Efter en hel uge med dræn, og 3 liter aftappet væske dagligt, var lægerne nød til at gøre noget andet. Jeg fik noget medicin i mit drop som gjorde, at væsken bedre kunne binde sig til blodet. Denne medicin fik jeg i to dage, og så begyndte lægerne at snakke om, at de ville forsøge, at fjerne mit dræn. Jeg dannede godt nok stadig væske, men det var i et langsommere tempo end før. Produktionen af ny væske, ville heller ikke stoppe, hvis den hele tiden blev fjernet. Det var godt nok nervepirrende. Risikoen ved at fjerne drænet var, hvis det blev taget ud for tidligt, kunne man risikere, at man skulle have lagt et på ny.

Det blev heldigvis ikke nødvendigt, da den væske jeg tog på i løbet af en dag, forsvandt igen over natten. Efter 14 dage med indlæggelse, blev jeg endelig udskrevet.

5 af dagene i min indlæggelse var Corona’en brudt ud, hvorfor jeg ikke måtte få besøg af nogen. Heller ikke engang min M, som ellers havde været der hver dag. Det var mærkeligt. Jeg var der jo fordi, at det var en del af VORES forløb. Det var noget vi var igennem sammen. Det var godt nok trist, og så var jeg også nød til, at gå tilbage til den kedelige Hospitals mad.

Det gjorde udskrivelsen endnu mere lettende. Skønt at se vejen, naturen og dufte den friske luft. Mine arme og lår var fuldstændig misfarvet, af farver som sort, blå, gul og rød, efter de mange stik fra blodprøver, drop og blodfortyndende medicin. Mine blodåre var helt ødelagte, af al den væske jeg skulle have under indlæggelsen. Flere gange måtte jeg få lagt droppet om, fordi det lige så stille gled ud eller satte sig forkert, så væsken lagde sig under huden, i stedet for det kom i blodet. Jeg var stukket alle steder og var så glad for, at jeg nåede at komme hjem, inden de skulle finde drop muligheder i mine fødder og ben.

Jeg var træt, knækket, ked og gravid. Jeg fik på sygehuset en baby nusseklud af min søster. Mega sødt, men tog imod den med blandede følelser. Det var så tidligt i graviditeten, at der kunne nå, at ske tusind ting og med min tilstand, så troede jeg ikke på, at det ville lykkes. Hvis ægget skulle gå til, så forstod jeg det hvert fald godt. M skulle passe sit arbejde på trods af Corona, så jeg tog hjem til min mor i Jylland, i næsten en uge, i Corona lockdown karantæne. Havde brug for, at have hende omkring mig og være sammen med nogen 24/7.

Læs mere om graviditeten, i næste blogindlæg…