Er du lykkelig Lene? JA, ville mit umiddelbare svar være. For hvorfor skulle jeg ikke være det. Jeg har en skøn kæreste, bonusdatter, en god familie, nogle dejlige venner/veninder, et hus, et godt arbejde, og en hund. Men alligevel er der skår i min lykke… Der mangler noget. Jeg mangler at blive mor.  At få mit eget barn, ville gøre mig lykkelig, ville jeg efterfølgende svare.

Flere gange har nogle af mine følgere spurgt mig, om jeg nogensinde har forholdt mig til det spørgsmål- ”hvad hvis det aldrig lykkedes”? Mit hjerte har hver gang lige stoppet med at slå et sekund og jeg har haft lyst til at sige nogle grimme ting til dem, for hvad tænkte de dog på…. Men sandheden er jo, at jeg bliver ramt, fordi jeg er skide ræd for at tænke det spørgsmål til ende. Det ville knuse mit hjerte og det at skulle indse, at kampen var slut ville ødelægge mig. Hvad hvis jeg ikke bliver mor til nogen? Hvad hvis det bare ikke ligger i mine kort, at jeg skal være mor? Vil det så være det? Jeg har nogle gange forsøgt at tænke det til ende og set det positive i det; Ikke længere være afhængig af medicin, konsultationer, negative gravitetstest, og scanninger. At kunne drikke alkohol og te sig tosset. Frygten for at miste ville også forsvinde hvis ikke jeg skulle have børn. Men det er jo ikke det jeg vil, så tanken er hurtigt blevet slået hen.

Min veninde havde en dag været til spåkone og viste hvordan 2 børn var placeret på hendes fingre, febrilsk kiggede jeg efter stregerne på mine fingre, men de var ikke at se. Jeg græd hele vejen hjem. Nu var det definitivt. Min kæreste grinede af mig og rationelt ved jeg også godt, at det aldrig vil være en garanti, men i mit hoved var det slut. At se ned i afgrunden lå stadig og lurede i mit baghoved, men det var først, da jeg læste ”FRUGTBAR” af Thilde Vesterby, som havde skrevet et afsnit om netop dette, at jeg tænkte, jeg blev nødt til det.

Derfor fortalte jeg min terapeut om min oplevelse med min veninde og, at jeg havde brug for (ikke lyst til) at kigge ned i afgrunden. Ikke at jeg var klar til at opgive kampen om et barn, men mere at jeg ikke kun lod mig definere af det ønske. Med omsorg og kærlighed, hjalp hun mig med at åbne en dør, som indtil nu havde været fuldstændig lukket, med lås på og hvor nøglen ikke var at finde.

Det var en virkelig sårbar, smuk og givende oplevelse. For mens tårerne løb ned af mine kinder, så jeg, at mit liv ikke forsvandt. Det blev bare et andet end det jeg først havde forestillet mig. Jeg havde stadig samme kæreste, hund og hus. Vi elskede hinanden ligeså meget. Jeg ville stadig skrive på min blog, for jeg ville stadig være barnløs, men min hjemløse moderkærlighed skulle gives et sted. Det var den, der gjorde mest ondt. At føle, at det er det eneste jeg var sat i verden for, men ikke få muligheden for det. At have så meget kærlighed, som vores hund og min bonusdatter nød godt af, men ikke have noget jeg kunne kalde mit, og kun mit.  Hvor skulle jeg få mit hjerte helet?

Jeg forestillede mig, at jeg ville sige mit job op, eller i hvert fald tage et år fri og bare rejse. Gøre det som den gamle Lene gjorde. Gøre noget som ville gøre mig glad og godt. Jeg så mig selv være i Afrika og være omringet af børn. Jeg var glad, de kaldte mit navn og jeg følte mig hel. Jeg kunne nu give min hjemløse moderkærlighed til nogen som manglede en moderkærlighed. Min hjemløse moderkærlighed ville ikke længere være hjemløs.

Da jeg kom tilbage til nutiden, spurgte min terapeut mig, om jeg kunne forestille mig, hvordan jeg kunne give min kærlighed til andre, i ventetiden på at få mit eget barn. For smerten er der jo stadig; afsavnet, længslen og min moderkærlighed, der endnu er hjemløs. Jeg er stadig i tænkeboks, men jeg overvejer at melde mig som frivillig, og arbejde med flygtningebørn.

Sessionen var hård men gav mig også håb. Den viste mig et andet end liv, men at livet ikke slutter. Det gav mig ro, og troen på at jeg på den ene eller anden måde nok skal blive lykkelig (igen).

Tak fordi i læste med

Følg mig gerne på instagram på @bliverjegnogensindenogensmor