Igennem vores forløb, er det som om, at alt hvad der nærmest kunne udfordre os, så sandelig også har udfordret os. Min krop kommer ligesom hele tiden med et eller andet, som sætter processen lidt på stand-by.

-Vi stod ved en milepæl, hvor vi skulle afslutte vores forløb på klinikken, for at blive henvist til det offentlige. Den vente tid piner mig,
(JA jeg er virkelig dårlig til vente tid) men vente tiden kunne vi ikke gøre noget ved. Måske vi så kunne få en lille pause, fra alt det her ræs.

Men så let skulle det altså heller ikke være denne gang.
vi fik taget blodprøver og de skulle lave celle skrab på mig, hvilket overhovedet ikke bekymrede mig, for det har jeg jo prøvet før og det plejer at se helt fint ud. Den her gang var anderledes, for lige pludselig får jeg svar på mine prøver som viser, at der muligvis kan være celleforandringer, derfor skal de tage nogle flere prøver.
Jeg er meget frustreret i alt det her, tårerne står ud af øjnene på mig og mine tanker stikker helt af.
Google min værste fjende tyer jeg selvfølgelig til, jeg læser og læser. Pludselig er jeg altså derude hvor jeg tror, at jeg er alvorligt syg og nu tager de sikkert min livmoder, så er vi altså helt på røven!
Hvad nu med det barn, vi så gerne vil have ?! Men jeg skal igen vente svar, på de nye prøver, men med tiden får jeg ligesom overbevist mig selv om, at så slemt er det nok ikke og det er sikkert ikke noget.
Da svar dagen kommer, får jeg det svar jeg bare overhovedet ikke ville høre!
Jeg har celleforandringer, jeg skal derfor have fortaget et kegle snit.
-Se nu er jeg faktisk rigtig bange!
Hvorfor jeg er det, kan jeg faktisk ikke rigtig svare på. Der er jo masser af kvinder, der har haft celleforandringer og får lavet kegle snit. Lad mig lige være bund ærlig..
Jeg er endnu engang møg hamrende skide sur, men jeg er også virkelig ked af det skulle ske for mig!
Hvorfor er det at min krop bare ikke vil samarbejde, bare lidt?
Alt det her betyder, at behandling endnu engang vil blive udskudt.
Det er helt  vildt frustrerende.!
Hvorfor går det ikke bare, som vi gerne vil det?!

I de her dage er jeg træt af min krop, ja faktisk træt af hele det her forløb.
Idag er en af de dage hvor jeg graver med ned under dynen og håber på alt er forsvundet når jeg kommer frem igen .❤