Bare trøst fra min mor, tak 

Blog opslag

15 okt, 2020

Hos min mor hyggede vi med film. Vi havde dyner i sofaen, spiste chips, salt lakrids, og ja.. alt med salt.. Jeg havde jo salt mangel og det kunne tydeligt mærkes på mine spisevaner. Jeg nød hendes trygge selskab og vi fik snakket om hele forløbet og lidt om graviditeten. Tænk hvis hun MÅSKE endelig, skulle blive mormor nu.

Charmen ved at være i en overstimulering, fik hun også set. Jeg havde fortsat den kæmpe mave, som lignede en der var gravid i 3-4 måned. Jeg havde de flotte støttestrømper på og skulle daglig fortsætte med, at stikke mig i låret om aftenen, med den blodfortyndende Fragmin.

Pga. den store afstand imellem os, slap hun for det skrækkelige syn af mig i hospitalstøj, slanger og uldet og fedtet hår på sygehuset. Det var vigtigt jeg fik ro, men samtidig også havde benene i bevægelse. Så det var op med benene på sofaryggen og så ellers ligge der og lave øvelser med benene. Hver en fornemmelse jeg havde i mine ben, blev til en bekymring omkring, hvorvidt det mon kunne være en blodprop. Støttestrømperne begyndte at gøre ondt på mine hæle og mine tæer. Den daglige sprøjte i låret var uoverskuelig. Nålen gjorde ondt at stikke ind i låret og det sveg når væsken blev trykket ind. Jeg hader nåle, og jeg blev bestemt ikke gladere for dem, efter denne omgang. Mit humør og fornemmelse inden i, skiftede pludseligt fra den ene dag til den anden.

Da jeg blev gravid, forsvandt al min sexlyst. Jeg fik en ro og tryg fornemmelse i kroppen, men to dage inden jeg skulle hjem fra min mor, kom lysten pludseligt tilbage. Jeg fik en helt anden fornemmelse i kroppen. Det gav mig på en måde en fornemmelse af, at jeg ikke længere var gravid.

Da jeg kom hjem, passede det med, at jeg skulle ind til scanning på klinikken dagen efter. Pga Corona, måtte M ikke komme med. Min første graviditetsscanning nogensinde, hvor der kunne være chance for at se et lille hjerte slå og så skulle det være alene. Jeg gik derind med blandede følelser, men mest med et håb om, at mine fornemmelser ikke var rigtige. Lægen sagde det var godt at se, at jeg var kommet mig så godt efter overstimuleringen. Hun sagde endda: Tænk engang, at du er den samme person!! Det siger bare lidt om, hvor slidt jeg har set ud og hvor hårdt jeg har haft det under indlæggelsen.

Lægen sagde, at hun lige ville scanne mig først, og hvis alt så fint ud, kunne jeg lave Facetime til M, så han også kunne se det lille hjerte slå på skærmen. Hun startede scanningen, men der var ingen hjerteblink at se. Hun sagde, at jeg skulle forberede mig på en MA (Missed Abortion), men inden vi slukkede for alt håb, ville hun lige lave kontrol scanning på mig igen ugen efter. På trods af den udmelding, levede håbet fortsat videre. Tænk hvis det ”bare” var en langsom starter. Man håber helt ud til fingerspidserne, at den stadig kan være der.

Ugen efter sidder jeg i venteværelset og skal ind til næste scanning. Jeg er bange og har allermest lyst til at gå og ikke se og høre, det de skal til at sige til mig. Ligesom tankerne er ved, at løbe allermest af sted med mig, bliver jeg kaldt ind. Der var stadig ingen hjerteblink at se, og der var heller ingen udvikling sket siden sidste scanning. Lægen siger dertil, at grunden til jeg var kommet mig så meget efter min overstimulering var formegentlig fordi, at ægget var gået til grunde. Det ville nemlig gøre, at HCG’et nu steg i så langsomt et tempo, at min krop bedre kunne følge med igen. Jeg skulle derfor nu, have fortaget en abort. Læs med i kommende blogindlæg..

Annonce

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!