Et billede fra morgenrutinen.. D-vitamin tilskud, folinsyre og Gele royal.

Nogen gange kan jeg tage mig selv i at tænke, at jeg igennem de seneste 2,5 år føler at jeg er blevet et frygteligt dårligt menneske. Jeg tager mig selv i at unfollowe folk der lægger gravidtetes billeder op – også folk jeg kender og endda godt kan lide! Altså ikke slette dem på de sociale medier, men skærme mig selv fra at se på det. Som regel giver jeg lige det der obligatoriske ”tillykke, jeg er glad på jeres vegne – hjerte like”. Men SÅ stopper jeg også hurtigt med at følge derfra.

Jeg har nogle gange tænkt tanker som jeg ikke engang tør skrive her, fordi jeg jo egentlig godt kan se at de er langt over grænsen. Jeg synes grundlæggende at jeg er et godt og sympatisk menneske, som kvag mit arbejde er ret god til at have føling med andre mennesker og se udover mine egne behov og følelser. Men jo længere vi kommer i det her fertilitetsforløb, jo sværere bliver det at tage masken på og være glad når ens veninder eller bekendte breaker en graviditet. Jeg får ondt i maven, bliver så dødmisundelig at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Ofte bliver jeg så ked af det på mine egne vegne at jeg skal kæmpe for at holde tårerne tilbage.

Jeg har veninder der kender til vores kamp for at få et barn mere, og så er der nogen der nok godt ved det men ikke spørger. Der er dage hvor jeg ville ønske at der ikke var nogen som helst der vidste det… Og så er der andre dage hvor jeg får lyst til at råbe folk i hovedet at det ligesom ikke er alle der har nemt ved at lave børn!!!!!

Aftaler med gravide veninder er en kamp for mig at komme igennem. Jeg har svært ved at glæde mig, fordi hele deres univers jo selvfølgelig er fyldt med al den lykke og glæde der ligger i at skulle være mor, men som konstant er en reminder til mig om hvad det er der er så svært for mig, og en mulig accept af at der er en potentiel mulighed for at det aldrig sker. Jeg kan mærke at jeg trækker mig fra gravide veninder, og veninder der lige har født – det er simpelthen for svært for mig. Nogen gange retfærdiggør jeg det med at ”det er jo ikke dem der har noget at være kede af, så jeg skal bare koncentrere mig om at passe på mig selv”.

Som oftest når gravide veninder spørger mig hvordan jeg har det med deres graviditete siger jeg at jeg har det helt fint, og at det bedste de kan gøre for mig er ikke at spørge ind til mit forløb så længe de er gravide. Det føles for mig lidt ligesom at to mennesker sidder og snakker, den ene fortæller om hvor glad hun er for at hun aldrig har nogen bumser, og overfor sidder der en person med akne i hele krydderen… Det er lidt den følelse jeg får. Jeg føler det er ydmygende at de skal sidde med deres store struttende maver, og have ondt af mig… Nej tak. Selvfølgelig ved jeg godt at de ikke gør nogen for at ydmyge mig, men i som læser med ved sikkert præcis hvad jeg mener…

Faktisk har jeg det bedst lige nu med mine single veninder som endnu ingen børn har. De er mit helle. Heldigvis er mine to tætteste veninder singler. Hvilket jo er lidt synd for dem, fordi de i den grad fortjener dejlige mænd og dejlige børn. Men for mig, lige nu, er det enormt befriende at jeg ikke skal frygte en graviditet, og forholde mig til at skulle tage del i det og gå ind i det, på den måde som enhver fortjener hendes bedste veninde gør, og som mine veninder har gjort dengang jeg ventede Dicte. Jeg elsker alle mine veninder, og jeg ved at hvis jeg ønskede det, så stod de alle hver især, gravide eller ej, klar til at lytte og snakke alt det jeg havde brug for. Men lige nu fungerer det bedste for mig at holde mit ”fertilitetsliv” adskilt fra de som er gravide eller nybagte mødre, og så tage facaden på når jeg skal ses med dem. Det er hårdt, men det er det der fungerer bedst for mig. Det er jo en realitet for os at vores veninder får børn, hele tiden og på skift, og størstedelen af dem får børn nemt.

Dagens undrende top 5:

1. Bliver man mon nemmere gravid her om sommeren når solen skinner??
2. Det der bidronningeføde, hjælper det på fertiliteten?
3. Når man har et biologisk barn i forvejen, kan man så elske et adoptivbarn ligeså højt? (Ja jeg har lige læst Pelle Hvenegårds bog – og den kan SÅ MEGET ANBEFALES!!!!!)
4. Kan man blive lykkelig uden søskende?
5. Hvordan skaffer jeg nemmest 50.000 til fertilitetsbehandling???…

Jeg er netop vendt hjem fra en dejlig ferie med min mand, datter og svigerfamilie. Det var enormt dejligt med sydens sol, kvalitetstid og afslapning. Jeg gik dog tre dage over tid og et spinkelt håb nåede at spire, men ak nej…  Skuffede måtte min mand og jeg igen kramme hinanden og forsøge at overbevise hinanden om, at vi bare laver den baby i næste måned.. Han er sød, han forsøger virkelig at holde mit mod oppe og lære mig at tro på at tingene sker, fremfor at være pessimist.. JEG ØVER MIG FORTSAT 😉

Foran mig venter en lang sommerferie (glæden ved at være skolelærer), hvor jeg vil forsøge ikke at have sååå meget fokus på projekt baby.  (Det siger jeg hver måned) Kender i det???

Tak fordi i læser med. Jeg blev helt vildt glad da min mand sagde ”der er nogen der har kommenteret dit indlæg”.. Jeg har gået og tænkt at der da sikkert ikke var nogen der synes det jeg skrev var interessant.. Men det var heldigvis ikke tilfældet. TAK!

Bedste sommerhilsner