I dag skal det handle om den skyld der hænger som en sort sky over mig, og om de gode råd som omverdenen kommer med.

Når noget går galt, så har vi mennesker et behov for at give skylden til nogen eller noget. 

I mit fertillitsforløb har jeg skudt skylden på lægerne, på verden, på Kim, men mest af alt har jeg skudt skylden på mig selv.

Faktum er bare, at det jo ikke er nogens skyld, det er biologi, og jeg ved jo godt at hverken lægerne, Kim eller jeg selv bærer skylden for at jeg ikke er gravid efter 3,5 år i behandling.

Men den  værste skyld er den du ikke kan skyde på.

Når der så kommer en udefra, hvad enten det er een jeg kender godt, eller een der bare “faldt over mit opslag på SoMe” og fortæller mig at jeg bare skal købe en hundehvalp/tage på ferie/drikke hørfrøolie/spise keto/gå en tur/stoppe med at tænke på det/få nogle dyre test/younameit så puster vedkommende til min egen skyldfølelse.

For selvom jeg godt ved at det er venligt ment, og tænkt som et godt råd, fordi det måske virkede for deres fætters bedste vens morfars kollegas hunds ejers lillesøster, så er det der i virkeligheden bliver sagt jo : “det er din egen skyld at du ikke er gravid”.

Helt ærligt guys, hvis det var så nemt som beskrevet ovenfor, tror I så jeg stadig var i behandling?

Hvis det var så nemt, så lå der både en 2,5 årig og sov i mine arme, og en baby i min mave.

Jeg svarer altid pænt og høfligt på alle de her råd, for jeg ved godt at de kommer fra et godt sted. Jeg ved godt at det er fordi vi mennesker gerne vil fixe alting.

Men. Du. Kan. Ikke. Fixe. Alting!

Så inden du sætter dig ned for at komme med et godt råd til een der ikke har bedt om det, så vil jeg bede dig om i stedet at skrive eller sige “hej, er du ok? Jeg er her hvis du vil tale om det” og hvis det er een du kender rigtigt godt, så bare giv hende en krammer Ikk?