Før vi begyndte i fertilitetsbehandling, havde jeg mange tanker omkring, hvordan det ville blive. Det viste sig, at jeg tog fejl. Forløbet er slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Det er langt hårdere. Jeg tror, at den følelse, der har overrasket mig mest, er den dårlige samvittighed. Jeg har dårlig samvittighed på så mange planer.

Jeg har dårlig samvittighed, når jeg tænker på mine kollegaer. Jeg er ofte nødsaget til at tage af sted til behandling i min arbejdstid, og jeg gør det, velvidende at mine kollegaer må løbe det hurtigere, mens jeg er væk. Jeg er ofte træt, uoplagt og initiativløs, og det er slet ikke den kollega, jeg ønsker at være. Det er ikke den kollega, jeg plejer at være. Det giver mig dårlig samvittighed, for jeg føler, jeg svigter. Både selve den profession, jeg har uddannet mig indenfor, men også de mennesker, jeg arbejder sammen med fem dage om ugen. De mennesker, der spørger ind, bekymrer sig for mig, tænker på mig. De mennesker, der græder med mig, når jeg bliver ringet op med negativt blodprøvesvar midt i arbejdstiden. De mennesker, der giver mig så meget, som jeg ikke kan gengælde. Ikke lige nu, i hvert fald.

Jeg har dårlig samvittighed, når det gælder min familie. Nogle gange rækker overskuddet nærmest ikke engang til et telefonopkald. Når min mor ringer, kan jeg høre mig selv kun svare ja og nej. Jeg uddyber ikke, jeg spørger ikke igen. Og jeg kan høre tristheden i hendes stemme, når hun undskylder forstyrrelsen og lægger på. Og bagefter kan jeg ikke holde tårerne tilbage af bare dårlig samvittighed. Det er mine forældre, de elsker mig ubetinget, og de vil gøre alt for mig. Og så har jeg ikke engang overskud til et telefonopkald. Hvad er jeg for et menneske?

Jeg har dårlig samvittighed over for min gravide veninde. Hun kæmper for ikke at tale om graviditeten, når vi er sammen. Hun kæmper for at undertrykke behovet for at ae sin store mave. Vi plejede at kunne dele alt. Og nu kan vi ikke dele det største, der nogensinde er sket i hendes liv. På grund af mig. På grund af min altoverskyggende følelse af uretfærdighed. Det gør så vanvittig ondt at se hende lægge bånd på sig selv for min skyld. Fordi jeg ikke bare kan tage mig sammen og lægge mine følelser lidt til side.

Jeg har dårlig samvittighed over for den veninde, der også kæmper for at blive gravid. Jeg kan mærke, at min mave snører sig sammen, når hun nærmer sig emnet i vores samtaler. Jeg bliver rædselsslagen for, at hun skal til at fortælle mig, at hun er blevet gravid. Og jeg føler en lille lettelse, når hun fortæller mig det modsatte. Alt dette til trods for, at jeg inderst inde ønsker hende det bedste og kun ønsker at se hende lykkelig. Og jeg ved, at den ufrivillige barnløshed gør en alt andet end lykkelig. Men jeg har en enorm frygt for at blive overhalet indenom endnu engang. At se endnu en mave tæt på mig vokse. En mave, som ikke er min. Og det skammer jeg mig helt forfærdeligt meget over.

Jeg har ekstrem dårlig samvittighed, når det gælder min kæreste. Min dejlige kæreste, som ville flytte hele verden for mig, hvis jeg bad om det. Jeg er en dårlig kæreste for tiden, og jeg er fuldt ud bevidst om det. Jeg stiller urimelige krav, jeg er træt, og jeg bliver irriteret over de mindste ting. Det gør ondt at se ham gå rundt på listetæer herhjemme, fordi han aldrig ved, hvordan mit humør er, når jeg er pumpet op på hormoner. Og det gør forfærdelig ondt at se ham føle sig hjælpeløs. For selvom han holder om mig og fortæller mig, at det hele nok skal gå, så tager det kun toppen af min sorg. Jeg har dårlig samvittighed, når vi får besked om en negativ blodprøve. For har jeg gjort noget forkert denne gang? Kunne jeg have gjort mere? Spist anderledes, tænkt anderledes. Bevæget mig mere, bevæget mig mindre. Kunne min krop have gjort ham til far, hvis jeg havde gjort noget anderledes? For hvis der er noget, jeg ønsker lige så meget som at blive mor, så er det at gøre min kæreste til far. Han bliver den bedste af slagsen.

Jeg er fyldt op af dårlig samvittighed. Men heldigvis ved jeg, at man kun er i stand til at føle dårlig samvittighed, hvis man er et ordentlig menneske. Og det ved jeg, at jeg er. Jeg skal nok blive mig selv igen. Og de fantastiske mennesker, jeg er omgivet af, gør vejen dertil meget mere overskuelig.

Tak fordi I læste med..

Nadia Svendsen