Vi har holdt pause i et helt år. Eftersom den første behandling, ikke gik som den skulle og vores forventninger var i top, var det tid til at prøve igen.
Inden vi skulle til den første opstarts scanning, talte vi om at vi ikke skulle sætte vores forventninger op. Vi kom der hen og fik af vide, at vi sagtens kunne starte.
Jeg startede på Suprefact, dernæst skulle jeg Menopur. Efter at jeg havde været på Menopur i fire dage, skulle have taget blodprøve. Desværre var mit østradiol lavt. Derfor skulle jeg nu på to præparater; Menopur på 300 og GonalF på 150.

Så kom scannings dagen. ,,;”$!!#,, Nej, nej og atter nej. Folliklerne var vokset, men det var kun dem, der har været der hele tiden. En var på 20, en anden på 15, en tredje på 13. Vi spurgte nysgerrige og undrende ind til, hvorfor der kun var sket så lidt. Her fik vi forklaringen, at det godt kunne være at min æg reserve var lav, og ikke reagerede som de havde håbet på, ved disse præparater. Lægen syntes det var en svær beslutning, og noget i tvivl om, at der skulle være udtræk to dage efter. Hun fik spurgt sin kollega til råds. Som kom der en status. Jeg skulle stikke mig selv yderligere to dage.
Håndbold kampen inde i mit hoved, kører fortsat. Kampen om de positive tanker kontra de negative. Det er sindssygt svært at være positiv hele tiden, og tænke at det nok skal gå. Jeg kan mærke at jeg næsten ikke tør, at tænke at der nok skal komme en baby ud af processen. For uanset hvad, er forventningerne der, store og høje, men vi falder langt, når det ikke lykkedes.
Føler med dig. Ja der er gode og dårlige perioder og det er svært at holde modet oppe.
Godt du har fået en paragraf 56…. så det mindre skyldfølelser til jobbet. Er selv på pause nu efter 3 icsi forsøg med stimulerering og stadig ingen brugbare æg.
Håber for dig at det lykkes Tanker herfra