Det var en ny bekymring, vi skulle forholde os til efter udredningen på Herlev Hospital. En ny diagnose, jeg lige havde fået kastet oveni alt det andet. Som om, der ikke var rigeligt at spekulere på i forvejen.
Ashermanns syndrom, sagt på godt gammeldags dansk, er arvævsdannelsesammenvoksninger i livmoderen og/eller livmoderhalsen. Det kan opstå efter f.eks en udskrabning, hvilket det er i mit tilfælde.
Planen var efter første samtale på Herlev, at jeg skulle have lavet en hysteroskopi. Lægen ville se hvor slemt det var og forhåbentligt med det samme, fjerne det der sad og forhindrede passagen gennem livmoderhalsen.
Men som med alt andet på denne fertilitetsrejse, var vi ikke så heldige. De prøvede at udføre en hysteroskopi på mig, men måtte stoppe da smerterne simpelthen var for store. De måtte derfor opgive at få kameraet op i min livmoder. Det er stadig en gåde, hvorfor jeg ikke blev bedøvet, men mine tanker var et helt andet sted og jeg fik ikke spurgt.
Det blev i stedet planlagt at udføre indgrebet i fuld narkose. En løsning, jeg ikke blev videre begejstret over.
Jeg er ikke specielt tryg ved at blive lagt til at sove, mens nogen gør ting ved min krop. Men chancerne for en graviditet, uden at få ryddet op “dernede”, var cirka ligeså store, som hvis vi bare gik til den hjemme i dobbeltsengen. Så endnu en gang, måtte jeg prøve at overkomme min skræk.
Den søde læge sagde, at jeg kunne få M med ned på operationsstuen og, at han kunne være der lige indtil, jeg var lagt til at sove, hvis det kunne hjælpe mig. Jeg blev så rørt og lettet. Jeg følte mig, som et pattebarn, der ikke kunne klare det selv. Jeg takkede selvfølgelig ja til det tilbud.
Så ramte covid-19 pandemien Danmark. En uge før min operation blev jeg ringet op med beskeden om, at min operation var aflyst. Jeg var på arbejde, og jeg tudede i vilden sky. Mine kollegaer prøvede at trøste mig, men jeg var slået helt ud. Uvisheden om, hvornår vi nu ville få en tid, fyldte for meget.
Vi ventede med længsel og dagene føltes som år. Vi indstillede os på, at vi nok først kom til i løbet af efteråret. Men så, midt i april, tikkede der en indkaldelse ind. Glæden var stor og alligevel, turde vi ikke tro på det. Heldigvis for det, en uge inden den nye operations tid, tikkede en ny besked ind. Denne gang stod der bare, at operationen var aflyst, og jeg ville modtage en ny indkaldelse. Endnu en gang stod min verden stille. Jeg havde bestemt ikke lyst til at overbringe nyheden til M, men jeg havde ikke rigtig noget valg.
I midten af maj måned blev jeg opereret. Det var en helt igennem forfærdelig dag. M måtte ikke engang følge mig ind på hospitalet, pga Covid-19 retningslinierne, så jeg var overladt helt til mig selv. Jeg var hunderæd.
Efterbehandlingen ved denne diagnose var i mit tilfælde, at de sprøjtede noget gel op i livmoderen og lagde en kobberspiral, som skulle ligge der i seks uger. Samtidig med skulle jeg tage 4 mg Østradiol dagligt for at styrke slimhinden.
Da vi var til kontrol i slutningen af juni, var det desværre ikke helt så godt, som vi havde håbet. Der var igen tendens til sammenvoksning i livmoderhalsen, og lægen sagde vi bare skulle videre med fertilitetsbehandlingen ASAP. Desværre var klinikken lukket ned for sommerferien, så vi måtte igen væbne os med tålmodighed og håbe på det bedste.
Jeg har ikke uddybet Ashermanns syndrom så meget, da jeg tror, det vil blive meget tørt at læse om. Vil de vide mere, står der blandt andet en masse på denne side. Ellers er Google altid vores ven.
Gennem de sidste fire indlæg, har jeg fortalt om vores rejse indtil nu. Det er blevet skåret meget ned, og en masse ting er skåret fra. Ikke fordi, at jeg ikke vil dele dem, men for at komme frem til, hvor vi er nu. Jeg syntes dog, at det vi har været igennem, er en del af vores historie. Det ville jeg dele, så det jeg skriver fremover, vil give mening.
Hej for nu 🙂
Hej er du blevet gravid efter din behandling af asherman syndromet?
Hej M.
Ja, jeg blev gravid i december sidste år. Men vi mistede ham desværre i uge 17, det havde ikke realation til Ashermann.
Hilsen Sanne