Vi startede anden frysebehandling op på en ferie i Barcelona. Klinikken var heldigvis gået med på dette, så vi kunne nå et forsøg mere inden sommerferien.
Vi er i stimulerede fryseforsøg, da min cyklus er meget lang og lidt utilregnelig. Det blev derfor et forsøg med Østradiol til at stimulere min slimhinde.
Hjemme fra ferie igen fik vi tid til kontrol scanning, så dagen for ÆO kunne planlægges. Alt så fint ud, men det gik op for lægen, at det var vores fjerde oplægning. Hun sagde derfor, at vi havde to muligheder.
Vi kunne forsætte med forsøget og planlægge ÆO, eller få lavet en mini-RIF.
En mini-RIF er en undersøgelse af bakteriefloraen i vagina, samt en biopsi af slimhinden, for at se om er optimal på tidspunktet for ægoplægning.
Jeg havde ikke brug for så meget betænkningstid, for følte virkelig, at jeg havde behov for dette forsøg. Specielt fordi jeg have indset, at jeg i vores sidste forsøg havde taget for lidt Lutinus. Jeg var derfor overbevist om, at det var grunden til, at forsøget endte negativt. Jeg var desuden alene på klinikken til denne scanning, og sådan en beslutning, ville jeg ikke tage uden M.
Vi nåede til dagen for ÆO. Jeg havde ikke M med, da jeg havde overbevist mig selv om at han bragte uheld. Hvor jeg fik den ide fra ved jeg ikke helt, men sådan tænkte jeg.
Jeg fik lagt en blastocyst af kvaliteten 4AA tilbage. Nu begyndte den ulidelige ventetid til BP, som denne gang var på 13 dage, fordi vi ramte ind i pinsen.
M skulle afsted på konference i Amsterdam dagene op til BP. Det havde jeg det temmelig stramt med. Jeg fik lavet aftaler med veninder, for at tænke på noget andet. Jeg var desuden fast besluttet på at tisse på en graviditetstest. Det ville jeg gøre den dag, hvor jeg oprindeligt skulle have haft taget BP. Jeg fik i dette forsøg Lutinus tre gange dagligt, samt Progesteron sprøjter i låret hver 3. dag. De gør ufatteligt ondt, og jeg var SÅ træt af dem. Derfor besluttede jeg at tage en tisse test, så jeg kunne stoppe med medicinen.
Jeg stod tidligt op den lørdag morgen, og tissede på en pind. Jeg lagde den på vasken, og gik ind for at tage tøj på. Jeg var overbevist om, at den var negativ. Kom tilbage et par minutter efter og var ved at gå bag over. Der var to streger !!!!
Jeg kunne slet ikke forstå det. Havde jo slet ingen symptomer, og det siger alle jo, at man har. Jeg tissede på en mere, med de få dråber jeg kunne klemme ud, og den viste det samme. JEG GIK I PANIK !!!
Der stod jeg, mutters alene klokken alt for tidligt om morgenen. Jeg havde bare lyst til at skrige. Jeg fandt min telefon og ringede til M. Han svarede jo selvfølgelig ikke, da han sikkert sov. Jeg kimede ham ned, og til sidst tog han den. Jeg gav ham den fantastiske nyhed og sagde, at jeg glædede mig til at hente ham i lufthavnen sammen aften.
Da jeg havde lagt på, satte jeg mig bare ned og græd. Der var så mange følelser, at det var alt for overvældende. Jeg kunne slet ikke tro på det.
Om eftermiddagen ringede M med dårlige nyheder. Alle fly ud af Amsterdam var aflyst på ubestemt tid grundet stormvejr. Min verden brød sammen, for ville jo bare have ham hjem til mig.
Jeg fik ham overtalt til at tage en Flixbus, så han kunne være hjemme næste morgen. Det var ikke nemt, men det lykkedes.
Tirsdag fik jeg taget BP og ventetiden på svaret var ulidelig. Klokken 10.05 tikkede svaret ind på sundhed.dk. Mit HCG var 352, så igen blev der lige tudet lidt.
Desværre varede glæden ikke så længe. Torsdag aften blødte jeg en smule og blev rigtig bange. Jeg snakkede med nogle veninder, som sagde, at det var helt normalt. Jeg bare skulle tage den med ro, så det prøvede jeg på.
Fredag morgen fik jeg taget en ny BP og resultatet var ikke opløftende. HCG var nu på 712 og jo altså ikke fordoblet på to dage, som det skal. Klinikken bestilte derfor endnu en BP til om mandagen.
Selvom alt håb, i følge klinikken, ikke var ude endnu, var det dog forsvundet hos mig. Jeg følte virkelig, at der var noget galt. Jeg havde ret. HCG var om mandagen på 972 og nærmest ikke steget.
Jeg fik taget nogle flere kontrol BP, og mit HCG faldt meget langsomt. Jeg tiggede nærmest lægerne om, at de måtte gøre noget. Jeg var helt ødelagt og ikke kunne kende min krop.
19 dage efter den lille blødning fik jeg endelig en medicinsk abort. Jeg var lettet, for nu skulle dette kapitel sluttes og vi skulle starte et nyt.
En uge efter den medicinske abort var jeg til kontrol. Lægen kunne stadig se noget i min livmoder, men mente at kroppen nok selv skulle skille sig af med det. Jeg spurgte, om der ikke var mulighed for en BP men dette mente lægen ikke var nødvendigt. Jeg insisterede dog kraftigt. Efter lidt diskussion fik jeg min vilje. Stædighed er åbenbart nogengange, hvad der skal til. Til al held var jeg det den dag, for mit HCG var steget efter den medicinske abort. Lægerne ville derfor have, at jeg skulle have en klinisk abort, så de kunne fjerne det sidste foster væv.
Jeg fik endelig den kliniske abort, en måned efter jeg stod med den positive BP. Det var den værste måned i mit liv, og frygten for at skulle igennem det samme igen, vil sidde i mig, så længe vi er i behandling.
Sidder her, over et år efter og stortuder, mens jeg skriver. Jeg er stadig meget ramt på følelserne, for jeg skulle jo have været nogens mor nu.
Vil i mit næste indlæg fortælle, hvordan vi kom videre på rejsen.
Hej for nu 🙂
Hvad sagde lægerne til dig da du fik foretaget Mini RIF.
Jeg kan intet finde på nettet om proceduren(:
Og var du på et privat hospital eller offentlig ? (:
Hej Amina.
Jeg fik ikke foretaget den. Jeg valgte som skrevet forsøget.
Planen er vidst at jeg skal have den lavet i næste cyklus, men lægerne er ikke helt enige med hinanden.
Vi går i det offentlige.
Tak fordi du læser med ❤️