Selv det der gjorde allermest ondt, begynder jeg at længtes efter at opleve det igen.. 

– Det lyder måske meget underligt. Det tror jeg også jeg selv ville synes, hvis det var mig der læste det her indlæg.

Men .. faktisk er det det jeg gør..
Jeg er begyndt at gå hjem fra arbejde (ca 1,7 km) for at få luftet tankerne og nå at koble af inden jeg rammer min hoveddør.
Og det er enormt rart og hjælper mig faktisk .. Eller nogen gange gør det. Andre gang flyver mine tanker rundt og jeg selv når at blive små forvirret over, hvor jeg startede og hvor jeg egentlig forventede at slutte.

Men specielt idag, skete der noget underligt. Jeg startede med at kigge ned at mig selv.. tog mig selv i at “ae” min mave.. Faktisk fik jeg sagt højt, da min hånd gled ned over navlen “Ej Tine. Nu stopper du altså!” .. Og jeg tænkte et øjeblik at, jeg var blevet sær.. Sådan oprigtigt.. Fordi – hvordan kan jeg savne alle de trælse skanninger, alle de nedture og regn af aske der konstant dryssede ned over os, der i 2018..

Jeg begynder virkelig at savne og længtes efter at ligge i stolen på ultralydsklinikken. En masse kilo tungere. En vejrtrækning der nogen gange var så voldsom at man skulle tro, jeg havde løbet 10 km. Væsken i kroppen. Alle bekymringerne. De små og kortsigtede glæder.  Alle de ting der fulgte med os tilbage i 2018, hvor vores eventyr blev til et mareridt.
Jeg savner det VIRKELIG! 😕

De tavse læger der styrede skanneren over min mave flere gange om måneden, for altid at fortælle os med mundvigen nedad. “Det ser stadig ikke særlig godt ud. Hvor er det altså uretfærdigt for jer!”

Jeg ved virkelig ikke hvad eller hvorfor jeg savner det.
Eller.. Måske fordi – dengang kunne min krop i det mindste præstere noget, skabe noget, RUGE på en baby.. Lige nu kan den ingenting ..

Jeg ville virkelig ønske at man kunne spole tiden 2,5 år tilbage og komme igennem alle følelserne igen. Alle oplevelserne med sparkene i maven. Der var liv og bankende hjerte .. Det er så meget mere end hvad, jeg har lige nu og får de næste mange måneder.. 😕

ØV SIGER JEG ALTSÅ BARE!

Lige i skrivende stund venter jeg blot på at min cyklus starter .. Jeg kan mærke den kommer her i løbet af weekenden. Og faktisk er det mega angstprovokerende – mere end nogensinde ..
Men samme tid glæder jeg mig også helt vildt fordi, vi blev henvis til HAB efter i alt 4 aborter hvor 3 af dem har været mens vi har været i IVF/PGD behandling i Ålborg.
Jeg er så mega spændt på at høre mere om processen og hvad de kan tilbyde mig/os i fremtiden. Og faktisk lige nu, er jeg mest spændt på at høre svaret på de blodprøver A og jeg fik taget for en uge siden. Den skulle kunne vise om vi har kromosomfejl (begge to) der er årsag til at min krop udstøder fostrene inden uge 7+0.

Jeg har stadig håb for os og vores fremtidige familie. (🤞🏻🤞🏻🤞🏻) Jeg jinxer intet!
Spørgsmålet er stadig “bare” : Hvornår?

.. Jeg vil bare så gerne snart være gravid igen ..
.. kom nu altså .. hvornår bliver det vores tur til, at være forældreMEDbarn og ikke forældreudenbarn 🥺..