Hvis du kæmper med ufrivillig barnløshed, har du formentlig prøvet det. Prøvet at nogle omkring dig er kommet med råd eller udtalelser om din kamp for at blive forælder. Jeg har selv oplevet det mange gange og mærket frustrationen i ikke at blive mødt eller forstået dér hvor jeg var og jeg ved hvor ondt det kan gøre.

”Måske du bare burde slappe lidt mere af, så kan det være det kommer af sig selv”

”Prøv at tænk på noget andet”

”Det skal nok lykkedes en dag, det er jeg sikker på”

”Du må gerne låne mit barn”

”Det er altså ikke altid lykkeligt at være forældre”

Måske du kan genkende nogle af de udtalelser og måske genkender du, hvor ondt det  kan gøre, når dem omkring én og de nærmeste kommer med lignende ord og råd.  Jeg har mærket smerten og følelsen af at maven knurrede sig sammen, tårerne pressede sig på, men at jeg samtidig ikke formåede at sige fra eller måske i virkeligheden at sige til.  Det gjorde ondt og det hobede sig op, med følelsen af ikke at blive forstået, ikke at blive set og ikke at blive anerkendt for kampen. Det skabte til tider en følelse af bitterhed, for forstår de virkelig ikke hvad det her vil sige? Forstår de ikke hvor hårdt og udmattende en kamp det er? Forstår de ikke at gode råd ikke er tilstrækkelig i vores kamp? Og nej, det gør de måske ikke, for de har ikke selv været der. De har ikke selv mærket smerten ved at skulle kæmpe for at blive forælder og kæmpe med uvisheden om hvorvidt det nogensinde vil lykkedes. Det kan måske lyde hårdt, men ofte er det en realitet. En manglende forståelse. Så hvordan kan vi finde en god vej, hvor råd og velmenende ord ikke bliver en frygt at møde, der kan skabe endnu mere smerte indeni. Min erfaring er, at vi er nød til først og fremmest at forstå hvad der sker i menneskerne omkring os. Hvad der kan være årsagen til de kommer med disse udtalelser, for når vi selv har en bedre forståelse, kan vi også lettere handle på det.

Når mennesker omkring os kommer med råd og velmenende ord, er det ofte et udtryk for at de som pårørende har brug for at kunne handle. Brug for at kunne sige noget, som måske kan fjerne smerten. Fjerne smerten i rummet, som nogle gange kan fylde det hele. De føler sig magtesløse, men hvis nu de kunne komme med et god råd eller nedtone hvor fantastisk forældrelivet er, så forsvinder smerten måske lidt. Smerten de ser i dine øjne kan være svær at håndtere. De har brug for at handle – gøre noget så smerten forsvinder. De kommer derfor med de velmenende ord og råd, for hvad skal de ellers gøre for at fjerne smerten og få håbet frem? Hvis du læser med som pårørende kan du måske genkende det her. Vi kender det alle. Det er svært at se mennesker have det svært, kæmpe med sorg og uvished. Vi har alle mærket andres smerte på den ene eller anden måde og vi har alle mærket magtesløsheden og behovet for at hjælpe. Det er i mange tilfælde det samme der sker for de pårørende til os som kæmper med ufrivillig barnløshed.

Hvad kan vi gøre for ikke at overvældes med endnu større smerte over manglende forståelse og bitterhed over de mange velmenende ord og råd, som kun gør smerten større? Vi kan vise dem vejen. Vi kan fortælle dem hvordan de støtter os bedst muligt. Hvad der føles rart og hvad de helst ikke skal gøre. Vi kan italesætte, at vi siger det, fordi vi ved de ønsker at gøre deres bedste. De ønsker at hjælpe. Vi kan bede dem være i smerten med os, for det er i virkeligheden dét vi har allermest brug for. Vi kan bede dem lytte til vores tanker og følelser. Være i det sammen med os. Vi kan forklare dem, at på den måde hjælper de allerbedst, for smerten, uvisheden og magtesløsheden er en del af kampen, men kan vi dele den, bare en lille smule, så er det mere udholdeligt,  fordi vi føler os mødt og mere forstået.

Det kan være et stort skridt at skulle italesætte de ting, måske særligt hvis de velmenende ord og råd har været mange, så det vigtige er også at mærke efter. Det kan gøre ondt at være nød til at italesætte egne tanker og hvordan man ønsker at blive mødt og støtte. Det kan gøre ondt fordi overskuddet i forvejen er lille og måske også med tanken om, man bare ville ønske ens nærmeste forstod uden der skulle sættes ord på. Sådan har jeg selv haft det. Samtidig ved jeg hvor ondt det kan gøre, hvis de velmenende ord og råd kommer til at fylde for meget, for hvem skal man gå til, hvis ikke det skal være ens nærmeste, man kan dele tanker med? Det kan derfor give mening, at finde en lille smule overskud, måske i en pause fra behandlingen, hvor du tager de første skridt i at italesætte dine tanker overfor dine nærmeste. Giv dig selv lov til at mærke, hvilket skridt du er klar til at tage for at vise dine pårørende vejen. Det vil ofte være en proces og det er helt okay. Du skal have dig selv med og du skal føle det okay at tage de skridt du tager, for forhåbentlig at mærke det var det værd, at investere en lille smule overskud i at vise vejen.

Jeg håber du kan bruge indlægget som inspiration og det måske har vækket nye tanker om hvorfor dine pårørende gør som de gør. Ikke mindst, håber jeg du har mærket, at du ikke er alene med dine tanker og følelser.

De bedste tanker til dig.
Malene Christine, din fertilitetscoach.
E-mail: malene@klinikundervaerk.dk
Web: www.malenechristine.dk

Annonce