Min kæreste og jeg har været meget åbne om fertilitetsbehandling, og er blevet mødt af megen forståelse, da mange ofte har spurgt ”skal I ikke snart have nogle børn”, hvilket jo er det værste spørgsmål i verdenen! Derfor blev vi også nødt til at være åbne, da vi mistede…

Her følte jeg ikke, at vi blev mødt med den samme forståelse. – Jo, folk var kede af det på vores vegne, men det var jo ikke et rigtigt barn?!

Vi fandt ud af, i december 2018, at jeg var blevet gravid. Vi havde ingen anelse om at det var sket, da jeg, som sædvanligt, gik og ventede på min menstruation. Efter det første mislykkedes inseminationsforsøg skulle vi holde en pause, da fertilitetslægen skulle på ferie.

Men med nok hormoner i kroppen og en cyklus på 36 dage, med hjælp fra Metformin, kunne vi selv lave et barn. I starten af december havde jeg taget en graviditetstest, da julefrokostsæsonen nærmede sig, og jeg ikke ville drikke, hvis jeg var gravid. Jeg tog en, hvor vi virkelig var i tvivl om den var positiv, så dagen efter tog jeg en til, der hurtigt viste negativ – så jeg tog glad til julefrokoster med en flaske vin, shots og smøger i hånden.

Efter de første julefrokoster var overstået, var der dog noget, der sagde mig, at jeg hellere måtte tage en test mere… så d. 14. december tog jeg en test mere – mens min kæreste var til julefrokost – og den blev positiv med det samme! Jeg følte mig overvældet af lykke, da det endelig var lykkedes. Men lykken blev hurtigt afløst af skyld og frygt! Jeg vidste, at det kunne gå galt, og jeg havde jo ikke passet på de sidste par uger – så jeg frygtede det værste!

Vi kontaktede fertilitetsklinikken, der gerne ville give en scanning ugen efter, hvor vi så det lille vidunder, vi havde kæmpet så meget for! Jeg blev skudt til at være i uge 6, og hjerteblinket var rigtig stærkt – så vi kunne gå på juleferie med en lille gave, der skulle komme til verdenen d. 10. august!

1. juledag begyndte jeg at pletbløde, så jeg lagde mig på sofaen resten af julen og tog det mere stille og roligt – hvilket også gjorde, at blødningen forsvandt igen. Alt var godt.

Efter nytår fik jeg taget blodprøver og alle de obligatoriske tests, hvor mit HCG-tal var så fint og alt forløb planmæssigt, nu skulle vi bare vente på nakkefoldsscanningen i uge 12. Wuhuu! Da jeg ventede på, at jeg skulle starte på nyt arbejde, kunne jeg jo ligeså godt starte med ”at lave de indledende øvelser” til at gøre et børneværelse klar, så jeg gik og hyggede mig med at flytte nogle småting og fik min kæreste til at hjælpe med de store ting.

Dagen efter, at jeg ramte uge 11 begyndte jeg igen at bløde. Jeg lagde mig igen på sofaen for at tage det stille og roligt, denne gang stoppede blødningen bare ikke – den tog til og blev efterfulgt af smerter. Jeg havde fra start haft ligamentsmerter, så vi øjnede et lille håb. Håbet braste om mandagen, hvor jeg blev scannet og fosteret var gået til – ugen inden nakkefoldscanningen… Vi valgte, at jeg skulle have en medicinsk abort, da det var mere overskueligt, den gik bare aldrig rigtig i gang, før om fredagen, hvor jeg så, hvad der lignede et foster, på papiret. Til kontrolscanningen var alt dog ikke ude, så jeg skulle have et udskrab.

Jeg har aldrig i mit liv været så ulykkelig, som i abortprocessen. Jeg følte mig svigtet af min krop og følte rigtig meget skyld overfor min kæreste, da jeg jo kunne have passet mere på! Heldigvis, har jeg verdens bedste kæreste, der hele tiden støttede mig og fortalte, at det ikke var min skyld. Men processen var hård – for hvor længe må man sørge over et barn, man ikke har ”fået”?

Jeg sørger stadig, selvom nogen giver udtryk for, at man ”bare må komme videre” og ”op på hesten igen”. Vi er også kommet ”op på hesten igen”, da vi nu er i gang med vores 2. forsøg efterfølgende, men fertilitetsbehandlingen er bestemt ikke blevet nemmere, efter at have mistet et barn.

Jeg føler en smule afsky overfor behandlingen, for hvad skal den til for, når jeg alligevel mister barnet, hvis jeg bliver gravid. Samtidig ønsker jeg mig også det barn, så meget, at jeg vil gå igennem alt for at få det. For den halvanden måned, hvor vi viste, at jeg var gravid, var en af de bedste måneder af mit liv!