulle virke. M stod og holdte mig i hånden og var klar til at følge med på skærmen, når scanner og nål skulle tage vores kommende guld æg ud.

Jeg fik noget bedøvelse i droppet, og så blev scanneren ført ind, og så skulle jeg ellers være klar til der kom et stik, og det var selvfølgelig meget vigtigt, at jeg lå helt stille, så der ikke ville blive stukket i noget forkert, hvis jeg fik lavet et ryk. Lægen startede i højre side og det gjorde SÅ ondt da nålen blev stukket ind, så jeg fik lavet et ryk og fik fortalt, at grunden til det nok gjorde ondt, var fordi mine æggestokke var så fyldte, og den smerte var ikke en som de kunne smertedække. Jeg fik derfor mere smertestillende i mit drop, men syntes overhoved ikke det virkede særlig godt på nogen måder. Venstre side var endnu værre, her lavede jeg dog ikke det samme ryk, men havde så mange smerter, at jeg ikke kunne følge med på skærmene, og mine tårer løb ned af kinderne under hele forløbet.

17 folikler blev suget ud, hvori der var 15 æg. Jeg var færdig!! Føj for en oplevelse!!! Drop er ikke længere nr. 1 over de værste ting som man kan udsættes for. Jeg fik bukser på og så lå jeg ellers og sundede mig lidt, fik noget at drikke og så kunne jeg ellers tage hjem, når jeg følte mig klar. Jeg havde mest til at løbe ud derfra. Jeg lå for det meste og græd over oplevelsen, og efter jeg havde rejst mig op, måtte jeg ligge mig hurtigt igen, med en strøm af smerter som strømmede i mit underliv. Sygeplejerskerne ville gerne lige scanne mig og se om alt så normalt ud, inden jeg fik lov til at tage hjem, men der var intet at se på scanningen. Så fik jeg lov til, at køre med M hjem, så jeg kunne få slappet af i trygge omgivelser.

Jeg havde fået nogle smertestillende med hjem som var nogle piller, som indeholdte både panodil og kodimagnyl, da man ikke må tage ipren, ibuprofen og andet smertestillende, når man er i gang med behandling, da det kan påvirke slimhinden. Smerterne fortsatte og tog til.. Læs med i kommende blogindlæg..