Bør jeg skamme mig?

af | marts 24, 2019 | 3 Kommentarer

Skam er en af de mange følelser, som jeg er kommet i kontakt med undervejs i min fertilitetsproces og efter jeg indså at jeg var uforklarlig barnløs. Når mine veninder, kollegaer og bekendte blev gravide havde jeg svært ved at være glad på deres vegne. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg vidste, at jeg burde unde dem det, men det var sååå svært for mig. For deres billeder af deres store maver, deres facebook annonceringer mm var som en kniv i hjertet på mig. Jeg følte mig helt alene, jeg følte mig snydt og jeg følte at verden var uretfærdig, hvorfor dem men ikke mig? Sorgen som fyldte mit hjerte over ikke at være i nærheden af den drøm, på trods af, at vi var begyndt længe før dem, blandede sig med skammen, og stemmen, der sagde – du skal bare være glad og være “den gode veninde”. Heldigvis valgte jeg helt fra starten at være ærlig omkring min to-sidet følelser, og min veninder har været intet mindre end forstående.
Igen kom jeg i kontakt med skammen da jeg først startede min IG profil. Jeg tjekkede nemlig dem, der ønskede at følge mig. Jeg kiggede bevidst på om de var i samme båd (barnløse). Jeg skammer mig ved at skrive, at jeg derfor i starten bevidst fravalgte dem, der var gravide og overvejede at unfollow dem, der blev det. Vi var nemlig ikke længere i samme båd. Vi havde ikke smerten, længslen, de knuste drømme og håbet tilfælles. Og jeg blev igen ramt af følelsen af uretfærdighed. Det gjorde så ondt. Igen blev jeg mindet om, at de havde det jeg ikke havde og var langt fra at få. Jeg havde ikke lyst til at følge deres lykke. Men jeg blev bevidst omkring, at det var en illusion at jeg kunne holde smerten og sorgen væk ved at undgå at forhold mig til den, for jeg lever med den konstant. Jeg tænkte derfor at der var en mulighed for læring her. Jeg valgte at face det og samtidig at fokusere på håbet og de mirakelhistorier som følgerne var beviset på. For hvis de kunne hvorfor skal vi så ikke kunne?
Jeg bliver stadig ramt at sorg når jeg ser andre blive gravide, og også skammen over at jeg stadig har svært ved at unde andre den lykke som jeg kæmper så meget for også at opnå. Jeg takler den ved at italesætte den, og forsøge at være ærlig, også omkring det der er skamfuldt. Hvad tænker i? Er jeg den eneste der har det sådan? Bør jeg skamme mig eller er det menneskeligt?

3 Kommentarer

  1. Mette

    Tak for at italesætte det.

    For et par år siden skrev min veninde juleaften, at hun bar gravid. Eller hun skrev det ikke…. Hun sendte et “in-your-face” scanningsbillede.
    Da jeg modtog billedet lagde jeg allerede i min seng og sov. Det var min tredje jul som barnløs, og smerten var svær at rumme.

    Det føltes som et dødsstød da jeg åbnede det billede. Jeg skrev i smerte og frustration et indlæg for at få ordene ud, postede det online, tog et par dybe indåndinger og kig ud til juletræet.
    Dagen efter var der over halvtreds kommentarer “du burde skamme dig” “du skal være glad på hendes vegne” “du er bare misundelig” “du skal vist arbejde lidt med dig selv”.
    Aldrig er jeg blevet mødt med så lidt forståelse, og siden har jeg aldrig nævnt det højt. Skammen. Smerten. Vreden. Fordi det var så forbudte følelser i andres øjne.

    Med tiden lærte jeg at vælge forums med omhu, for man er nødt til at kunne tale om det.

    I forhold til de som bliver gravide efter kampen… heriblandt mig selv.. så forsvinder
    smerten, længslen, de knuste drømme bare fordi man står med en positiv test. Man vil fortsat være barnløs, selvom man er blevet gravid. Arrene forsvinder ikke ikke ved et trylleslag, og jeg har stadig behov for at følge andre for at få bearbejdet dén sorg der stadig sidder i mig.
    Måske bliver det bedre når jeg har ham i armene, men indtil da….

    Svar
  2. Lene

    Hej Mette. Først og fremmest tak fordi du tog dig tid til at svare på min indlæg og ikke mindst dele dine erfaringer. Da vi startede projekt-baby gik der ikke længe før jeg måtte begrænse min tid på facebook og Instagram- for den boonede med graviditeter og babyer. Jeg endte med at måtte melde mig fra forskellige arrangementer og fjerne mig fra diverse Snapchatsgrupper, hvor mine veninder delte på livet løs og viste- livet med børn. Det gjorde for ondt. Så jeg sagde stop. Nogen tog det pænt og andre tog det mildest talt ilde op blev vred og skældte mig ud. Jeg snakkede sågar ikke med dem i 6 måneder. Noget jeg har lært i denne proces er vigtigtigheden af at dele. Ingen følelser er forkerte eller ikke mine eller dine, husk det. Er ked af, at du fik alle de grimme kommentarer- men det er svært for folk at forstå hvis ikke man selv har været igennem det. Rationelt ved jeg godt, at man stadig er barnløs trods positiv graviditet, mave etc, jeg tror bare maven – bliver for mit vedkommende et kuglestød fordi den symboliserer, det jeg ikke har og måske aldrig får.

    Svar
  3. Anne

    Du skal ikke skamme dig. Jeg forstår dig så godt. Du beskriver flere år af mit liv. Det er helt naturlige følelser.

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest