At miste sent, at miste håbet og at blive positivt overrasket

Blog opslag

Skrevet af GrådigeJane

5 jul, 2022

TABET

Jeg vil tillade mig at springe over fødslen af vores alt for præmature søn. Jeg fik veer i uge 19+5 og fødte ham og han var smuk og levende og havde hjerteslag i næsten en time. Jeg havde ham liggende på brystet i næsten al den tid. H han var så lille og let, at jeg ikke kunne mærke tyngden fra ham.

Det medførte en intens trang til at få barn nr 2. Få et “rigtigt” barn, der skulle græde og bæres og ammes og al det jazz. Jeg var totalt knust. Jeg havde virkelig troet på det og været taknemmelig over at det var gået så nemt. Under graviditeten havde jeg haft hundredevis af dagdrømme om hvordan livet med to børn ville se ud. Alle disse billeder skulle ændres og det gjorde så ondt. Samtidig havde jeg en meget tydelig tanke da vi mistede, at det var det, det var det tætteste vi ville komme på barn nr 2. Jeg startede både samtaler med en psykolog og med en sorgrådgiver fra foreningen Forældre & Sorg (de kan virkelig anbefales)

Vi mistede i slutningen af oktober og kom til obduktionssamtale i starten af januar. Vores søn var fin og rask og fejlede ingenting. Der var tegn til betændelse i moderkagen, men de kunne ikke påvise nogen bakterier. Min mand gik derfra fortrøstningsfuld, da det ikke ville betyde noget i en ny graviditet. Jeg gik derfra med en styrket følelse af uretfærdighed over at vi havde mistet ham. Jeg ville bare være gravid igen, have det hele til at gå væk.

ANDET FORSØG

Jeg fik menstruation få dage senere, og vi tilmeldte os behandling. Jeg var jo blevet gravid, så de kørte samme protokol som sidst. Pga min meget tidlige bækkenløsning, havde vi flere samtaler med klinikken i Århus, om at vi gerne ville have total frys. De var lidt modvillige, men samtykkede dog.

Jeg var stadig på sorgorlov da vi startede behandling, og det var dejligt. Behandlingen gav også en lille pause fra sorgen, der var et lille håb. Jeg havde troet at jeg var forbi min sidste ægudtagning, så jeg bad dem om bare at dope mig. De fik 8 æg ud og 4 der kunne laves ICSI på, meget standard for os. De ringede to dage senere. Ingen af æggene var blevet befrugtet! Jeg var ret chokeret. Ud af 5 ægudtagninger var det første gang, der ikke var noget at lægge op og så ikke engang noget, der var blevet befrugtet! Det føltes ret profetisk, fordi graviditeten var så hård havde jeg flere gange sagt “det her skal være min sidste graviditet”.

TILBAGE PÅ ARBEJDE

Jeg startede arbejde igen 1. februar. Jeg arbejder på Hjørring sygehus og har en fantastisk og støttende ledelse. Jeg havde sendt en info mail ud, som var blevet cirkuleret, så alle der vidste ar jeg var gravid, vidste også at jeg havde mistet.

Det var vildt hårdt at starte arbejde. I løbet af december havde jeg været mindre ked af det. Og jeg valgte at ignorere følelserne fra andet behandlingsforsøg. Men at arbejde på sygehus… For at komme til mit omklædningsrum, skulle jeg forbi sygehusets fødegang (jeg mistede på Aalborg sygehus), når jeg skulle hente uniformer skulle jeg forbi børneafdelingen og der hvor de stiller alle de rene kuvøser. For at komme til vores yngrelæge-kontor, skal jeg forbi stuen hvor de laver kejsersnit. Der er en lille lampe over stuen så man kan se om den er i brug. Sommetider kom der babygråd derindefra. der var simpelthen så mange påmindelser på hvad at jeg havde mistet. Og mine utroligt søde kollegaer skulle også alle sammen spørge hvordan jeg havde det. Når jeg så fortalte og begyndte at blive ked af det, skiftede de gerne emne (ofte til Asbjørn, vores skønne lille dreng). Det var utrolig få, der turde være i sorgen med mig.

Jeg gik lige så stille op i time tal og mere krævende funktioner. Jeg havde meldt ud, at jeg gerne ville have vores sidste behandlingsforsøg temmelig hurtigt. Min cyklus drillede selvfølgelig, så vi kunne først starte i april.

TREDIE FORSØG

Vi skiftede fra Gonal-F til pergoveris, ellers var det som det plejede. Jeg havde væsentlig flere almene bivirkninger til pergoveris, end jeg har haft på Gonal-F. Sygemeldingen der følger med mine behandlinger var igen kærkommen. Jeg syntes at de var svært at have plads til og komme igennem mig sorg, samtidig med et omsorgstungt fuldtidsarbejde og en 2-årig derhjemme. Så det var nogle dage hvor jeg havde plads til at mærke mig selv.

De fik 15 æg ud og 10 var modne! Det var helt vildt, vi turde håbe på et æg i fryseren. Jeg fik taget æg ud onsdag og fredag skulle vi til København, så jeg kunne komme til min søsters polterabend. Så vi aftalte med klinikken at de ikke skulle ringe til os. Vi ville ringe til dem mandag og høre nærmere. Fredag kom og vi gik ombord på færgen og de ringede fra klinikken. Jeg kunne genkende nummeret og jeg ved udemærket godt at de kun ringer når der er dårligt nyt. Så jeg tog telefonen og efter at have fået bekræftet at 0 ud af 10 modne æg var blevet befrugtet, kommenterede jeg at vi havde aftalt at vi ikke skulle ringes op. Lægen undskyldte.

Jeg tudede, helt uden hæmninger. midt på færgen, min mand stod med vores søn i favnen og tårer i øjne og jeg kunne ikke holde op med at græde. Jeg har ellers været ret påpasselig med ikke at gå helt i opløsning foran vores dreng. I bilen fra færgen til København kommenterede min mand at vi var nød til at prøve én gang til, et andet sted, var jeg ret taknemmelig. Jeg følte virkelig at det var laboratoriets skyld; 0 ud af 10, hvordan kan det gå så galt? Og tanken spøger i mit hoved “Du vidste det godt, da I mistede. Du bliver aldrig gravid igen”.

SYGEMELDT

Jeg sygemeldte mig. Jeg var sendt til tælling. Jeg ville bare være gravid og få et barn og ignorere det hele og det kunne jeg ikke. Jeg blev nød til virkelig at forholde mig til at vi havde mistet og at vi næppe ville få flere børn. Igen fik jeg god opbakning fra min chef og også fra kommunen, da jeg skulle snakke med dem.

Jeg var havde dårlig samvittighed overfor den dreng vi havde mistet, at jeg ikke kunne passe godt nok på ham. Dårlig samvittighed overfor min 2-årige at jeg ikke kunne være særlig meget for ham. Dårlig samvittighed overfor mit arbejde. Vred på mig selv over at ønske barn nr 2 så intenst, vi havde jo fået et dejligt, rask barn, kunne det ikke være nok? Jeg var oppe forbi min egen læge og spurgte grædende om han kunne give mig antidepressiver, for jeg var træt af at være ked af det. Han sagde at jeg skulle være tålmodig. Jeg hørte bøger om sorg. Jeg begyndte at indstille mig på at vi ville blive en familie på 3. Fandt en slags skrøbelig accept af det. Samtidig fandt jeg et par klinikker i Århus til vores absolut sidste forsøg. Vi snakkede meget om at handlede om at sat en masse flueben i forhold til ting vi kunne gøre. Så om 10 år kunne vi se os selv i øjne og sige at vi har prøvet alt.

TILBAGE PÅ ARBEJDE – IGEN

Igen var det hårdt, men det gik. Der var nogle virkelig dårlige dage ind imellem, men det gik fremad og i løbet af juli blev det mindre hårdt. Det betød og jeg også fik andre funktioner, med nye belastninger. Som da jeg skulle gå et tilsyn på børneafdelingen og patientens sygeplejerske havde en lille hæklet blæksprutte hængende i sit navneskilt. En blæksprutte mangen til den vi fik på sygehuset, da vi mistede. Der er mange historier af samme art.

SIDSTE FORSØG

Vi fandt en klink hvor vi følte os hørt og så brugte vi 3 måneder på livsstilsændringer. Punalpin og fiskeolie til manden, træning til mig, minimalt alkoholindtag til os begge og den slags. I løbet af august blev jeg tiltagende utålmodig. Jeg forventede en 0 befrugtning igen og ville egentlig gerne videre. Så det var dejlig, da jeg fik menstruation i starten af september og vi kunne tilmelde os behandling. De gav Menopur og dobbelt ægløsningssprøjte og vi tilkøbte calciumaktivering. Der kom 5 gode æg ud og 4 blev befrugtet. 3 blev til fryseegnede blastocyster! I skrivende stund er jeg 35+6 og vi har stadig to æg i fryseren. Den nuværende graviditet, har jeg skrevet lidt om tidligere.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!