Barnløs? ……

…… ”Nu skal I bare være glade for, at det er lykkedes jer at få Malte”!

Gud hvor jeg hader den sætning.

Ja, selvfølgelig er vi da for alt i verden taknemmelige over at vi efter 4 års hård og sej kamp har fået Malte, men derfor føler vi os stadigvæk barnløse. Vi har ikke selv valgt, at han skal vokse op som enebarn, vi har ikke selv valgt at jeg tilbage i januar ’17 skulle gennemgå en spontan abort hvilket betød, at vi havde brugt vores sidste dyrebare fryseæg og at Maltes søster eller bror pludselig forsvandt der midt på badeværelsesgulvet. Vi har ikke selv valgt, at vi til januar når vi flytter ind i vores nye hus kun har brug for ét børneværelse.

Jeg forstår godt at dem som er ”rigtig” barnløse vil tænke, at vi da i det mindste har fået Malte.
Vi har stået i præcis samme situation og tænkt, at vores liv ville fuldende sig hvis vi kunne være så heldige, at få lov til at sætte bare et barn i verden.

Da det endelig lykkedes os og som tiden er gået og psyken blevet bedre, begyndte tanken: ”mere – vil have mere”. Vi vil for alt i verden så gerne have, at Malte skal vokse op sammen med en søskende. Han elsker andre børn, og mit hjerte smelter når han forsigtigt aer hans bedste venindes nye lillesøster.

Desværre har vi ikke selv valgt, at vi skal have så pokkers svært ved at sætte børn i verden.
Til gengæld har vi selv valgt, at sætte projektet på stand by lige pt. Vi har så mange andre ting om ørene. Arbejde, rejse, ny børnehave og nyt hus.

Er dette egoistisk over for Malte, at vi ikke bliver ved med at kæmpe!? – NEJ! Det synes jeg bestemt ikke…. Tværtimod er det egoistisk over for ham, at gennemgå sådan et forbandet opslidende forløb gang på gang, hvor mor bliver syg og er nødt til at ligge i sengen og ikke kan være der for ham. Han er blot 3 år gammel og har for alt i verden brug for mig.

Måske om et par år er vi klar til at gå ind i ringen til endnu en kamp. Pt. Står den 1-1 imellem os og barnløsheden.

Tak fordi I læste med.
Kærlig hilsen Mia