Min mand har en søn fra et tidligere forhold. Da vi lærte hinanden at kende, var sønnen lige blevet 4 år. Min mand havde på det tidspunkt sønnen hver anden weekenden. Det fungerede rigtig godt, og der var et godt samarbejde med ekskonen. Min mand og jeg vælger at købe hus, hvor der er plads til hans søn og vores kommende børn. Vi nyder, at have sønnen hver anden weekend og i ferierne. Meget naturligt, så går sønnen altid til sin far, og sjældent til mig. Man har som bonusmor mange tanker og følelser i spil. ”Vil sønnen nogen siden kunne bruge mig”, ”hvor meget skal jeg opdrage”, ”vil jeg altid komme i anden række”, ”hvad tænker ekskonen om mig” og ”bliver jeg en god mor engang”? Min mand og jeg er heldigvis gode til at snakke om tingende, og vi fandt hurtigt en vej igennem det hele.

Når man har et barn hver anden weekend, gør det også noget ved ens lyst til at få fællesbørn, som man kan have hele tiden. Der gik heller ikke lang tid inden, vi blev enige om, at forsøge at få børn sammen. Vi snakkede om, at det også ville være en god alder, for min mands søn at blive storebror.  Men som I ved, er det ikke gået så nemt for os, at få et fællesbarn. Her har min mands søn, heldigvis kunne udfylde et tomrum hos mig. Vi ”har et barn” som vi holder jul med, holder fødselsdag for og som er hos os. Men alligevel er det ikke det samme. Jeg vil aldrig nogen siden blive hans rigtige mor.

Fra hver anden weekend til hverdag
For et års tid siden begyndte det, at gå knap så godt for min mands søn. Vi begyndte at se nogle problemer (som jeg ikke vil uddybe her). Det endte med, at min mands søn flyttede op til os i sensommeren. Lige pludseligt havde vi et barn på fuld tid, og det betød en helt ny hverdag. Nu skulle jeg være fuldtids bonusmor med lektier, madpakker, hente fra skole og sengetider. Det betød også at i vores fertilitetsbehandling, skulle vi lige pludseligt have passet ind med, at vi skulle hente et barn i skole osv. Men det betød også for mig, at jeg kunne tage det lidt mere med ro, at vi endnu ikke selv havde fået et barn. Der var masser af tid og kærlighed til min mands søn, og han var med til at fylde mit tomrum. Mit tomrum om ikke selv at have et barn, og den kærlighed man får den vej. Men samtidig kommer man til at tænke på, ”vil der blive forskel på børnene, når jeg får et biologisk”, ”vil de kunne acceptere hinanden” og ”hvordan vil ens følelser være i forhold bonusbarn og biologiskbarn”?

Jeg har endnu ikke svarene på de sidste spørgsmål, da jeg endnu ikke har fået mit eget biologisk barn. Men jeg er optimistisk og glad i min hverdag. Min mands søn bliver en fantastisk storebror en dag, og de vil få så meget glæde af hinanden i hverdagen. Min mand er en fantastisk far, og han har så meget kærlighed at give til flere børn. Jeg selv er mere end sikker på, at jeg er klar til hverdagen med børn. Så kære lille fællesbaby, du må meget gerne komme nu – vi er alle klar til dig.