Bekymringernes holdeplads

Blog opslag

Skrevet af MisseK

26 sep, 2019

I min familie er jeg kendt for at være lidt af en bekymrings-Aase. Jeg har en tendens til at bekymre mig meget – og tit og ofte bekymre mig på forskud. Det er vist lidt en kvindeting, som ikke desto mindre er særlig udpræget hos mig.

Når man er i fertilitetsbehandling er det faktisk en lang bekymring, som dog kan indeles i faser. Jeg har endda sprunget hele forløbet med henvisning og et års ventetid over.

Fase 1 – Hvornår kommer min menstruation

Når man skal tilmelde sig til behandling går man og venter på sin menstruation. Normalt vil man helst ikke have den, men lige i dette tilfælde går man i spænding og venter på den. Og bekymrer sig en hel del om hvornår den kommer.

Fase 2 – Er der plads på klinikken

Når så endelig menstruationen er kommet skal man tilmelde sig på klinikken. Det er sådan, at der er rigtig mange andre der også er i fertilitetsbehandling, og derfor er køen og ventetiden til klinikken lang. Man kan risikere at klinikken afviser en når man ringer og tilmelder sig. Det må de, på de fleste offentlige klinikker, gøre tre gange. Jeg har selv oplevet at blive afvist et par gange, og det er ikke så spændende. Så i denne fase bekymrer man sig om man får tilbudt en plads på klinikken.

Fase 3 – Er man klar til at gå i gang med behandling

Hvis man er så heldig at blive tilbudt behandling i denne cyklus, skal man scannes rimelig hurtigt. Scanningen skal vise om man er klar til at påbegynde et behandlingsforløb. Så her er man bekymret for, om man bliver godkendt til at gå i gang.

Fase 4 – Så går vi i gang

Når man er blevet godkendt til at gå i gang står bekymringerne i kø; hvilke hormoner skal jeg tage? Hvordan reagerer jeg på dem? Hvilke sprøjter skal jeg stikkes med?

Fase 5 – Midtvejs scanning

Når man har været på hormoner en uges tid skal man scannes igen for at se om folliklerne vokser som de skal. Her er man altid lidt bekymret for om de udvikler sig som de skal, og om hvornår man skal have taget æg ud. Nogle gange fastsættes allerede her en dato for ægudtagning, andre gange skal en ekstra scanning (samt ekstra bekymringer) til.

Fase 6 – Ægudtagning

Denne dag er en særlig svær dag for bekymrings-Aase. Denne dag står bekymringerne faktisk og træder på hinanden. Man er bekymret for selv indgrebet; Gør det ondt? Gør det mere ondt end sidst? Biver jeg dårlig af morfinen? Hvordan har jeg det bagefter? Men den allerstørste bekymring er om hvor mange æg der er. Man kan godt have 8 follikler på scanningen inden udtagning, men til ægudtagning har jeg personligt kun æg i halvdelen. Så denne del er altid sindssyg nerverpirrende. Mens man får taget æg ud, sidder laboratoriet klar og råber ”ÆG” hver gang der er gevinst. For hver gang de råber det, bliver bekymringerne lidt mindre. En sidste bekymring denne dag handler om hvor god sædprøven er, om den er god nok til de kan bruge den.

Fase 7 – Ægoplægning

Når man har fået taget æg ud skal man vente på hvordan æggene udvikler sig. Dette er en svær tid, hvor man bekymrer sig virkelig meget om hvordan æggene klarer sig. De skal både blive befrugtet, og dernæst skal de udvikle sig på en særlig måde henover de næste dage. På 5.dagen får man lagt et æg op, hvis der er noget æg. Jeg har to gange prøvet at æggenes udvikling gik i stå,og der derfor ikke var noget æg at lægge op. Denne del af behandling giver derfor særlig anledning til bekymring. Det er nogle MEGET lange 5 dage.

Fase 8 – Er jeg mon gravid

Hvis man er så heldig, at man får lagtet æg op, så venter 14 dage i helvedet. Disse dage er om muligt endnu værre end de 5 dage omtalt ovenfor. Her går man bare og venter (mens man i øvrigt fortsat fylder sig med hormoner).

Så det var lidt om behandlingens faser og hvad bekymrings-Aae lever af. Jeg er sikker på at bekymringer fortsætter hvis man skullle være så heldig at bllive gravid. Og at de bare bliver værre når man bliver mor J Men det tager både jeg og bekymrings-Aase gerne med.

/Misse

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!