Idéen om at blive solomor startede, da jeg studerede og mødte to solomødre. De første tanker startede selvfølgelig ved det praktiske; hvordan foregår det egentlig at blive gravid som enlig. Nemt nok, det kunne Google hjælpe med at svare på. Dernæst kom så alle overvejelserne.

Hvad indebærer det at være solomor? Hvad med søvn/mangel på samme, kan jeg klare det? Hvordan med økonomien, kan jeg forsørge et barn? Hvordan ser mit netværk ud og hvad siger de til at være en del af det? Hvad hvis jeg bliver gravid med tvillinger? Hvad med boligsituation? Hvad koster det at blive mor? Hvilke konsekvenser har det for mit barn ikke at have en far? Valg af donor? Hvad med en fremtidig mand, når jeg har et barn?

Som solomor vil jeg naturligvis stå med ansvaret selv, og det har jeg det virkelig godt med, for så er det mig, der bestemmer og jeg skal ikke diskutere opdragelse med nogen. Sparring kan man altid få et eller andet sted. Økonomisk er det heller ikke urealistisk.

Jeg møder nok ikke manden i mit liv, imens jeg er i behandling (om end der er virkelig meget tissemand i at være i fertilitetsbehandling som single. Jøsses, hvor er der dog mange, der lige kan ordne det for én. Klart du kan. Det bliver et nej tak herfra!) Anyways… Skulle jeg møde ham efterfølgende, så vil han have dén fordel, at der ikke er andre, der udfylder en faderrolle for mit barn, så han kan få et helt særligt forhold til mit barn, som han ikke skal dele med andre, og i princippet kan han slippe for alt det sure, da det jo er mit barn. What’s not to like.

Der er altså ikke rigtig nogle bekymringer so far.

Jeg er så heldig at have et netværk, der fra start har respekteret mit valg. Jeg tror måske, min mor lige skulle vænne sig til tanken, men som hun sagde, så er hun egentlig ret ligeglad med, hvordan hun bliver mormor, bare hun bliver det.

Jeg ved ikke, om det handler om min person, at mine nære nok ved, jeg ikke er typen, der tager uovervejede valg, så der har måske ikke været brug for at sætte kritiske spørgsmålstegn ved, om jeg nu også var sikker. I hvertfald har de været åbne og nysgerrige, og det har været altafgørende for at komme hel igennem forløbet indtil nu. Det er ikke for sarte sjæle, og måske slet ikke som enlig, men mere om det en anden gang.

Efter endt studie bestilte jeg tid ved min læge, og det gik overhovedet ikke som forventet! Det tog max 5 minutter, så var der sendt en henvisning til fertilitetsklinikken. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men jeg havde i hvertfald ikke regnet med, at det var nok at fortælle om idéen og at ”jeg er pædagog” var svar nok til at blive ”godkendt”. Hun spurgte nok også til andre ting, men primært bare overordnet fakta. Og det var så det…

Jeg havde ellers forberedt den helt store forsvarstale, for nu havde jeg jo tænkt nøje over det i et par år. Jeg havde også præsenteret idéen for mine nærmeste, som selvfølgelig havde en hel del flere spørgsmål end lægen, og derfra var jeg jo forberedt. Så det var en virkelig tam fornemmelse at gå fra lægen uden at få afløb for alle mine tanker og overvejelser.

Men selvom min søde læge var ret så ligeglad, så kommer her alligevel de (for mig) vigtigste overvejelser, hvis nogen leger med tanken, som jeg engang gjorde og mangler lidt inspiration. Og ellers bare til de nysgerrige – for ud skal det, når nu min søde læge var kold i *øven:

• Har jeg karaktér nok til at bære ansvaret alene på godt og ondt og til at tage kampene, der unægtelig kommer? Hvilken forælder vil jeg i det hele taget være og er jeg i stand til at være det alene? Er jeg i stand til at være forælder for to og skal jeg overhovedet være det?
• Kan min økonomi bære, at jeg er solomor og alene med et barn? For man skal jo ikke sætte børn i verden, hvis ikke man har råd til at forsørge dem og tage sig godt af dem.
• Har jeg et netværk, jeg kan trække på, hvis jeg får brug for støtte og en hjælpende hånd, og hvordan ser det netværk ud, både i processen op til graviditet og efter fødsel (ikke alle måske’erne og her og nu’erne, kun de permanente, som man ved med 100% sikkerhed vil være der).
• Hvad byder jeg mit barn, når jeg vælger at være solomor og hvilke krav stiller det til vores netværk, at der ikke er en far?
• Hvilken type donor: åben, kendt eller anonym donor og hvilke krav har jeg til donor?
• Hvad vil jeg fortælle mit barn, når det spørger?

God fornøjelse og på gensyn!

– solomorikakkelovnen