Kære Annette……

Som jeg har skrevet om i mit indlæg: ”Angst…… og følger derfra – del 1”, fik vi tilbage i marts 2014, den værst tænkelige besked under første scanning af Malte i uge 7. Jeg stiftede for første gang bekendtskab med angst på alle tænkelige måder, og langsomt sneg den sig ind under huden på mig. Igennem mine samtaler hos psykoterapeuten fik jeg til opgave, at skrive et brev til den overlæge der gav os beskeden, og på den måde fortælle hende, hvad lige netop hendes ord havde gjort ved mig.

Brevet er skrevet tilbage i maj 2015, da Malte var 7 måneder gammel.

“Kære Annette.

Jeg ved ikke om du kan huske mig, (det tror jeg du kan).
Mit navn er Mia Jensen, CPR, xxxxxxxx
Jeg var indlagt i februar 2014 grundet overstimulation, der lykkeligvis endte med en graviditet. Du så til mig hver dag jeg var indlagt, og jeg må sige at jeg var så glad for, at du var “min” læge. Du var altid glad og smilende, og trods mine mange smerter, kunne du altid få mig til at se positivt på situationen.

Den 7. marts 2014, gik det derimod ikke helt som forventet.
Du havde indvilliget i at scanne mig i uge 7, og min mand og jeg var SÅ spændte, glade, fulde af forhåbning og samtidig død nervøse.
Hvad skulle vi mon se på denne scanning?, osv osv.
Du scannede mig, og blev herefter helt helt stille……. Jeg husker at du ingenting sagde, og vi afventede dig. Det føltes som en evighed, da du med fjern stemme ud i det blå siger:
” Jeg må være ærlig og sige, at det her ikke ligner en almindelig graviditet, fosteret er alt for lille, en hel uge for lille, – jeg har set det her mange gange før, det vil med meget stor sandsynlighed gå til. Jeg ved godt jeg siger det meget ligeud, men sådan er jeg”!

TAK fordi du som menneske er ærlig, men denne dag måske for ærlig.
Her slukkede du fuldt og aldeles lyset og forhåbningerne om fremtiden for os”
4 års kamp for dette lille menneske, hvis hjerte der på scanningen slog! Det SLOG!

Vi har efterfølgende fået af vide på Rigshospitalet, at det kan være afsindig svært at måle CRL på sådan en lille størrelse, samt at nogle fostre er betegnes som “langsomme startere”
Hvorfor informerede du os ikke om dette?!

Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, men jeg har et ekstremt stort behov for at fortælle dig, at vi i dag er forældre til den dejligste dreng på 7 måneder. En dreng som du havde “dømt ude”. En vrede spreder sig i mig når jeg skriver dette, men noget fornuft siger mig også, at du måske må have haft en mindre god dag, og at du derfor ikke opvejede dine ord. Jeg vil blot fortælle, at jeg hele min graviditet og efterfølgende (stadigvæk) har udviklet angst. I graviditeten var jeg konstant bange for, hvordan næste scanning skulle gå, ville han være i live eller gået til, som du så klart havde udtrykt.
Nu drejer det sig om, at jeg meget ofte (ALT FOR OFTE) har bekymringer for om mit barn er okay. Det har taget overhånd, tangerer næsten til det sygelige.
Annette: ”Jeg tror ikke du har gjort dette bevidst, men denne dag i marts forandredes mit og min mands liv sig, samt vores syn på tilværelsen.

Jeg håber du til en anden gang og til andre par, vil have dette i baghovedet og tænke over hvordan du formulerer dig. Vil ikke ønske andre i samme sted!

Ha’ det godt.

Mange hilsner fra
Mia Jensen”

Brevet blev aldrig sendt, men det hjalp mig i den grad at få sat ord på vores situation.

Jeg har op til flere gange mødt lægen på sygehuset, hvor hun har smilet meget sødt….

OBS: lægen er ikke ansat på sygehuset mere, og fremgår ikke med efternavn af hensyn til hendes identitet.

Tak fordi I læste med.

Kærlig hilsen,

Mia