But why?..

Blog opslag

Skrevet af Ditte Marie

23 aug, 2018

Det er 2 år siden, vi begyndte vores baby “eventyr”. Lige efter vores bryllup i 2016. Jeg smed p-pillerne og havde 2 regelmæssige blødninger. Dernæst havde jeg cyklusser på hhv. 14 og 95 dage. Derefter kom der ingen blødning i mere end 100 dage og sådan ser min virkelighed ud nu. Jeg fik konstateret PCOS i 2017 og kunne genkende stort set alle symptomerne. Uren hud, humørsvingninger, mærkelige spisevaner, forhøjet sukkertrang, ikke at kunne tabe sig – uanset hvor meget man forsøger, at tabe en hel masse hår, hver gang børsten kom i det, at være træt hele tiden, uregelmæssige eller slet ingen menstruationer, lidt ekstra hår på maveskindet (heldigvis ikke meget!) og aaaalt det der. Lægen tog en blodprøve og kunne smide endnu et symptom i; forhøjet mandligt kønshormon.

Så vi blev henvist til fertilitetsbehandling og jeg startede på metforming og smed 6kg. “Fedt!” tænkte vi, nu sker der endeligt noget. Ved første scanning talte de 35 blærer og næste gang hed det 45. En enkelt sygeplejerske udbrød da også – ugennemtænkt, men helt okay – et “wauw. hold da op!”, da hun så scanningsbilledet af mine æggestokke. Men det slog os ikke ud. Vi var klar til at blive gravide og tænkte, at det klarer vi da i et snuptag. Fyldt med energi og gåpåmod gik vi igang med metformin, menupur, kosttilskud og en ansøgning om paragraf 56 til kommunen… vi var så klar!
Ved første iui-h forsøg mødte vi op til med store forventninger og en hel del håb. Jeg havde et enkelt æg på 20mm og min mand lavede en formidabel aflevering med et tal, der hed 17mio. – helt fantastisk! 4 dage før testdag fik jeg kraftige smerter i maven og en voldsom blødning. Jeg havde aldrig oplevet mavesmerter lignende dette og testen viste sig selvfølgelig negativ. Nå, op på hesten igen. 2. gang er lykkens gang med de tal, min mand kunne levere. Andet iui-h førsøg. Jeg havde to æg. Et på 13mm og et på 15mm – jeg tænkte selv, at det ikke var helt nok, men de gav det en ekstra dag og var positive. Jeg skulle bekræfte over for dem, at det var okay, at der var mulighed for tvillinger. Intet problem, tænkte jeg. I vores situation, siger man dælme ikke nej, fordi, der kan komme to vidunderlige skabninger ud af det. Vi fortsætter. Min mand afleverede denne gang endnu bedre end sidst – 22mio.! Det var så fantastisk at høre dem sige tallet højt. Vi tænkte begge to “Sådan! Det kan ikke gå galt – 2 æg og 22mio. svømmere!”. Vi var optimistiske og jeg fik brystspændinger, endnu mere uren hud end PCOS’en i forvejen giver og humørsvinginger… men sådan skulle det ikke blive ved med at være…
2 dage før testdag kom det så… det der, som ingen gider se, når de er blevet insemineret. Mensen. Det kom til mig midt på dagen, på jobbet og en halv time før et møde med min chef. Jeg sad på toilettet og kiggede på papiret et stykke tid. Tårene begyndte at trille og min reaktion var meget større end jeg selv havde forventet. Det var ulideligt. Og så midt på arbejdet – det var ikke fair! Jeg forsøgte at gå ud til min plads i det åbne kontorlandskab med smilet på og forsøgte at ignorere det. Men uden held – tårene kom tilbage. For hvorfor sker der intet, når min mand laver SÅ gode afleveringer. Hvad er det, i min krop, der gør, at ikke engang dét virker?! Jeg havde sådan brug for en forklaring og så kom der lyd på tårene. Jeg måtte tale med en kollega. For heldigvis har jeg vidunderlige kollegaer, der ikke er bange for at snakke om de svære ting. For det er det, vi gør til hverdag. Vi blev enige om, at jeg skulle tage resten af dagen fri og køre hjem, og pleje mig selv. Så det gjorde jeg.
Da lå jeg så der, i min seng. Manden sov og vi havde både krammet, nusset og snerret af hinanden den dag, fordi det er så ubeskriveligt svært det her og det er så svært at sætte ord på, hvad det gør ved os begge. Det er så uretfærdigt. Vi er midt i tyverne, har en helt almindelig livstil uden for meget alkohol og ingen rygning, vi har fast arbejde og et lækkert hus på landet. Det er så uretfærdigt. Andre bliver gravide ved en fejl på en date eller er ikke i stand til, at tage sig af deres børn. Og vi, som er så klar og håbefulde, får slet ingenting. Det er så uretfærdigt. Og det så svært at være den, der fejler noget. Den ene af de to, hvis krop bare ikke vil være med!
Nu har vi taget en sommer uden iui, fordi klinikken holdt ferielukket og har bare krydset for, at der var plads til os på behandlingslisten. Til 3. forsøg – som jeg næsten ikke tør håbe på, giver bid. Men samtidigt tør jeg ikke tænkte på min og vores reaktion, hvis der ikke er bid.
Og der var plads! Nu tager vi tre uger som “Hormonella” med menopur indsprøjtninger igen.

Næste station: ‘3. forsøg’

1 Kommentar

  1. Malene

    Har der været snak om at give dig progesteron efter insemination? Nu hvor dine blødninger kommer for tidligt hver gang?
    Hvor langt er du i forløbet nu?

    Jeg oplevede ca det samme i første cyklus på hormoner, så får progesteron denne gang. Starter i morgen.

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!