Alle beskrivelser og oplevelser er 100 procent baseret på mine egne erfaringer med fertilitetsbehandling, hos både det offentlige og det private. Jeg kan af gode grunde kun tale om hvordan medicinen virker på mig, og hvordan min oplevelse af dette fertilitetscirkus er, men jeg håber, og tror på at mange i samme båd kan nikke genkendende til nogle af tingene i mit skriv.
Er du pårørende til en person i fertilitetsbehandling, kan du måske få et lidt anderledes indblik i hvad vedkommende går igennem.
Alt det de ikke fortæller:
Du har måske hørt at man bliver lidt Hormonella når man er i fertilitetsbehandling, men skal vi ikke lige være ærlige og smide svesken på disken som man siger?
Forestil dig t-rex med pms på speed der lige har trådt på en legoklods – så har du en nogenlunde beskrivelse af hvordan jeg har det når hormonerne for alvor raser.
Alene baseret på dette vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at sende et stor undskyldning til kæresten, familien, veninderne og ikke mindst mine kollegaer ; fra bunden af mit hjerte, undskyldning at jeg nogle gange mukker, og tak fordi i bærer over med mig.
Ud over at være en sur dinosaur, så skal man jævnligt udsættes for at fremmede mennesker kigger én op i det allerhelligste. For det er en anden ting jeg i hvert fald ikke var helt forberedt på: alle de forpulede undersøgelser i tisseren. Når du bliver scannet, foregår det med en dildolignede scanner, som iført et kondom, bliver presset op i din livmoder og roder rundt for at få det hele med.
Og du bliver scannet jævnligt; cirka 5 gange pr behandling, og lige meget hvor meget de søde sygeplejersker forsøger at tale og underholde imens, så ændrer det bare ikke på at et fremmed menneske, inkl. publikum, er i fuld gang ”dernede”.
Så er der ægudtagningen, hvor du høj på morfin, får jaget en fuldfed kanyle igennem skedevæggen, nogle gange et smut igennem blæren, inden den suger dine æggestokke helt tomme for æg.
Og sidst men ikke mindst er der tilbagelægningen af det befrugtede æg, hvor en sygeplejerske presser på din fyldte blære, samtidigt med at en læge (som du på nuværende tidspunkt måske/måske ikke har mødt tidligere) fører et langt rør op i din livmoder og lægger ægget tilbage. Her ved jeg godt at fokus burde være på det faktum at der lige nu ligger et befrugtet æg lige der hvor det skal, men i virkeligheden gør man sit allerbedste for ikke at tisse på lægen.
Dette var blot første del, del to følgere en en af de næste dage 😉
Jeg kan ikke lade vær med at smågrine og samme tid skære tænder – for hvor er det bare godt fortalt ..
ja fertilitetsbehandling er sku ikke for sarte sjæle …
Tak for delingen ❤️