Titlen på det her indlæg har jeg grint af mange gange. Jeg er kæmpe fan af podcasten “Den korte weekendavis”, og de har altid en dagbog med i programmet (satire) fra en danskers liv, så når jeg læser “dagbog fra et IUI-H forsøg”, så tænker jeg kun på det. Hvis du kender podcasten, giver det mening, hvis ikke, så hør den evt. :O)

Dag 1:

Det her forsøg starter lidt anderledes, idet jeg lige har aborteret. Jeg havde sådan set regnet med, at vi nu skulle have en lang pause, pga. Det, men nej. Hvis jeg kan teste negativt på en graviditetstest, så må jeg starte op igen. Lægen spørger mig, om jeg har lyst, og det har jeg, fordi jeg kan ikke sige nej, hvis nu det her er guldægget. Desuden tænker jeg, at det nok er bedre at tænke på et nyt forsøg, fremfor at tænke på det, vi lige har mistet. Jeg kan teste negativt, så vi starter. Om aftenen tager jeg den første sprøjte.

Dag 2-10: Jeg tager hver aften en sprøjte. Den dosis jeg er på er noget lavere end jeg plejer, da lægen ikke tør give mig så meget, da det er usikkert, hvordan kroppen reagerer efter en abort.

Dag 11: Første scanning i den her omgang. Jeg er lidt bekymret for, hvordan det ser ud inden scanningen, da jeg ikke helt har det, som jeg plejer. Ved scaningen viser det sig ganske rigtigt, at noget er anderledes. Jeg har mange æg i min venstre æggestok som er ca. 10 mm, dvs. Ikke store nok. Det plejer jeg ikke at have. I min højre æggestok er der også 3-4 halvstore æg. Det gør at lægen ikke tør give mig helt så meget hormon, som jeg plejer, da han er bekymret for, at jeg laver for mange æg.

Dag 12-15: Jeg fortsætter med at tage en sprøjte hver aften, nu med en lille smule højere dosis.

Dag 16: Scanning nr. 2 i denne omgang; stadig en masse halvstore æg, ikke en eneste er vokset til nævneværdig størrelse. Det er lidt svært at accepterer, selvom jeg er veteran i den slags skuffelse.

Dag 17-21: Jeg tager fortsat en sprøjte hver aften og nu igen på en lidt højere dosis. I de her dage beslutter vi også, at det her bliver det sidste IUI forsøg – hvad vi så skal nu, kommer der et andet blogindlæg om.

Dag 22: 3. Scanning i denne her omgang. Ét eneste æg er vokset til 14 mm. Det er ikke nok, men nu nærmer vi os da. Jeg får lidt flere hormoner weekenden over med en sprøjte hver aften, som hidtil. Mandag skal ægget gerne være 20 mm. Lægen siger at inseminationen formentlig bliver tirsdagen efter, så jeg rykker hele min kalender på arbejde, så jeg kan være på klinikken tirsdag eftermiddag.

Dag 25: 4. Scanning. Ægget er kun 19 mm. Lægen overvejer lang tid, hvad næste træk er. Og beslutter sig så for, at han gerne vil give det æg et skud hormon mere. Jeg skal derfor tage endnu en follikelstimulerende sprøjte mandag aften. Grunden til, at ægget gerne må blive lidt større er, at det var større, da jeg blev gravid, så vi prøver at ligge os så tæt på det forsøg, som muligt. Jeg tager den sidste sprøjte mandag aften. Insemination bliver rykket frem til om onsdagen, så jeg skynder mig lige at rokere hele mit onsdags program rundt. Det er en kæmpe ulempe ved ikke at kunne lave børn derhjemme, det optager meget tid og plads i kalenderen. Det er en stressfaktor for mig, for jeg vil også bare rigtig gerne være til rådighed på mit job, men sådan er det.

Dag 26: Jeg har fået besked på, at jeg skal tage æglæsningssprøjten til middag. Så jeg har den med på arbejde i en lille køletaske. Man må ofte sig for det babyprojekt.

Jeg tager sprøjten til middag. Og det var så den sidste i denne omgang og den sidste i forbindelse med IUI behandling.

Dag 27: Inseminationsdag. Jeg er altid lettere neurotisk over, at noget går galt den dag (tænk, hvis sædprøven bliver tabt eller forbyttet!!). I starten var jeg et underligt mix af glad og meget ulykkelig, fordi det gjorde mig så ked af det, at det var sådan vi skulle lave vores ønskebarn. Men man kan vænne sig til meget, nu er det okay. Det er en god dag, fordi jeg kan de frem til noget pause uden sprøjter og jeg har det egentlig meget fint med at vente på testdag. Det er en periode med håb, og det elsker jeg.

T skal aflevere sin andel af arvematerialet kl. 11.00. Vi fordriver tiden, køber frokost på en lille sandwichbar, hvor vi møder en ven. Han spørger, hvad vi laver. “Vi laver børn.” 🙂 Vi spiser frokost i en flot park med udsigt udover en dam. Her har vi været de sidste mange gange, mens vi har ventet. Vi hygger os og går en tur og har det egentlig bare rart (ligesom andre mennesker har når de laver børn, ha ha).

Kl. 13 sidder vi i venteværelset igen.

Vi taler lidt med sekretæren, vi kender jo efterhånden hinanden temmelig godt.  Sædprøven er fin. 80 millioner.

Mens jeg ligger på briksen er det varmt og vinduerne står åbent, udenfor suser bilerne forbi i samme fart, som mine tanker. Jeg har det svært med, at det her er sidste gang. Og jeg har det lidt svært med at sige farvel, jeg har virkelig været glad for den læge.

Sædcellerne bliver lagt op i den øverste del af min livmoder igennem et lille tyndt plastik kateter. På den måde er IUI mere effektivt, da sædcellerne ikke skal svømme så langt selv, som på den naturlige måde. De skal kun svømme ud i æggelederen og befrugte ægget.

Sædprøven er renset op, så det kun er de bedste der bliver lagt op. Væsken er derfor lyserød, da de ikke længere befinder sig i sædvæsken, men er renset for dette og dårlige svømmere. Vi kan se sædcellerne i mikroskopet og efter inseminationen bliver jeg scannet, og vi kan se ægget. Det er da meget sejt at kunne sige, at vi har set de celler, der forhåbentligt bliver til vores baby.

Lægen er meget optimistisk. Vi siger farvel og god sommer og tak for rigtig god behandling.

Han siger “hvis det lykkes igen, så ses vi i uge 7”.

For en god ordens skyld, skal jeg lige nævne, at man ikke skal blive skræmt over antallet af dage med hormoner. Sådan er det ikke for alle. Jeg tror mine æg og jeg kan vinde en slags DM i sløvhed.

De bedste hilsner fulde af babystøv/held (ikke fordi jeg har så meget at dele ud af, men tanker tæller jo alligevel, ikke? ;-))

Malle og forhåbentlig lille baby S i maven

Du kan læse alle mine blogindlæg her