At være i fertilitetsbehandling er noget man er sammen

Blog opslag

Skrevet af Daniel Boysen

24 mar, 2021

Én af de største udfordringer i vores tilværelse lige nu, er denne evige cyklen frem og tilbage mellem lejligheden og hospitalet eller klinikken. At vi sammen gennemgår, ikke alene den fysiske bevægelse mellem almindelig tilværelse og livet i behandling, men også de psykiske påvirkninger der følger. De følgende to tekster er skrevet to forskellige morgener og giver et lille indblik i, hvad det sætter i gang hos en mand, der går rundt og venter, mens hans kæreste er inde for at få taget blodprøver.

Onsdag d. 10. marts

At være i fertilitetsbehandling er noget, man er sammen. Det betyder, at jeg cykler med ud til hospitalet inden arbejde, hvis min forlovede skal have taget blodprøver eller skal scannes. Det betyder, at der går en mand rundt derude, som ligner de andre mænd, men der er måske en særlig uro omkring ham. Der er meget fokus på mødre, eller de der er gravide i vores samfund (hvilket er fint), men jeg glæder mig til, at der også gives plads til dem, der er ikke-gravide, dem der gennemgår årelange forløb med skuffelser, nederlag, stress og små glimt af håb. Den slags mennesker går rundt ved siden af samfundet, og der bliver sjældent taget hånd om dem. Mange, der går gennem sådanne forløb over en længere periode, udvikler alvorlige tegn på depression, hvorfor? Måske b.la. fordi de mangler et sprog til at tale om den slags oplevelser – og så er det noget, som skal betragtes mere som det sygdomsforløb det reelt er. Der er mange gode dage, men de dårlige sniger sig ind i åndedrættet.

Mandag d. 15. marts

Også denne morgen går en mand rundt et sted ude i Skejby og venter. Der er generelt en forestilling i vores forældres (og bedsteforældres) generation om, at børn bare er noget man får. De ser kun, at man i fertilitetsbehandling fx skal have taget en blodprøve eller til scanning. De tænker på den tid, det tager, men ikke de konsekvenser det har. At det for os handler om mere end dét; at få taget en blodprøve tager måske 10 minutter, men den repræsenterer tab, afmagt, sorg og stress. Den strækker sig fra traumatiske oplevelser i nær fortid og frem mod en usikker fremtid. At være i fertilitetsbehandling er ikke en mirakelkur. For folk på min alder, er 29% af de behandlede stadig barnløse efter fem år. Det er et meget højt tal, som bare stiger med alderen. Vi får at vide gennem vores ungdom, at vi har masser af tid, men jeg er snart 35 og min far blev far, da han netop var fyldt 22. Det store problem i alt det, jeg skriver her, er, at det netop er vores forældres generation, som sidder på magtpositionerne i samfundet lige nu. Vores travle samfund forstår ikke, at det er en lang og slidsom proces at være i fertilitetsbehandling. At den strækker sig over flere år, og gennemsyrer hele ens liv og tærer på ens kræfter på daglig basis. Det fylder, uanset om man vil det eller ej, og heldigvis er der også plads til andre ting i livet, men hver dag er fyldt med større og mindre eksistentielle kriser – og drømme, der kan slukkes eller tændes med en enkelt blodprøve.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Den lange rejse

Den lange rejse

Det svære ved at være barnløs (når man ikke selv har et ønske om at være det) er uden tvivl, at...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!