Del 1

Dette blogopslags første del handler i mindre grad om selve fertilitetsbehandlingen, og meget mere om alt andet, der sker mens man venter. Mit forrige blogopslag sluttede med, at corona virus lukkede samfundet ned, inklusiv fertilitetsklinikken. I min desperation over situationen, forsøgte jeg med et opkald til fertilitetsklinikken. Jeg havde et spinkelt håb om, at de godt kunne se det uretfærdige i situationen og af den årsag ville lade os få lov, trodsalt. Det skete naturligvis ikke, og sygeplejersken opfodrede mig, mens jeg var opløst i gråd, at opsøge det private, hvis vi havde penge. ”De har stadig åben for behandling”, meddelte hun koldt og kontant. Jeg følte mig alt andet end godt behandlet efter den kommentar. Mon ikke vi havde taget den vej, hvis økonomien tillod det?! Jeg oplevede det som endnu en mavepuster, endnu en ting, jeg kunne slå mig selv i hovedet med. Hvis bare jeg havde haft penge, hvis bare vi ikke havde været ude at rejse, hvis bare jeg ikke var så gammel, hvis bare jeg ikke havde for lavt stofskifte.

Detaljen om lavt stofskifte udelod jeg i forrige blogopslag. Jeg har for lavt stofskifte, og var reguleret til anbefalet niveau ved fertilitetsbehandling hos en privatpraktiserende endokrinolog tilbage i efteråret 2018. Jeg blev herefter fulgt hos egen læge, som ikke forstod, at stofskiftet IKKE er velbehandlet i forbindelse med fertilitetsbehandling, når det ligger på 4! Jeg kontaktede derfor fertilitetsklinikken i januar 2020, mens vi alligevel ventede på, at de 3 måneders karantæne var overstået (zika virus), og spurgte om det ikke var en idé med en blodprøve, så vi kunne sikre, at min krop var klar i dét henseende, når det langt om længe blev marts. De var enige og jeg fik taget en blodprøve allerede morgenen efter med et nedslående resultat; mit TSH lå på 4,9 og klinikken krævede et TSH under 2,5 før de ville starte en behandling op. Jeg blev derfor henvist til endokrinologisk afdeling på Herlev hospital med henblik på regulering. Min medicindosis blev øget, og herefter mere ventetid. Helt nøjagtigt 4 uger før en blodprøve ville vise om jeg var klar til fertilitetsbehandling. Måneden sneglede sig afsted og endelig kom dagen; blodprøveresultatet var positivt, da mit TSH igen var under 2,5. Alt var godt og der var kun få uger til vi kunne starte, troede jeg….

I ugerne efter, at fertilitetsklinikken blev lukket ned besøgte jeg klinikkens hjemmeside dagligt for opdatering om opstart på behandlinger igen. Som tiden gik, begyndte klinikken lige så stille at lukke op for behandling. Jeg havde ellers tænkt, og forberedt mig selv på, at vi først ville komme i gang igen efter sommerferien. Det var i hvert fald det jeg sagde højt til Andreas. I virkeligheden nok mere en forsvarsmekanisme, så jeg ikke ville blive alt for skuffet, når jeg endnu engang måtte konstatere, at det heller ikke var den pågældende uge, at vi fik lov at starte. Ventetiden var uudholdelig!

Når der sker noget voldsomt i mit liv, så som et mislykket forhold eller f.eks. en fertilitetsbehandling, der bliver revet væk for næsen af mig, så sætter jeg altid et nyt mål op for mig selv. Noget at stræbe efter, noget der kan fjerne tankerne fra det, der gør ondt. Noget, der kan give mig et bevis på, at jeg ER god nok, at jeg KAN udrette noget. Det gjorde jeg også denne gang. Jeg satte mig et mål om, at jeg skulle løbe 5km igen. Jeg havde, på det tidspunkt, ikke løbet i 5 år. Jeg fik i 2015 konstateret hoftedysplasi og blev i den forbindelse frarådet at løbe. Jeg skulle først træne en masse styrke og stabilitet under kyndig vejledning hos en dygtig fysioterapeut. Som anbefalet, så gjort. Da corona også lukkede ned for mine højt elskede spinninghold, blev løb altså mit nye mål. Mit bevis for, at jeg kunne opnå noget, jeg havde sat mig for. Samtidigt min måde, at få tankerne hen på noget andet end mere ventetid før, jeg måske en dag får lov at stå med den dejligste guldklump i mine arme.  Jeg begyndte derfor at følge et løbeprogram, der på 12 uger skulle gøre mig i stand til at løbe 5 km. Det gav mig præcis, hvad jeg havde brug for – et andet fokus, glæde og tilfredsstillelse, når jeg var igennem endnu en uge af løbeprogrammet. Helt særlig var dagen, hvor jeg løb 5 km for første gang i 5 år. Jeg KUNNE noget!

I mellem tiden havde Andreas og jeg, der på det tidspunkt boede på 38 kvm, fået tilbud om en ny lejlighed. Vi ville få dobbelt så meget plads, så vi sagde ja tak og glædede os til 15. maj, hvor vi kunne overtage vores nye lejlighed. Det gav også noget andet at tænke på, så løb og praktikken omkring flytningen fik tiden til at gå lidt hurtigere. En dag i april, hvor jeg gik ind på klinikkens hjemmeside, hvilket jeg gjorde dagligt, var der pludselig åbnet op for os; par under 38 år, der skulle starte ny IVF behandling, kunne endelig tilmelde sig!

Glæd dig til del 2.