Vi kom hjem fra neonatal-afdelingen med Malte, i en lykkerus og glædede os til livet som forældre hjemme i faste trygge rammer. Søren havde barsel og ferie så han kunne være der 100 % sammen med os. Jeg havde fra veninder hørt at barsel var det bedste med masser hygge, babysvømning og caféture. Jeg må dog erfare at sådan forløb min barsel ikke…..

Det blev hurtigt koldt og vi nærmede os vinter. Malte ville helst sove på maven af mig, og jeg havde store problemer med at lægge ham fra mig. Når han sov i barnevognen udenfor sad jeg troligt på en stol ved siden af vognen og overvågede ham, pakket ind i jakker og halstørklæder. Når jeg skulle ind i huset tog det max 1 minut og så tilbage på stolen igen. Jeg begyndte selv at mærke at det ikke var sundt for mig. Dagligdagen ændrer sig til at jeg på sigt godt kunne sidde inde i sofaen, hvor jeg så til gengæld var jeg ude at kigge til ham mindst 20 gange i timen (han sov gerne 3 timer i træk). Om natten lå han i hans lift/seng ved siden af mig og jeg sov med et halvt øje åbent. Min frygt var simpelthen, at han skulle stoppe med at trække vejret, og at jeg derfor var nødt til at være vågen non-stop. Tanken om, at jeg bare havde lagt mig til at sove, hvis der skulle ske ham noget gjorde, at jeg følte mig som verdens dårligste mor.

Om dagen når jeg var alene med ham var overskuddet = 0. Jeg manglende i den grad søvn, og min bekymring for at der skulle ske ham noget, hvis nu vi tog med veninder på café gjorde, at jeg ikke tog ud. Jeg fravalgte mødre gruppe, og babysvømning prøvede vi kun et par gange, da min frygt for at han ville lide tør-drukning overskyggede den ellers hyggelige svømning.

Lad mig blot oplyse, at min barsel langsomt passerede forbi mig som månederne gik.

Jeg opsøgte hjælp via egen læge, som sendte mig videre til samtaler som en psykoterapeut. Hun var super god, og jeg følte mig meget tryg hos hende. Oprindelig var hun selv uddannet jordmoder, så hun kendte alt til graviditet, fødsel og babyer. Jeg gik hos hende i lang tid, og pludselig begyndte det at lysne lidt. Desværre nærmede tiden sig også at Malte fyldte 9 måneder, og dermed skulle starte i dagpleje. Dagplejen var helt fantastisk, og jeg havde heldigvis lang tid til at køre ham ind.

Efter lidt forlængelse af barslen kom jeg tilbage på arbejde. Det var rart at komme i gang igen, og hverdagen blev stille og rolig mere og mere almindelig for os.

Status i dag er den, at Malte snart fylder 3 år….. JA, jeg er stadig bekymret for ham – JA, jeg har stadig tilfælde af angst, – JA, jeg vågner stadig op om natten engang imellem og frygter at han er død, men det gode er, at jeg er blevet meget bedre til at kontrollere det. Jeg kan stadig mærke, at der er situationer hvor jeg får det skidt. Det er oftest når han fx er syg med høj feber, eller når der skal ske nye ting som børnehaveopstart lige om lidt. Det at vi igen skal forholde os til nye mennesker, der skal lære os og vores ”historie” at kende kan være angstprovokerende.

Jeg har dog lært at forsøge at slippe mine bekymringer sådan, at Malte kan leve livet fuldt ud ligesom hans jævnaldrende venner J

I næste indlæg vil jeg skrive lidt om valget og overvejelserne om at donere mine æg.

KH Mia