Vi nåede marts 2014 og ventede vores første scanning i uge 7. Scanningen skulle foregå på Roskilde sygehus, fordi jeg havde været indlagt der 10 dage forinden grundet svær overstimulation.

Fuld af håb og nervøsitet gik vi med ind på stuen. Lægen scannede mig, og sagde med det samme: ”Her har vi hjertet der slår”. Jeg mærkede den meget store sten, der i sekundet lægen så hjertet faldt ned fra mine skuldre, og tænkte at nu var alt fint….. lægen målte så CRL (fra hoved til hale), og sagde kold i stemmen til os: ”I skal være klar over, at jeg har set det her mange gange før. Fosteret er alt for lille, og I skal forberede jer på at få det fjernet”. Hvad der derefter skete denne fredag og weekenden over må guderne vide, for verden stod helt stille for os begge. Tankerne og valget af medicinsk eller kirurgisk abort, trods et hjerte der slog. Overlægen der endda var fertilitetslæge havde dødsdømt vores søn.

Mandag morgen ringede jeg så ind på Rigshospitalet og satte dem ind i min situation. De fandt heldigvis tid til en scanning dagen efter.

Det bliver tirsdag og vi tager meget mut ind på Rigshospitalet og frygter det værste. Jeg havde grædt alle de tårer jeg havde i kroppen og var nu forberedt på beskeden. Den sødeste læge scannede mig, ser hjertet slår, måler CRL og siger så: ”Jamen det er jo så fint. – Vi er yderst tilfredse”. Hun udtrykte medfølelse for os og kunne kun beklage, at hun havde en kollega siddende på et andet sygehuset, der havde total fejlinformeret os, samt sat en skræk i livet på os.

Alt burde nu være på plads, men først her begyndte helvede………

Jeg begynder at mærke på min krop, at glæden ved endelig at have opnået graviditet overskygges af angst og bekymring for vores ufødte barn.

Tiden går langsomt til nakkefoldsscanning, men dagen kommer og status er at alt er ganske fint.

Jeg opsøger imellem tiden mange privatklinikker med henblik på scanninger, for at få deres indblik og vurderinger af, om alt fortsat er okay. Inden misdannelses/gennemscanning på sygehuset betaler vi os for en tidligere gennemscanning på en privatklinik. Her får vi også af vide, at alt er i den skønneste orden, og for første gang begynder jeg at se frem til næste scanning.

Misdannelse/ gennemscanning på sygehuset forløber gnidningsfrit. Jordmoderen fortæller os at nogle børn i graviditeten mangler et blodkar i navlesnoren. De har kun 2 ud af oprindelig 3 blodkar. Blodkarret giver dem næring og ilt. Dette kaldes SUA og rammer 1% af alle graviditeter. Søren og jeg kigger på hinanden med undrende blik, og begge får vi tanken, at det var noget sjovt noget at fortælle os, lige ind til hun siger: ”Ja altså, det er jeres barn der mangler det blodkar”! ………….. Hun henter scannings assistance af en læge, og vi bliver sendt hjem med en masse papirer og besked på at komme igen 1 uge efter til kontrolscanning af Maltes hjerte, nyre og urinveje. Nogle børn udvikler hjerte – nyre og urinvejsproblemer når de har SUA. 1 uge, det kunne de glemme. Tankerne var uudholdelige og vi var så desperate for at få en afklaring af, om hans hjerte havde taget skade. Vi får fremskyndet tiden til 3 dage efter og jeg bliver scannet af en overlæge hvis speciale er SUA. Hun er stille, scanningen tager 30 min. 30 laaaaaaange minutter hvorefter hun lettet siger: ”Alt er så fint med jeres lille dreng”.

Læger, overlæger, sygeplejersker og jordmødre forsikrede mig alle om, at min angst og bekymring for Malte ville forsvinde når jeg kunne se ham og få ham op i mine arme.

Den 14. oktober 2014 blev Malte født ved planlagt kejsersnit i uge 38, og han blev med det samme lagt op på mit bryst. Lad mig bare kort fortælle at vi de efterfølgende 9 dage var indlagt på neonatal afdelingen med total overvågning og en masse slanger, grundet vejrtrækningsproblemer og problemer med at spise.

…..om min angst og bekymring var væk, – NEJ, – den var kun lige begyndt.

Lad mig i næste indlæg fortælle jer om, at blive en skygge af sig selv og se hele ens barsel passere forbi.

TAK fordi I læste med.

Kærlig hilsen

Mia