Starten på en lang rejse
Min fertilitet skal undersøges i Sverige. Jeg skal have taget blodprøver og lavet en gynækologisk undersøgelse, som forberedelse til at få frosset nogle af mine æg ned. Nedfrysning af ubefrugtede æg, er på dette tidspunkt ikke lovligt i Danmark. Lovgivningen er langt fra den amerikanske, hvor virksomheder som Google tilbyder deres ansatte at få frosset æg ned, så kvinderne ikke skal stresse over at få karriere og biologi til at passe sammen. De danske regler betyder reelt at man skal være i fertilitetsbehandling med en partner, men problemet er at jeg ikke har en partner, der vil have børn. Jeg håber derfor at den svenske model kan købe mig lidt tid til at afgøre, hvem der skal befrugte mine æg og være far til mine børn. Det er et KÆMPE spørgsmål og jeg har brug for mere tid til at finde ud af det.

Hvorfor først nu?
Hjemme ligger jeg i hårde forhandlinger med min kæreste, der inden han mødte mig, havde besluttet at han ikke ville have flere børn. Jeg ved at tiden er knap, så jeg er nødt til at handle nu. Jeg vil have børn, der er ikke noget andet jeg hellere vil. Så hvad er forklaringen, hvorfor har jeg ikke fået de børn? Hvorfor er jeg ikke i gang for længst? Hvis jeg skal give et enkelt svar, kan det hurtigt lyde som en dårlig undskyldning. Hvis jeg siger, at jeg ikke har mødt en mand i mine tidlige 30’er, da jeg var klar til at få børn, er det rigtigt. Og hvis jeg siger, at tiden løb fra mig og biologien snød mig, er det også rigtigt. Kvinderne i min familie har alle fået børn efter de var fyldt 40, min mor, mormor og moster. Jeg er 37 år. Men helt ærligt, det ER jo sent, det er længe at vente lige meget hvorfor.

Skohornet
På Göteborgs Kvinnoklinik bliver jeg undersøgt af en venlig mandlig læge, der er ok forstående overfor mit vilde traume med gynækologiske undersøgelser. Min egen tålmodige læge hjemme har flere gange måtte opgive at tage en podning for livmoderhalskræft på mig, da jeg kneb så meget sammen at hun ikke kunne få depressoren, også kaldet skohornet, ud igen. Traumet sidder i kroppen, jeg kan ikke styre det. Det stammer fra den første gynækologiske undersøgelse, jeg fik, hvor en sindssygt ufølsom ældre mandlig læge jagede samme skohorn op uden advarsel.

En ensom undersøgelse
Jeg har lovet mig selv sushi i Trädgårdsföreningen ved Centralstationen og svensk kanelsnegl til togturen hjem, hvis jeg klarer undersøgelsen. Det gør jeg. Jeg klarer det med hjælp fra den tålmodige svenske fertilitetslæge, jeg har dog en mat fornemmelse i kroppen, da jeg tidligt på aftenen træder ind ad min hoveddør. Det kan være uvisheden om udfaldet på prøverne, som lægen har lovet mig en samlet konklusion på i starten af næste uge. Men det er ikke det, der nager mig nu, det er noget andet. Det er følelsen af ensomhed over at gøre det alene, der sidder i mig, trods sushi og kanelsnegl narrer jeg ikke mig selv. Jeg er ked af at min kæreste ikke er klar til at få børn med mig, og at jeg derfor står overfor et svært valg.

Opkaldet fra Sverige
Beskeden kommer et par dage senere. Min AMH er lav. Den svenske læge siger i telefonen, at min ægreserve er for lav til at få frosset æg ned på deres klinik. Lægens råd til mig er, at hvis jeg gerne vil have børn, så skal jeg gå i gang med det samme med at prøve at blive gravid. Som i nu, inden det fysisk ikke kan lade sig gøre mere, fordi der ikke er flere æg at befrugte. Så hvad gør jeg, når mit største ønske er at få børn? Hvad gør jeg, når det skal være NU?

Hilsen Babydrømme