Jeg står i min første graviditet siden jeg gik i fødsel 19+5. Jeg er nu 18+4 og det fylder, at jeg er så tæt på.
Det føles som at løbe i et mareridt, man løber og løber, men kommer man nogen vegne? Selvom vi kommer forbi uge 20 er der stadig langt til et barn…

Jeg vil så nødigt miste mig selv igen!

Jeg er kommet til at holde af det lille væsen, der vokser i mig. Selvom jeg har prøvet at ignorere det. Men jeg kan sommetider mærke den bevæge sig og det er helt fantastisk.

Jeg sygemeldte mig fra i fredags og det er vidunderligt. Det er en kæmpe frihed ikke at skulle forholde sig til, eller give omsorg, til mine patienter eller mine kollegaer. Pludselig vælger jeg selv. Jeg skal heller ikke bruge det meste af dagen på at være professionel, hvis jeg bliver ked af det eller bange for at miste igen, kan jeg anderkende det, acceptere at følelsen er der. Jeg er ikke nød til at pakke den væk.

Herhjemme er der så mange ting jeg kan gøre, der gør mig glad og tilfreds. Jeg bliver ikke klyngebombet med spørgsmål fra velmenende kollegaer om hvordan det går eller konfronteret med tragiske patientforløb, som nærmest gør det umuligt at tro at det nok skal gå godt for os denne gang.

Det eneste ærgerlige ved at blive sygemeldt, er at jeg havde adgang til en UL scanner, så jeg engang imellem, lige kunne se at der stadig var et hjerte der slog og noget der bevægede sig. Så jeg har købt en doptone og lige om lidt burde bevægelserne blive tydeligere, så mon ikke det går?