Herhjemme i Danmark er barnløshed et tabu, men hvorfor? Jeg har tit undret mig, er det fordi det gør for ondt at tale om? Eller fordi man føler sig mindre værd når man ikke kan det som vi er skabt til at kunne? Fordi folk ikke ved hvad de skal sige? Danmark er et lykkeligt land og vi ved ikke hvordan vi skal tackle den slags sorg og problemer, Vi er skabt til at formere os, så kan måske det flovt for de barnløse at man ikke kan noget så simpelt? helt ærligt. Man skal bare dyrke lagengymnastik, hvor svært kan det være? Det kan faktisk være rigtig svært!

I skolen lærer man hvor vigtigt det er at beskytte sig! Det er uhyre vigtigt, det ville være en skandale at blive gravid, eller få en sygdom i så ung en alder, ja 15-16 år og gravid er måske heller ikke lige sagen. Men allerede der synes jeg det går galt, man lærer hvordan man IKKE bliver gravid, okay igen for 15-16 årige er det at lære om forplantningsevnen måske ikke så relevant. Men det er da relevant at vide hvad der egentlig foregår inde i vores kroppe?

Og hvor ville jeg ønske at jeg som 25 årig og på det tidspunkt nyligt konstateret ufrivillig barnløs havde den viden. Jeg manglede virkelig en viden om at det faktisk er en kompliceret process at blive gravid, vi har jo nærmest lært fra barndommen at hvis man glemmer at bruge kondom så bliver man gravid, det er i hvert fald den opfattelse jeg fik fra folkeskole tiden. Første gang jeg havde sex uden kondom (selvom jeg også var på p-piller) så fik jeg en veninde til at hente en graviditets test til mig. Jeg turde sgu ikke gå derned. Jeg nærmest tudede mens jeg tissede på pinden, 1 dag efter ubeskyttet sex var jeg sikker på jeg var gravid. Det var jo torskedumt. Jeg var selvfølgelig ikke gravid, men for pokker jeg anede jo intet om det. Jeg var ung og uvidende! Jeg blev forskrækket og klogere.

Da jeg fik konstateret pco og fik at vide at jeg nok ikke kunne blive gravid naturligt braste min verden, hvordan kunne det ske? Det var jo ikke sådan jeg havde lært det. Men jeg måtte jo acceptere at det ikke bare var mig og Steven længere, nu skulle der videnskab ind over også for at vi kunne få et barn. Det var en falliterklæring for mig, det var mig den var gal med, jeg følte mig flov og i stykker, jeg var i stykker inden i. Jeg talte ikke med nogen om det, det var pinligt, jeg følte mig ikke god nok og jeg følte i starten at jeg trak Steven med ned i mit sorte hul, han fejlede jo ingenting, det var mig den var gal med.

Jeg havde en gang en veninde, men hun blev gravid og da jeg fik en spontan abort første gang delte vandende sig mellem os. Derefter var jeg helt alene. Vi fortalte heller ikke familien noget, vi ville jo gerne vente til at vi kunne dele en glædelig nyhed med dem, i stedet for vores miserable situation. Idag kan jeg godt se det havde været rart at have grædt ud ved min mor og far når jeg havde det aller værst.

Flere år senere blev jeg jo gravid med nellie. Da vi fortalte alle den glædelige nyhed, åbnede vi også op for hvad vi havde været igennem. Det kom bag på folk at vi havde kunne skjule det, det var heller ikke nemt men hold op en lettelse det var at få det sagt! Og  pludselig var der flere af mine bekendte der henvendte sig til mig, de havde selv været i behandling og havde selv mistet flere graviditeter. Pludselig følte jeg mig ikke alene.

Der er mange grunde til folk ikke åbner op omkring deres barnløshed og det er også helt op til hver enkelte hvor meget man vil dele, men jeg ville dog ønske flere turde åbne op. Vi er så mange der kæmper og vi har brug for hinandens støtte. Jeg mærker så meget kærlighed og støtte og folk der hepper hver dag og det gør virkelig at jeg kæmper videre. I giver mig troen på at det nok skal lykkes en dag. Jeg vil fortsat dele ud af vores kamp indtil den dag det lykkes. Jeg håber i er flere der følger trop.

Barnløshed er et tabu

Og det er forkert