At fortælle det til familie og venner DEL 1

Blog opslag

Skrevet af Jegvilvaeremor

25 mar, 2020

Det første (halve) år

Da J og jeg smider p-pillerne er vi enige om, at vi holder det for os selv. (Jeg skriver vi, fordi alt det vi går igennem går vi igennem sammen – også selvom det var mig der tog pillerne). Det gør vi af den årsag, at vi er sikre på, at vi er gravide om et par måneder. Og som alle andre, vil vi gerne have de første 12 uger selv, indtil vi har været ved nakkefoldsscanning. Vi snakker ofte om, hvordan vi skal fortælle det til vores familie og venner når vi har en lille dejlig baby inde i maven – og vi finder på mange gode ideer.

Mor

Min mor er et fantastisk menneske, og én af mine bedste veninder. Hun er en af de eneste i verden, som jeg kan fortælle alt til uden at nogen dømmer mig. Derfor var det særlig svært at holde det hemmeligt for hende, selvom det var fordi jeg ville overraske hende når det endelig lykkedes.

Efter min menstruation var udeblevet i ni måneder, kom den endelig igen. Det betød, at jeg måtte ty til bind, tamponer og massevis af smertestillende. Den dag jeg får menstruation, er jeg hjemme hos min mor. Vi sidder og snakker, og hun rydder lige så stille frokosten af bordet. Og så knækker jeg sammen. Jeg græder og græder og græder. Hun smider alt hvad hun har i hænderne og løber hen og holder om mig. Jeg husker tydeligt sætningen hun får sagt ”Græder du fordi din smerter er så store?” og jeg er helt tavs – jeg græder bare. Hun stopper op. ”Græder du fordi du har fået menstruation?”. Jeg var helt færdig. Jeg kunne ikke længere skjule det for hende, for jeg havde sådan brug for at snakke med hende om alt jeg gik igennem og alle tanker jeg havde. Så jeg brød helt sammen. Hun kunne læse mig fuldstændig og vidste præcis hvad der foregik indeni mig, uden jeg overhovedet behøvede at sige det højt. Og der sad vi på køkkengulvet og krammede imens jeg græd.

Far

Min far og jeg har aldrig snakket om børn. Vi tænkte begge, at jeg var den første af os børn der ville blive gravid, men hvornår har aldrig været på tale. Det er ikke et emne vi har berørt, og derfor var det svært for mig at snakke om emnet. Det er ikke fordi han ikke måtte vide det, eller fordi det var en hemmelighed for ham, men vi har bare ikke snakket om det. En aften vi var hjemme hos ham og hans kone og spise ville vi fortælle det. Så jeg fik fremstammet ”Apropos ingenting, så vil vi gerne have et barn, men der er sgu ikke noget der virker”. Og så tog vi den der fra. Vi fik fortalt dem alt hvad vi havde været igennem og alt hvad der skulle ske fremadrettet. Jeg græd, igen fordi det er sådan et følelsesladet emne, men da min far begynder at græde, så kan jeg slet ikke holde tårerne tilbage. Jeg ved, at han kun græd fordi han ønsker det bedste for mig og for os, og han glæder sig vanvittig meget til at blive bedstefar, men jeg havde ikke forudset, at han ville begynde at græde. Han er ikke normalt en mand der har let til tårer. Han er helt fantastisk og han kunne ikke have taget bedre imod det.

Familie

Som jeg skrev først i indlægget, har vi gerne ville holde det hemmeligt for familie, da vi gerne ville have de første 12 uger selv med baby i maven. Det sværeste og hårdeste var, når familiemedlemmer spurgte om vi ikke snart skulle have et barn, om det ikke snart var på tide, at vi skulle i gang. Jeg ved, at nogle af dem læser med her, og det er vigtigt for mig at sige, at jeg ved, at det ikke er sagt for at være træls eller gøre os kede af det. Jeg havde svært ved at skulle fortælle folk hvad vi gik igennem, selvom det var familie og de ville være der for os. I sommeren 2019 efter vi havde haft et IUI-forsøg som mislykkedes besluttede vi os for at fortælle familien det. Vi tog et par familiemedlemmer ad gangen, for at det ikke skulle blive for følelsesladet for mig. Og i december 2019 fik vi fortalt de sidste familiemedlemmer hvad vi havde været igennem, samt hvad der venter os forude. Alle var og er meget støttende, hvilket har gjort det hele meget lettere. Samtidig med, at jeg har fundet ud af, at flere fra min familie har været i fertilitetsbehandling og haft svært ved at blive gravide. Jeg er taknemlig for hvordan alle har taget imod os og vores fortælling.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!