Hvordan forholder man sig, når man for tredje gang bliver “afvist” i det offentlige og ikke kan komme i gang med sin behandling? Det fortæller jeg om her.
“Ja, vi har ikke flere pladser for kort behandling i denne omgang”.
Sygeplejerskens stemme i telefonen føles som en mavepuster med 100 km i timen.
Jeg bliver vred, frustreret og ked af det på samme tid. For det er tredje gang, det sker.
Jeg pakker mine ting sammen på arbejdet så hurtigt jeg kan. Pludselig giver det ikke mening at være andre steder end hjemme.
Tårerne triller ned ad kinderne på mig, mens jeg bare skal væk. Heldigvis ser ingen af kollegaerne mit hurtige exit.
For hvor er det uretfærdigt og urimeligt, at det overhovedet er sådan.
Vi har ventet så længe på overhovedet at komme ind i systemet, og når så vi endelig er “inde”, så kan man altså blive afvist to gange mellem hver behandling, der hvor vi er tilknyttet.
Første gang vi blev afvist græd jeg uhæmmet.
Anden gang accepterede jeg det. For så vidste jeg, at næste gang skulle de tage os ind.
Men nu tredje gang – efter vores første IVF forsøg i det offentlige – er jeg vred.
Ikke kun på mine egne vegne. Men på andres. For det er ikke ok at bygge systemet op på den måde. Umenneskeligt er, hvad det er.
Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg og min kæreste kan tage 50.000 kr fra opsparingen og nu bruge på tre forsøg i det private.
De penge var tænkt til ferie og andre fornøjelser i livet. Eller til uforudsete udgifter.
Men nu skal de altså bruges til fertilitetsbehandling. ICSI koster i øvrigt ekstra.
Men hvad gør dem, der ikke kan det? Det er ikke ok, når man glædeligt betaler sin skat hver måned.
Hvad der skulle forestille at være en hjælp i det offentlige, er blevet det modsatte. For i en alder af 36 år har jeg ikke tiden til at spilde flere måneder på ventetid i et udueligt system, som jeg føler modarbejder frem for samarbejder.
For nylig kunne jeg læse i Berlingske, at man i region hovedstaden vil forsøge sig med seks forsøg til ufrivillig barnløse frem for tre. Og at andet barn også bliver en mulighed i offentlig regi. Men hvad hjælper det, hvis hjælpen er fyldt med afslag og lang ventetid?
Sygeplejersken i røret tilbød en fysisk samtale med lægen, hvor vi kunne tale sammen. Hun fornemmede vreden og frustrationen. Men hvad skal vi bruge det til? Det hjælper os jo ikke. Og giver ikke et nyt forsøg. Tværtimod kan vi risikere endnu en afvisning igen næste måned.
Kræfterne skal ikke bruges på at være vred og ked af det. Så nu forsøger vi igen i det private, hvor vi allerede har brugt 20.000 kr på et forsøg, da den offentlige klinik holdt sommerferie og vi heller ikke kunne komme til! Forgæves desværre.
Her får vi en god behandling. Vi føler os mødt og hørt. Og passet på.
Jeg skal have taget æg ud på den private klinik i weekenden. Så nu ser vi fremad med positivt mindset og fornyet tillid.
Hvor jeg dog kan se mig selv i alt det du skriver ❤ vi valgte at gå privat fordi vi hele tiden fik mikset informationer og mødte ind i lukkedage og dårlig behandling mm.
Det var den bedste beslutning vi tog.. Vi havde kun pengene grundet salg af bolig men du har ret hvad med dem som ikke har midlerne.. Jeg synes man skal overveje at hvis man ikke kan løfte opgaven optimalt så burde der overvejes en anden løsning. Vi ventede 8 mdr. På overhovedet at komme til samtale og i de 1.8 år vi var i konstant behandling var næsten alt tiden ventetid indtil vi gik i det private så skete der fandme noget.. Det gjorde vi i sommers og vi kom til med det samme. Og andet forsøg med icsi bar frugt ❤
Mærk efter hvor du vil bruge din energi.. Jeg var så langt nede da vi var i det offentlige men fik mere styrke da vi valgte et sted der ENDELIG lyttede ❤
Kære Annika
Tak for din kommentar – det varmer at høre, at jeg ikke er alene om at føle mig svigtet af det offentlige. Måske man kunne være så heldig, at en barnløs politiker læser med her, så systemet for kommende generationer ikke skal det samme igennem.
Jeg tror, det er første gang, jeg oprigtig mener det, når jeg siger tillykke til nogen med en graviditet: tillykke til dig og din mand❤️Det varmer mit hjerte at høre.
Mange tak skal du have ❤ hvilken klinik faldt jeres valg på i det private?
Jeg er sikker på du rent energi mæssigt vil kunne mærke forskel på det offentlige og det private. Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke og krydser fingre for dig ❤
Kære Annika
Beklager mit sene svar – jeg ser først din besked nu. Vi valgte Copenhagen Fertility Center i det private, hvor vi også har fået vores fem indledende IUI. Vi har mærket kæmpe forskel på det offentlige og det private – det er mange penge at bruge, men til gengæld får man så også lidt medmenneskelighed med på vejen…
Kære Annika
Beklager mit sene svar – jeg ser først din besked nu. Vi valgte Copenhagen Fertility Center i det private, hvor vi også har fået vores fem indledende IUI. Vi har mærket kæmpe forskel på det offentlige og det private – det er mange penge at bruge, men til gengæld får man så også lidt medmenneskelighed med på vejen…
Kære Annika
Tak for din kommentar – det varmer at høre, at jeg ikke er alene om at føle mig svigtet af det offentlige. Måske man kunne være så heldig, at en barnløs politiker læser med her, så systemet for kommende generationer ikke skal det samme igennem.
Jeg tror, det er første gang, jeg oprigtig mener det, når jeg siger tillykke til nogen med en graviditet: tillykke til dig og din mand❤️Det varmer mit hjerte at høre.