Ved første menstruationsdag tilmeldte jeg mig tidligt om morgenen på OUH og senere på dagen, fik jeg svar tilbage, at de ønskede at se mig to dage efter. Smilet og sommerfuglene i maven kom med det samme! Jeg skyndte mig at skrive til Daniel, og jeg ved ikke, hvem der var mest lykkelig for denne gode nyhed?! Da vi hoppede ind i 2019, havde vi besluttet os for, at 2019 skulle være vores år – og vi kunne ikke have ønsket os en bedre start. Næste skridt på vejen til et ønskebarn skulle tages.

Efter første scanning fik jeg at vide, hvad planen fremad var. Jeg skulle opstarte på Puregon i 5 dage og derefter scannes igen. Der var sket en del. Mere end de lige havde forventet. Vi fik derfor at vide, at forsøget godt kunne resultere i, at alle æg skulle fryses ned. Daniel og jeg talte meget om, at det var rart, at de allerede havde luftet den tanke, så vi var forberedte på, at det ikke var sikkert, at der blev lagt et æg op i denne cyklus.

Dagene gik med en masse hormoner. Puregon skulle få folliklerne til at vokse, mens Orgalutran skulle hæmme ægløsning. De efterfølgende scanninger bekræftede, at det var nødvendigt at fryse æggene ned, da jeg var i risiko for overstimulering. 11 æg blev taget ud ved ægtagningen. Så kom endnu en ventetid. 5 dage senere ville vi få at vide, om nogle af æggene havde delt sig, som de skulle, og derefter kunne fryses ned.

4 æg udviklede sig til blastocyster. Disse 4 ligger nu i en fryser på OUH og er klar til brug, når min krop er ovenpå igen. Vi havde ikke turde håbe på, at vi allerede kunne komme til ved anden tilmelding. Vi havde heller ikke turde håbe på, at hele 4 æg ville komme på frys. Men nu tør vi håbe på, at 2019 bliver året, hvor drømmen om en baby går i opfyldelse.