Ak blev sendt af sted mod klinikken mandag morgen D. 20 august, og jeg skulle møde halvanden time senere. Hold nu op hvor var jeg spændt!

Som det Google monster jeg er, havde jeg selvfølgelig Googlet og læst en masse artikler, beretninger og alt hvad der ellers findes på nettet om IUI. Jeg var rolig ved tanken for alle steder jeg fandt frem til, beskrev at det ikke ville gøre ondt, ubehageligt er det vel altid at skulle have nogen til at rumstere i de dele af ens krop, men ikke decideret smerte.

Men jeg blev da så meget klogere. Fuld af spænding og nervøsitet mødte jeg op på klinikken til min tid, jeg fik kørt mit sygesikring igennem og når ikke en gang at sætte mig før jeg bliver kaldt ind. Jeg blev som sædvanlig dirigeret i stolen hurtigere end man kan sige godmorgen.

Han viser mig det her fine ”lille” kateter, nål, hvad end det så er, med en fin lille lyserød væske i.  ” Her er både små drenge sædceller og pigesædceller, i fra AK”

Han kan bare sige alting på en så naturlig måde så man slapper helt af og føler sig tryg! Vi går stille og rolig i gang, jeg er ret nervøs og får da også lige besked på og huske at trække vejret.. han roder noget rundt, og vender sig efter den længste tang jeg nogensinde har set! Og  får fremstammet ”det her kan gøre en lille smule ondt, jeg skal lige hive i din livmoder for at komme til”. Og det skal jeg da lige love for det gjorde.. hold nu op en ubeskrivelig smerte! Puha!. Men når det så er sagt, så var hele showet over efter et par minutter. Han scanner mig efterfølgende og viser en lille prik, som nærmest skubber sig af sted, på skærmen og fortæller at nu er mit æg og Ak’s sæd på date..

Jeg blev sendt ud af døren og hjem ad igen. Så kunne man stå der på p pladsen og føle sig lettere akavet. Hvad var det lige præcis der skete der? Lavede vi lige en baby? Ak på arbejde og mig stående i Skive?  Det er bestemt ikke romantisk og lave børn i fertilitetsbehandling..

Så kommer den hårde del. Ventetiden til testdag.. som skrevet før havde jeg måske givet lidt op på forhånd. Jeg følte ikke rigtig noget og troede bestemt heller ikke på det.  Det er en ret underlig følelse og gå med. Især når man har en mand som bare er positiv i alle situationer, tror på tingene og bare kæmper for at holde en oppe. De her 14 dage cirka, man går og venter de er bare ulidelige. Man skal jo både passe sit job, sine veninder og alt det huslige.

Jeg kunne ikke dy mig og testede fredag! Jeg skulle til fest ved en veninde om lørdagen og tænkte det kunne jeg da sagtens fredag, selvom testdag var mandag/tirsdag. Testen var negativ og jeg smed den ud og tænkte, fedt, så kan jeg hygge mig!. 30 min senere skal jeg smide noget andet ud og der bliver jeg mødt af en test der er blevet positiv! Jeg panikker fuldstændig! Jeg er godt klar over at når den er gået over tid, så er svaret ugyldigt. Men i de 3 år vi har kæmpet, er det aldrig sket.. jeg går helt i selvsving og tager en ny test! Jeg havde investeret i de her dyre digitale tests. Så sådan en tog jeg.. og den sagde Gravid! Jeg var alene hjemme og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv! Men i det samme sekund slår det mig at jeg har læst at den ægløsnings sprøjte jeg tog, kan give positive tests i et vis antal dage efterfølgende. Jeg blev egentlig ret skuffet og lidt ked af det. Jeg fortalte det hele til ak og han synes jeg var det største fjols der fandtes!

Jeg tog til fest om lørdagen, jeg havde dog besluttet at det måtte blive en alkoholfri aften. For hvad nu hvis! Jeg ville ikke spilde nogen chancer her.

Det blev langt om længe mandag, og jeg stod op, ventede til ak var kørt på arbejde og løb ud og nu skulle den test dælme tages igen! Jeg startede med standard testen. Stavene med de to streger.. jeg vandrede rastløs rundt og gik ud og så til svaret…

Der var to streger… i panik fandt jeg den sidste digital test frem, tog den.. og den skrev stadig, Gravid!…

Kunne det virkelig passe!? Var det her lykkedes? Jeg er stadig helt panisk og løber bare rundt, glemmer næsten jeg har en lille hund som nok gerne vil ud og gå tur.. venter troligt på at klinikken åbner så jeg kan ringe og høre ad om man kan regne med det! Og hun sagde at jeg roligt kunne teste i dag og jeg får bare fremstammet, godt så.. den er positiv..

Hun ønsker mig tillykke og vi aftaler tid til en tidlig scanning som de tilbyder mig i uge 8..

Jeg er helt forvirret og ved nærmest ikke hvad jeg skal stille op.. Ak kommer hjem og jeg ber ham lukke øjnene og ligger alle mine milliard tests i hænderne på ham. Her havde jeg jo altid drømt om og kunne give ham et par små baby Nike sko.. men nej nej, det blev så fesent som noget kunne. Han blev så glad og spurgte flere gange om det virkelig var rigtig… skulle han virkelig være far!?

Og nu står vi her.. skal giftes lige om lidt, 17 November og til Maj 2019 skal vi være forældre

Det er den vildeste følelse! Og det er så uvirkeligt!

Så det betyder også at det her blev min ende på fertilitetsrejsen. Jeg vil stadig følge med hos alle de andre og heppe på alle de stærke kvinder der gennemgår det her! <3.