Vi fik, som tidligere skrevet, grønt lys til behandling D. 28 maj.

Jeg lever stadig på en lyserød sky over og være kommet bare et lille skridt videre og faktisk være startet op med et eller andet.. bare alt andet end vægttab. Så selvfølgelig er jeg enormt positiv over den fremgang, og jeg er egentlig også indstillet på at det selvfølgelig nok ikke lykkedes i første forsøg.

4. juni skulle jeg så op og kontrol scannes i forbindelse med opstart på Clomid.

Det er utrolig så naturlig det lige pludselig bliver og stå der halv nøgen overfor en fremmed mand. Men det er nu desværre sådan situationen er.  Jeg kommer ind og vi får startet scanningen hurtigere end man kunne sige godmorgen og trykke hånd.  Han målte på kryds og tværs.. ”du har ægløsning på lørdag”  A’Hvad! Der kunne jeg snildt have fået mit eget spyt galt i halsen.. det er altså lige nogle udtryk jeg skal vænne mig til at andre siger om min krop. Ligeså fantastisk det er at han kan se det ved nogle små pletter på en skærm, ligeså grænseoverskridende er det og høre på. Jeg kom af briksen igen og inden jeg havde fået mig sat, havde han lavet en fin lille seddel med vigtige datoer; ægløsning, blodprøve dato og positiv test/ menstruations dag.

Hold nu op en oplevelse! Jeg vidste nærmest ikke hvad ben jeg skulle stå på og jeg turde da knap nok spørge ind til hvad der skulle ske, som om det ikke var indlysende nok!

Jeg ved godt manden laver det her hver dag og han sidder næppe lørdag og tænker.. nu kan Trine blive gravid.. men altså! Det er da en underlig tanke og have i baghovedet at fremmede folk har styr på ens cyklus.

Men det er trods alt fremskridt og nu må tiden ligesom vise om der sker mirakler. Jeg kan stadig leve højt på de positive nyheder at Clomid pillerne faktisk virker for mig og der er en lille chance for at det faktisk lykkedes en dag.

MEN!.. jeg skal lige love for jeg ikke var forberedt på de næste par ugers smerte! Jeg var jo blevet advaret om at det kunne blive hårdt, her havde jeg så været indstillet på de sygeste humørsvingninger. Men nej.. det var der intet af, ”ikke mere end normalt” som min bedre halvdel så sødt beskriver det. Dagene gik og vi kom over datoen for ægløsning. Søndag aften ville vi putte os, og se film. Men jeg var ret urolig for jeg havde en underlig følelse i underlivet og maven. Det tog fat og jeg lå med de vildeste mave smerter/kramper og efter 2 timer hvor jeg hverken kunne bevæge mig eller trække vejret uden smerter, måtte jeg ringe til vagtlægen

og forklarede min situation med fertilitetsverdenen og at smerterne kom fra mit underliv.. hun fokuseret meget på at det var sikkert forstoppelse!? .. jeg har ondt i underlivet og op i maven? Siden hvornår starter forstoppelse den vej!.. jeg blev lettere irriteret men valgte at tage imod hendes råd. De næste par dage havde jeg de vildeste smerter, smerter jeg aldrig har oplevet før og jeg var tude færdig hele tiden! For hvorfor pokker skulle det gøre så ondt, var det virkelig lykkedes og blive gravid? Var det ægløsnings smerter?  HVAD SKER DER!?

En uge gik og jeg måtte virkelig kaste håndklædet i ringen og melde mig syg på job og tage akut til lægen. Hun undersøgte mig på kryds og tværs og ville lige afslutningsvis tage en urinvejsinfektions test.. efter det skulle jeg vente ved sygeplejersken for så havde hun lige tid til og tjekke op på det. Hun kommer ind, og siger ”ja, der er ingen infektion, og du er heller ikke gravid, så det er jo positivt”

Jeg var så udmattet og træt, at jeg faktisk ikke reageret, jeg kiggede på hende, skulede over i min journal hvor der stod som det første – fertilitetsbehandling – skulede tilbage på hende, og her går det op for den stakkels dame hvad hun havde fået sagt..  havde jeg været forberedt på at de testede for det, så havde jeg også haft de 3 min jeg ventede, til at forberede mig på at sådan en test ville være negativ.

Må indrømme jeg ikke forventede en positiv test, men det slog mig godt nok lige ud at få den melding og jeg tror aldrig jeg er kommet hurtigere ud fra lægen og ned i bilen til Ak.

Da vi kom hjem væltede min verden fuldstændig.. der var stadig 5 dage til testdag, men jeg mistede godt nok lige alt mod og håb der, samtidig med min krop bare gav mig smertehelvede for alle pengene.

Nu får jeg for alvor Smerte oplevelserne, både fysisk og psykisk, at føle på egen krop i det her fertilitets’helvede… og mig som troede vægttabs rejsen var hård!…